1864: afsnit 1-2

Slaget ved Dybbøl i 1864 er den afgørende begivenhed i den nyere Danmarkshistorie. I alt, hvad vi tænker og gør, runger ekkoet af kanonsalverne på Dybbøl.

Myten om vores nationalkarakter som et uskyldigt, beskedent, på én gang pragmatisk og moralsk bedreværdigt folk, bliver til på ruinerne af de sønderskudte skanser. Danskernes selvopfattelse er ikke andet end et kollektivt, posttraumatisk stress-syndrom, der nu har varet i 150 år.

Man kan fortælle historien om Dybbøl på to måder. Begge indebærer ordet voldtægt.

I version nummer 1 er det den autoritære preussiske overmagt syd for grænsen, der voldtager en uskyldig lilleputnation. Det er den ammestuehistorie, vi har pattet på lige siden. Fordi vi havde brug for det. Og fordi vi har en korrupt og inkompetent historikerstand, der som en bukkende, servil tjenerstab serverer os de løgne, vi udpeger som livretter på nationalismens menukort.

I version nummer 2 bliver det danske folk også voldtaget. Men denne gang er det af sine egne monumentalt uvidende, manisk verdensfjerne ledere, som næppe kunne have drevet en høkerbutik uden at gå fallit, men i stedet følte sig historisk kaldede til at føre en nation ud i undergangen.

Version nummer 2 har vi kendt til, siden journalisten Tom Buk-Swienty offentliggjorde sit skelsættende værk Slagtebænk Dybbøl i 2008. Bogen blev en fortjent succes, men den kommer næppe til at ændre danskernes selvopfattelse. Dertil er den for ubekvem.

Heldigvis er det den ubekvemme version, Ole Bornedal har lagt til grund for sin serie om nationens traume-år, 1864. Også i den grad. For nogle år siden aflyste de borgerlige deres selvopfundne kulturkamp, vistnok fordi de troede, de havde vundet den. Her kommer der en velrettet knytnæve retur, som efterlader højrefløjen med en brækket næse.

Søndagen vil være ødelagt for Søren Krarup, der i disse dage skoggerler over de syriske flygtninges lidelser. Hans datter, ytringsfrihedsaktivisten og medlem af DR’s bestyrelse Katrine Winkel Holm er allerede nu, mens dette læses, på telefonen med en svovlsø af fyringstrusler til alle ansvarlige programredaktører. Alene det burde skaffe Ole Bornedal et ridderkors.

Når en ny, blæksort højreregering, der i inkompetence og nationalistisk råddenskab vil være på omgangshøjde med krigsmagerne fra 1864, efter næste valg kommer til magten, må instruktøren dog nok indstille sig på at få sin opholdstilladelse inddraget og stille sig op i asylansøger-køen, hvis han nogen sinde igen skulle driste sig til at lave film for offentlige penge.

Du er en dead man walking, Ole Bornedal!

Første afsnit foregår i 1851, og i næste afsnit springer vi tolv år frem til året før krigens udbrud. Bornedal tegner et bredt portræt af et land, der til trods for Grundlovens indførelse endnu befinder sig i halvfeudale tilstande med en bondestand, der stadig sidder fast i almuens underdanighed, en arrogant og selvbevidst godsejerstand og en herskende københavner-elite løsrevet fra enhver virkelighed.

Noget fungerer, andet gør ikke. Dialogen er somme tider udansk velformuleret, andre gange for litterært konstrueret. Det gælder især fortællerstemmen, godsforvalterdatteren Inge, hvis erindringer fører os gennem historien.

I 1851 er der sejrsstemning i Danmark efter afslutningen på Treårskrigen, som Danmark vandt. Men krigens pris antydes allerede. Bonden på godset vender hjem med et sår, der ikke vil læges, og som ender med at lægge ham alt for tidligt i graven. Hans sønner, Peter (Jens Sætter-Lassen) og Laust (Jakob Oftebo), gøres allerede klar som kanonføde i den næste krig, da udlængsel driver dem til naivt at melde sig frivilligt til hæren.

