• Forside
• Temaer
• Features
• Interviews
• Anmeldelser
• Film i skolen
• Om EKKO
• Arkiv

Arven

Februar 2004

Med Arven viser Per Fly endnu engang, at han både mestrer realismens virkemidler og den amerikanske tradition for god storytelling. Sidste års mest sete film i biografen kan heldigvis også opleves på en dvd, der med instruktørens analyser og anekdoter er i en klasse for sig selv.

Af Jan Oxholm


En patriarkalsk forretningsmand dør, hvorefter sønnen overtager firmaets tunge arv.

Det kunne lyde som råskitsen til Francis Ford Coppolas grandiose gangstertragedie Godfather (1972), hvor sønnen betaler en høj, personlig pris for at føre familiedynastiet videre. Men det er naturligvis grundplottet i Per Flys prisbelønnede drama Arven (2002), det andet kapitel i instruktørens trilogi om den danske virkelighed i underklassen, middelklassen og overklassen.

Sønnen Christoffer, der spilles af Ulrich Thomsen, tilhører fjerde generation i en familie, der står bag Stålvalseværket Borch Møller A/S. Han lever lykkeligt sammen med sin Maria i Stockholm og har derfor ikke lyst til at overtage ledelsen af virksomheden efter faderens selvmord. Men den sociale arv er lige så tung som det metal, der støbes på det gamle værk.

Amerikansk storytelling
Akkurat som i Coppolas klassiker ligger det ligesom i kortene, at Christoffer må følge sin skæbne. Men trods morens hårde pres træffer han alligevel sit eget valg, og det er det, som gør Per Flys stilrene fortælling så meget mørkere og mere tragisk end alkoholikerdramaet Bænken (2000). ”Jeg har jo ikke noget valg,” siger Christoffer på et tidspunkt til sin frustrerede kone. Men det har han i de afgørende sekunder på stålvalseværket, hvor han foran en stor flok arbejdere skal fortælle om virksomhedens fremtid. I netop det øjeblik vælger han lykken, lidenskaben og kærligheden fra. Det er dette dilemma, som bidrager til den gode fortælling og holder historien kørende med konfliktoptrappende handlinger og dramatiske situationer. Med andre ord formes fortællingen i takt med Christoffers fatale valg.

Arven er inspireret af Shakespeares menneskelige tragedier og de interne familiestridigheder i populære tv-serier som Dallas og Dollars, men altså frem for alt af Godfather. Det er ikke uden grund. På Filmskolen i starten af 1990’erne blev Per Fly sammen med skelsættende instruktører som Thomas Vinterberg og Ole Christian Madsen kaldt for ”den amerikanske årgang”. Det var vigtigt for den nye generation at holde en aldrig kedelig historie kørende, hvor karaktererne hele tiden er aktive og træffer nogle afgørende valg. Kort sagt en amerikansk tradition for god storytelling, som nærmest er blevet et varemærke inden for dansk film gennem det sidste årti.

Hvor er kameraet?
Et synligt kendetegn ved Per Flys filmæstetik er det håndholdte kamera, som indfanger et realistisk miljø på autentiske locations, hvor skuespillerne får lov til at improvisere sig frem til deres karakter. Per Fly arbejder ofte med en stor afstand til kameraet i både indendørs- og udendørsscenerne, hvilket betyder, at skuespillerne hele tiden er i tvivl om, hvor kameraet er placeret. Det er med til at give filmens form en friskhed og et grænseløst rum til skuespillerne, som dermed ikke kan spille op til kameraet med teatralske eller ekspressionistiske gestikulationer.

Et dokumentarisk registrerende kamera, ja, men alligevel fornemmer man en stilbevidsthed i de elegante billedkompositioner. For eksempel i den indstilling, hvor Christoffer står alene ved vinduet på det luksuriøse hotelværelse og ser ud på den verden, han langsomt, men sikkert har afskåret sig selv fra. For ikke at tale om det billede, der også bruges som filmplakat og cover til dvd’en, der viser et hvidt og gabende tomt rum med Christoffer klemt inde i venstre del af kompositionen. Hvor Jesper Christensens figur Kaj i Bænken åbner sig og bløder op i løbet af historien, lukker Christoffer helt i som én af de østers, der er på søndagsmenuen i familiedynastiet. Direktøren skaber sit eget fængsel, der rent visuelt går som en rød tråd gennem filmen. Kameraets ekstremt lange brændvidder skaber afstand og er med til at synliggøre det vakuum, som den unge arving hvileløst vandrer rundt i: Labyrintiske kontorgange, sterile hotelværelser, kolde ferieboliger og indespærrede luksusvillaer.

Dronning Ingrids mantra
I sin form ligner ekstramaterialet til forveksling den fornemme dvd-version af Bænken. Her er et engageret kommentarspor, levende interviews og indsigtsfulde features om musikken, skuespillernes improvisationer og de vigtige locations. Endnu engang bliver Per Flys dramaturgiske og æstetiske valg diskuteret i et åbent forum, der viser, at et omfattende pioner- og researcharbejde igen har båret frugt og givet os et nuanceret blik på en isoleret samfundsklasse i Danmark. Men det holdt hårdt. For ifølge Fly er åbenhed et fremmedord i den rige overklasse og nærmest et tegn på svaghed. Under de mange interviews med instruktøren og skuespillerne er det også spændende at høre om valget af en afgørende location som stålvalseværket, og hvordan virkeligheden engang imellem overgår fantasien, eller i dette tilfælde fiktionen. Under optagelserne blev flere arbejdere fyret på den kriseramte virksomhed nøjagtigt som i filmen, og det er blot et af mange eksempler på, at Per Flys film klinger rent med den danske virkelighed.

Dronning Ingrids berømte mantra, ”man skal lære at ville det, man skal”, bruges som en overskrift til en del af ekstramaterialet. Og det er godt tænkt. For den sætning siger alt om Christoffers vanskelige situation. Derfor er det i fag som dansk og samfundsfag oplagt at diskutere betydningen af stærke ord som disciplin, værdighed, stolthed og loyalitet. For hvorfor skal man egentlig pludselig give afkald på lykken, og hvornår er loyalitet en styrke, hvornår er det en svaghed? Ved at bruge Arven som en modsætning til Bænken kan man i flere undervisningssammenhænge lave et helt tema om forskelle og ligheder mellem samfundets top og bund. Derudover vil det i dansk- og mediefaget være interessant at analysere de indre og ydre rum, som er med til at karakterisere og afspejle Christoffers mentale tilstand.

Med andre ord er der ikke mange dvd-udgaver af danske film, som er på højde med denne anmelder- og publikumssucces. Per Fly er i øjeblikket i gang med trilogiens afsluttende kapitel, Drabet, der foregår i middelklassen. Hvis tredje film holder niveauet, har instruktøren ikke blot begået et enestående troværdigt portræt af Danmark, men også skabt et filmværk, som utvivlsomt vil få klassikerstatus i skolen.

Filmmagasinet Ekko • Carit Etlars Vej 3 • 1814 Frederiksberg C • Tlf. 88 38 92 92 • • sitemap