Nyhed
25. jan. 2010 | 12:01

Spindoktor bragte soldaters liv i fare

Forsvarsministerens pressechef, Jacob Winther, lækkede fortrolige oplysninger til TV 2, som bragte Thomas Rathsack og andre jægersoldaters liv i fare, siger Christoffer Guldbrandsen i det nye Ekko.

Af Claus Christensen

Den 27. april 2007 kunne TV 2 fortælle, at et større antal danske jægersoldater var på vej til det sydlige Irak.

Soldaterne skulle sætte en stopper for oprørernes hyppige angreb. To dage tidligere havde forsvarsminister Søren Gade live for rullende kamera måttet søge ly under et bord, da lejren i Basra blev angrebet.

TV 2’s historie vakte opsigt, fordi der var tale om strengt fortrolige oplysninger.

Jægerkorpsets chef Henrik Friis udtalte, at afsløringen i værste fald kunne koste soldaterliv.  Og udenrigsminister Per Stig Møller beskyldte medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn for at have lækket oplysningerne til pressen – en strafbar handling.

Men i virkeligheden var det Søren Gades egen spindoktor, der gav oplysningerne til TV 2. Det siger Christoffer Guldbrandsen i det nye nummer af Filmmagasinet Ekko.

Stærkt fortrolige oplysninger
Afsløringen falder i et større interview, hvor instruktøren bag Den hemmelige krig for første gang fortæller om sine erfaringer med at tale magten imod.

”Den 26. april flyver TV 2’s Rasmus Tantholdt hjem fra Irak sammen med Søren Gade,” siger Christoffer Guldbrandsen.

”Få timer efter de er landet, ringer Gades rådgiver, Jacob Winther, til Tantholdt. Han har nogle stærkt fortrolige oplysninger, som han gerne vil dele med TV 2. Winther fortæller, at Søren Gade har besluttet, at der skal sendes jægersoldater til den danske lejr.”

Bekymrede for konsekvenserne
En af de udsendte soldater var Thomas Rathsack – jægersoldaten, som Forsvarsministeriet har fyret og sigtet for at have bragt soldaters liv i fare med sin bog, Jæger – i krig med eliten.

”Det paradoksale er, at der er mange, som kender historien,” siger Guldbrandsen.

”Der sidder journalister på TV 2, Politiken og DR, der alle ville kunne fortælle den samme historie. Men de vil ikke. Enten fordi de ikke vil kompromittere deres kilder, eller fordi de er bekymrede for konsekvenserne.”

Spin vinder over politik
I Ekko-interviewet fremhæver Guldbrandsen sagen som et eksempel på, hvordan pressen bliver kørt rundt i manegen af Forsvarsministeriet.

”Min påstand er, at der i dag er en situation, hvor medierne er blevet meget afhængige af Forsvarsministeriet og Forsvarets velvilje for at kunne få mest muligt adgang til at dække krigene i Irak og Afghanistan og derfor ender i situationer, hvor journalistikken bliver spillet af banen af spin.”

I det nye nummer af Filmmagasinet Ekko er temaet Danmark i krig. Magasinet er på gaden på onsdag den 27. januar og forhandles i velassorterede kiosker over hele landet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko