Biografanmeldelse
28. nov. 2012 | 20:00

Barbara

Foto | Christian Schulz
Med en afdæmpet stil fortæller Christian Petzolds om overvågningssamfundet i DDR. Barbara er dette års tyske Oscar-bud.

Barbara er en forfrossen kærlighedshistorie fra DDR-tiden, der er mindre publikumsvenlig, men lige så fremragende som De andres liv.

Af Christian Braad Thomsen

Christian Petzold må efterhånden regnes blandt de betydeligste europæiske instruktører i dag.

Han er især kendt for det neddæmpede, hyperrealistiske drama Die Innere Sicherheit (2000) om et terroristpar, der har levet under jorden i femten år og dermed lader deres halvvoksne datter undgælde for deres fortid, og for den antikapitalistiske Yella (2007), der bevæger sig fra realisme til surrealisme og synes fortalt fra en død persons point of view. Begge film blev udmærket med de tyske filmkritikeres pris som årets bedste.

Barbara foregår i DDR i 1980 og er både en forfrossen kærlighedsfilm og en knugende skildring af overvågningssamfundet – ikke så publikumsvenlig som Florian Henckel von Donnersmarcks De andres liv, men lige så fremragende. Petzold er en meget diskret fortæller og det i en grad, så det føles helt naturligt, at den tyske originalplakat viser hovedrolleindehaveren med ryggen til publikum.

Skønt der er store følelser på spil, lader Petzold nødigt skuespillerne udtrykke disse følelser, men nøjes med at lade dem være antydet og underdrejet, hvorved han paradoksalt nok gør følelserne mere nærværende for tilskuerne. Han lader det være op til os at give følelserne form i modsætning til de film, hvor skuespillerne igen og igen fratager os følelserne, fordi de selv vil udspille dem. Og netop ved denne tilbageholdte og anti-fortællende form tegner han et præcist billede af et samfund, hvor det gælder om at gå stille med dørene. Men efterhånden kan vi samle brudstykker af et mønster, der ser nogenlunde således ud:

Den midaldrende læge Barbara (Nina Hoss) er blevet frataget sine karrieremuligheder i Berlin. Hun har søgt om udrejsetilladelse for at forenes med sin kæreste i Vesttyskland, og som straf forvises hun til et lille provinshospital ved Østersøen, hvor hun er under stadig og ydmygende opsyn af Stasi. Her vinder hun sin overordnedes respekt både fagligt og personligt, ikke mindst da hun tager sig af en ung pige, der er flygtet fra en straffeanstalt.

Petzold fortæller aldrig mere, end at han også giver plads for tilskuernes meddigtende fantasi. Man skal dog være godt fortrolig med tysk nutidshistorie for at forstå en vigtig detalje. Det Interhotel, hvor Barbara mødes med sin kæreste, er et specialhotel, hvor udlændinge før murens fald havde lov at overnatte med deres østtyske venner.

Gennem hele filmen forsøger Barbara at komme ud over disse ydmygende kærlighedsnætter og blive varigt genforenet med sin kæreste i Vesttyskland, først ved en legal ansøgning, siden ved illegalt at forsøge at komme over havet til Danmark, hvor han venter på hende. Slutningen er en stilfærdig triumf for den humanistiske værdighed, der præger hele filmen.

Filmens stil er utrolig dæmpet og lavmælt. Personerne går stille med deres følelser, og kameraarbejdet er tilsvarende diskret. Filmen er næsten udelukkende fortalt i faste billeder med meget få kamerabevægelser, men Petzold mestrer til fuldkommenhed den kunst, at jo mere lavmælt han fortæller sin historie, jo mere engageres tilskuerne – og jo stærkere virker filmen.

Christian Petzold har som så ofte før skrevet manuskriptet sammen med den herhjemme ukendte, men meget produktive avantgardekunstner Harun Farocki, der var hans lærer på filmskolen i Berlin. Petzold fik på Berlin-festivalen en Sølvbjørn som bedste instruktør for Barbara. Det kunne hans faste hovedrolleskuespiller Nina Hoss også have fortjent i titelrollen.

Den tyske Oscar-komité har været modig nok til at indstille en så ukommerciel film som denne til en Oscar, lige som man i fjor indstillede Wim Wenders’ 3D-dansefilm Pina, der endte med en nominering for bedste dokumentarfilm.

Trailer til Barbara

Instruktør:
Christian Petzold
Tyskland 2012

Manus:
Christian Petzold, Harun Farocki

Medvirkende:
Nina Hoss, Ronald Zehrfeld, Rainer Bock

Spilletid:
105 min.

Premiere:
29. november

© Filmmagasinet Ekko