Serieanmeldelse
23. dec. 2017 | 21:41

Alias Grace

Foto | Jan Thijs
Englehvid og dog hård som en flintesten – Sarah Gadon er så forrygende i rollen som den mordanklagede tjenestepige i Alias Grace, at skuespilleren ifølge vor anmelder godt kan begynde at gøre plads på kaminhylden til en Emmy-statuette.

Fængslende Netflix-serie om et dobbeltmord i Victoriatiden viser magtforholdet mellem kønnene, som gør den særligt relevant i en tid med #MeToo-bevægelsen.

Af Samina Jakobsen

Miniserien Alias Grace er en nydelse at fortære. Øjnene kan mæske sig i stoflige, smukt komponerede billeder af Victoriatiden, mens man forføres af Margaret Atwoods sanselige billedsprog, der flyder fra vores velartikulerede hovedperson Grace (Sarah Gadon).

For selv om instruktøren hedder Mary Harron (American Psycho) er Alias Grace – ligesom Bruce Millers The Handmaid’s Tale – først og fremmest en Atwood-fortælling med dens gotiske troper og stramme fokus på religion, køn og klasse.

Atwoods bogforlæg spænder en fiktiv ramme om det autentiske dobbeltmord, der blev begået i 1863 på godsejer Thomas Kinnear og husholdersken Nancy. Kinnear blev skudt i brystet, mens Nancy fik en økse i hovedet og derefter blev kvalt.

Sagen chokerede det nordlige Canada, da man anholdt stalddrengen og den kun sekstenårige tjenestepige Grace Marks, der var flygtet fra åstedet med tyvekoster. Drengen blev hængt, mens Grace fik dødsdommen omstødt på grund af sin alder og særligt sit køn, på trods af at hun under retssagen fremstod bemærkelsesværdigt følelseskold.

Omdrejningspunktet i Alias Grace er misforholdet mellem den fagre ungmø, der på victoriansk vis fastholdes i en underdanig rolle som uskyldsrent lam, og de kolde gerninger og udtalelser, der fortæller en anden historie.

Allerede i begyndelsen reflekterer Grace over forskellen mellem en ”morderske”, hvis ord ”knitrer som et taftskørt mod gulvet”, og en ”morder”, der er brutal ”som en hammer eller en stump af metal”. Og forskellen står desto mere lysende klart, da Dr. Jordan ankommer for at foretage en mentalundersøgelse af Grace i fængslet.

En række betydningsfulde borgere vil have den unge pige benådet og hyrer derfor en psykiater, der via samtaleterapi skal grave de påståede fortrængte oplevelser fra den skæbnesvangre dag frem i lyset.

Instruktør Mary Harron begår her en lille genistreg ved at vende scenen fra Ondskabens øjne, hvor Starling for første gang skal møde den berygtede Dr. Hannibal Lecter, på hovedet. Dr. Jordan får stillet en stol hen til cellen og spørger: ”Er du bange for mig?”

Her ser vi, hvad køn har af betydning for magtforhold.

Selv om Dr. Jordan skal interviewe en dømt dobbeltmorder, falder det ham aldrig ind, at han kan være i fare. Og da Grace begynder at fortælle om sit liv, der visers i flashbacks, er han ude af stand til at sætte sig i hendes sted.

Da hun fortæller, at en seng kan være et farligt sted at opholde sig, at man ikke skal gå alene på toilettet om aftenen, og at man aldrig skal åbne døren for sin herre, hvis han banker på midt om natten, er Dr. Jordans respons med åben mund og polypper: ”Hvorfor?”

Blindheden for egne privilegier er til at tage og føle på, og det er svært ikke at trække tråde til nutidens kvindelige vidnesbyrd i #MeToo-bevægelsen, der af nogle mænd er blevet modtaget med lige så stor uforståelig undren.

Magt- og misforhold gestaltes til perfektion af 30-årige Sarah Gadon, der nok godt kan begynde at gøre plads på kaminhylden til en Emmy-statuette. Hendes glatte, englehvide dukkeansigt fortrækker sjældent en mine, og det gør hende til en fængslende, kompleks figur.

Hun er upålidelig og hård som flintesten, og alligevel drages vi ligesom Dr. Jordan af hendes fortællinger, som hun væver lige så pertentligt sammen som det quiltede tæppe, hun er ved at sy. Som en anden Scheherazade fortæller hun for at overleve, mens hendes ord ofte modsiges af billedsiden.

Alias Grace undersøger en fortællings struktur, magtforhold, victorianske dyder, køn og sociale klasser, så det er en ren fornøjelse.

Trailer: Alias Grace

Titel:
Alias Grace

Land:
Canada

År:
2017

Instruktør:
Mary Harron

Manuskript:
Margaret Atwood, Sarah Polley

Medvirkende:
Sarah Gadon, Edward Holcroft, Anna Paquin, David Cronenberg

Spilletid:
Seks afsnit af 45 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
3. november på Netflix

© Filmmagasinet Ekko