Boganmeldelse
06. maj 2016 | 08:42

Astas skygge

Foto | Urban Gad
Asta Nielsen apache-dans i stumfilmen Afgrunden fra 1910 skabte ramaskrig, da de sensuelle trin blev anset for at være ekstremt vulgære i forhold til tidens standard.

I sin portrætbog om Asta Nielsen kommer Eva Tinds egen historie til at skygge for hovedpersonen, som hun mangler kritisk distance til.

Af Brian Petersen

Med Astas skygge kaster forfatteren og kunstneren Eva Tind sig over den biografiske genre med et portræt af den internationalt berømmede stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972).

Skæbnen ville, at Eva Tind i 2001 kom til at bo i den ejendom på Gammel Kongevej, hvor Asta Nielsen blev født 120 år tidligere. Tinds mor hedder også Asta og har fødselsdag samme dag som stumfilmdivaen, nemlig den 11. september. Da New Yorks tvillingetårne det år styrtede i grus, syntes Eva Tind, det var et underligt tilfælde, at det netop skete på de to Asta’ers fødselsdag.

Hun oplevede, at hun blev trukket mod Asta Nielsen af en usynlig hånd (Al-Qaeda?).

I bogens pressemateriale udtaler Tind, at hun ikke vil være den, der tager ”patent på et andet menneskes liv og sandheden om det”. I stedet for endnu en biografi om Asta Nielsen har hun villet lave et personligt portræt. Det har hun gjort alvor af, i så høj en grad, at titlen måske nærmere burde være ”Evas skygge”.

Tinds skrivestil er lyrisk-associativ og bogen fragmenteret opbygget uden nogen klar målsætning eller konklusion. Tinds private forhold blandes med Asta Nielsens, research med drømme og syn, og det hele bindes sammen af følelser frem for fornuft: forfatterens private adoptions- og sygehistorie, naboproblemer, drømmen om senildemente Søren, der må holdes under opsyn på et plejehjem om natten, fordi han vil hjem til sin gård.

For ikke at glemme Eva Tinds møde med Asta Nielsen i et syn, mens småfugle flyver i krydsmønstre over søerne ved Gammel Kongevej.

Alt efter temperament kan Astas skygge betegnes som et poetisk fletværk eller en rodebutik af irrelevante oplysninger.

Historiens fremdrift er Eva Tinds ønske om at blive klogere på ”die Asta”, der viste sig for hende. Hendes reportager er stemningsmættede og medrivende, eksempelvis når hun ”spiser en tyk pølse i et tørt flute med en lys sennep til ved siden af en velklædt forretningsmand”, inden hun målrettet fortsætter sin research på Asta Nielsen Kinothek i Frankfurt.

Hun læser Nielsens selvbiografi Den tiende muse, besøger utrætteligt arkiver i ind- og udland, emailer og mødes med eksperter, heriblandt to tidligere Asta Nielsen-biografer, Poul Malmkjær og den 95-årige filmhistoriker Marguerite Engberg. Hun spørger i øst og vest og ingen af dem har noget særligt interessant at fortælle. Men besøgene bliver en slags mini-portrætter i det store (selv)portræt.

En af dem, Eva Tind taler med, er filminstruktøren Torben Skjødt Jensen, der lavede filmen Den talende muse – samtaler med Asta Nielsen (2003). Gennem ham får hun adgang til 100 timers telefonsamtaler med divaen, som antikvarboghandleren Frede Smidth hemmeligt optog i 1950’erne.

I bogens dramatiske højdepunkt indser Tind under et skriveophold på et château i Schweiz, at hun ikke trænger dybere ind i historien om, hvem Asta var. Så hun må lade hende tale selv. Selvfølgelig. Det gør hun ved at lægge udskrifter af de nævnte telefonsamtaler frem. Hele 129 sider.

Underholdende er det, når Asta Nielsen sviner stort set alt og alle i filmbranchen, blandt andre Urban Gad, Carl Th. Dreyer, G.W. Pabst og Greta Garbo.

Men hvor samtalerne i Torben Skjødt Jensens film var redigerede og sat ind i en større sammenhæng, lader Tind dem stå alene – uden kontekst. For at nå frem til guldkornene må man som læser pløje sig igennem en del ligegyldig telefonkvidder.

Mest problematisk er det, at Tind tilsyneladende tager Asta Nielsens virkelighedsfremstilling for pålydende. Eksempelvis giver hun udtryk for ”et ønske om at gøre uret ret og én gang for alle aflive den anekdote, der har modarbejdet Asta siden 1937, rygtet om, at hun skulle være nazivenlig”.

Hun lader blandt andet stumfilmstjernen hævde, at hun afbrød forbindelsen til vennen Heinrich George, en fuldblodsnazist, og vendte ham ryggen, da han i besættelsesårene opsøgte hende under et gæstespil i København. Men faktisk bevarede George og Nielsen kontakten og sås privat så sent som i 1943. I et brev fra 1936 hylder Asta Nielsen desuden Hitler. Begge dele er dokumenteret i nyere forskning baseret på Asta Nielsens korrespondance.

Det ville have klædt bogen, at Eva Tind havde kendt – og forholdt sig – til disse oplysninger. Men som hun skriver et sted, har hun måttet opgive at tyde tyske breve, hvilket unægtelig er en hæmsko.

Eva Tind røber i sit efterord, at hun har filmet sin research og arbejder på en film med titlen En rød løber for Asta Nielsen. Den titel toner da i det mindste rent flag.

Titel:
Astas skygge

År:
2016

Forfatter:
Eva Tind

Forlag:
Gyldendal

Omfang:
304 sider

Pris:
254,95 kr.

© Filmmagasinet Ekko