Godsejersønnen Didrik (Pilou Asbæk) har ar på sjælen efter at have været for tæt på døden. Han er fortvivlet og uforstået af sin patriarkalske far, men udvikler sig siden på en ikke helt overbevisende måde til en utvetydig, voldelig psykopat, som legitimerer sine overgreb med nietszcheanske overmenneskefantasier. Hans far, godsejeren (Waage Sandø), fremstår derimod som en klippe af urokkelig retfærdighedssans.

Biskop Monrad er manden, der som statsminister ender med at føre os ind i den fatale krig. I Nicholas Bros plumpe skikkelse er han et sitrende nervebundt, der frygter sin egen nedarvede galskab, men endnu ikke har fået styr på de formidable oratoriske evner, som hans nationalliberale partfæller vil udnytte i krigsophidselsens tjeneste.

Han vækkes til sin mission, da han på Det kongelige Teater ser den danske kunstscenes ukronede dronning, en dæmonisk Johanne Luise Heiberg (Sidse Babett Knudsen), i rollen som Lady Macbeth. Det bliver hende, der siden som en anden spindoktor lærer ham at udnytte sine talegaver, da hun sætter ham på sporet af hans egne farligt uhåndterlige lidenskaber.

Scenen, da hun på nøgne fødder og med opslidsede skørter træder rundt på hans fede brystkasse, mens han skriger sine nationalistiske krigsfraser ud, er simpelthen et sublimt sviende højdepunkt – ikke bare i sin afdækning af et menneske i manipulationens vold, men også som en vrængende udlevering af nationalismens galskab. Det er altid de sårbare, der ender som fanatikere!

Kontrasten er scenerne med den tyske rigskansler, Otto von Bismarck (Reiner Bock), Danmarks formidable modstander i krigen i 1864. Han er en kynisk, køligt analyserende intelligens, der fremstår i et næsten sympatisk skær kontrasteret med det lattervækkende danske storhedsvanvid.

”Så danskerne tror, de er et udvalgt folk,” siger han med et iskoldt smil. Han har fundet den danske achilleshæl, men ordene er jo også næsten et ordret citat fra den nazistiske propaganda kun 70 år senere.

Det er nok seriens mest indædte provokation: I deres kerne er den danske og den tyske nationalisme ikke så forskellige. De havde overmodet og den racistiske selvovervurdering til fælles.

Man kan altid diskutere, om en historisk tidsskildring skal afholde sig fra referencer til nutiden. Bornedal har valgt at blande kortene. Ikke blot er der en rammefortælling, der åbenlyst henviser til krigen i Afghanistan. Mennesker fra dengang taler også indimellem i nutidens politiske fraser, som om de gik midt iblandt os. Der er sigøjnere, som søger arbejde på godset, og det er tydeligt, at de er stand-ins for dagens indvandrere.

Opløftende er en scene, hvor sigøjnerne til et høstbal spiller sammen med danske musikere og bytter melodier, og en af de fremmede pludselig fremtryller Marken er mejet på sin klarinet. Men mest er parallellerne dystre, sådan som de også skal være, når det handler om danskernes historisk indgroede skepsis over for fremmede. Godsejersønnen Didrik er allerede en nudansk fremmedhader i fuld blomst.

Johanne Luise Heiberg gør sig nogle interessante overvejelser om kunstens muligheder for at gribe ind i sin tid. Det lykkes for hende selv, da hun vækker de slumrende instinkter i den ellers bovlamme biskop Monrad med så fatale følger for Danmarkshistorien.

Om det også vil lykkes for Ole Bornedal er ikke til at vide. Han har i hvert fald gjort et ærligt, modigt og ikke mindst hårdtslående forsøg. Alle danskere føler et ejerskab til DR’s søndagsserier, og 1864 vil ikke efterlade nogen uanfægtede, hvad enten de forlader serien oprørte eller opmuntrede. Det i sig selv er en stor præstation, der ikke kan fortjene ros nok.

Som en understregning af seriens aktualitet får 1864 premiere i samme uge, som Danmark kaster sig ud i sin fjerde hovedløse krig på kun tolv år.

Anmeldelsen er baseret på de første to afsnit. Når samtlige otte afsnit er sendt, vil Carsten Jensen skrive en anmeldelse af hele serien.