Biografanmeldelse
06. maj 2015 | 12:51 - Opdateret 10. maj 2015 | 23:30

Blade Runner: The Final Cut

Foto | Stephen Vaughan
Med stigmata, bevingede ord og håbets due i sin favn er Rutger Hauers replikant den rene frelserfigur i Blade Runner.

Har du ikke set den, bør du gøre det nu. Har du set den, bør du gøre det igen. Ridley Scotts egen version af sci-fi-klassikeren får repremiere, og den trumfer alle andre versioner.

Af Nicolas Barbano

Drømmer replikanter om elektriske enhjørninger? Det er sagen i Ridley Scotts kultdyrkede science fiction-detektivfilm Blade Runner.

Harrison Ford spiller Rick Deckard, ekspert i at opspore og aflive undvegne replikanter, supermennesker med fire års levetid, kunstigt skabt til slavearbejde i det ydre rum. Han forelsker sig i Rachael (Sean Young), der i starten ikke ved, hun er replikant. Måske er Deckard også selv én, for den katteagtige refleks i replikanternes øjne ses på et tidspunkt også hos ham.

Egentlig skyldes Deckards replikantøjne en fejl i lyssætningen. Da Blade Runner oprindeligt havde premiere, var den fuld af sådanne sjuskefejl, hvoraf mange skyldtes manuskriptet.

Ligesom Ole Bornedal ikke fik læst Dommedag Als, inden han lavede 1864, har Ridley Scott indrømmet, at han trods flere forsøg ikke magtede at læse Philip K. Dicks roman Drømmer androider om elektriske får? (1968), som filmen ellers bygger på.

Det afholdt ham ikke fra at blande sig i skriveprocessen, og det resulterede i et kaos af overlappende, usammenhængende omskrivninger. Og problemerne stoppede ikke der.

Blade Runner-optagelserne var ramt af så store budgetoverskridelser, at Scott midt i det hele blev fyret. Han blev ombord med reduceret kontrol og fik aldrig lov at færdiggøre filmen, helt som han ønskede det.

Efter nogle testvisninger måtte han påklistre en happy end. Trods tre forsøg lykkedes det ikke at få skrevet og indtalt en voiceover, nogen af de involverede kunne lide. Omvendt blev en helt essentiel scene, hvor Deckard drømmer om en enhjørning, fjernet af producenten.

Da Blade Runner fik premiere i 1982, blev den afvist af anmelderne og negligeret af publikum, der stadig var euforiske over samme års E.T. og ikke havde lyst til en langsom, dyster fremtidsvision om en surmulende privatdetektiv.

Det er imidlertid en film, der vinder ved gensyn. Op gennem 1980’erne fandt den via tv og hjemmevideo et entusiastisk publikum og er i dag ubestrideligt et af filmkunstens hovedværker.

Visuelt står Blade Runner på skuldrene af Metropolis (1927) og 1940’ernes film noir-krimier, som den citerer ved hjælp af designprincippet retrofitting, der vil sige at bygge noget nyt oven på noget gammelt.

Filmens nedslidte, neonglødende hi-tech-storby, badet i mørke og syreregn, på samme tid fremtid og fortid, begyndte hurtigt at inspirere filmskabere kloden rundt, fra Brazil (1985) i vest til Akira (1988) i øst. Hvad ville moderne krimifilm være uden Se7en (1995), og hvad ville Se7en være uden Blade Runner? I dansk film mærkes dens indflydelse i Forbrydelsens element (1984) og Skyggen (1998).

Via sin kombination af detektivfortælling og computerteknologi blev Blade Runner ydermere et nøgleværk for science fiction-subgenren cyberpunk. Her smelter menneskene sammen med teknologien og går online via kabler i nakken, lidt ligesom Deckard via sin hjemmecomputer kan gå på opdagelse dybt ind i et polaroidfoto.

I 1990’erne opstod der behov for en udgave af filmen, der var tættere på Scotts oprindelige vision, og Warner Brothers gik i gang med at fremstille et director’s cut. Troede de.

Grundet en banal kommunikationsfejl modtog den ansvarlige producent aldrig Scotts anvisninger, og Scott selv havde travlt med at lave en ny film. Så i stedet for de planlagte justeringer blev der blot fremstillet en restaureret arbejdskopi. Fejlen blev opdaget, da filmen allerede var booket ind i biograferne med en stor markedsføringskampagne, og premieren blev derfor ikke aflyst.

Den film, der blev udsendt under titlen Director’s Cut, var den oprindelige amerikanske biografversion (Domestic Cut) med kun tre af de mange planlagte ændringer, udført i stor hast få dage før premieren. Deckard har en enhjørningedrøm, men ikke udført, som Scott havde ønsket. Og da der af amerikanske censurhensyn manglede en række detaljer i Domestic Cut, kom disse nu også til at mangle i Director’s Cut – ikke blot i USA, men overalt i verden.

Publikum fik i realiteten ikke den lovede vare, og det falske Director’s Cut hører blandt filmhistoriens største skandaler.

Et rigtigt Director’s Cut kom først i 2007, det såkaldte Final Cut, hvor teknologien til gengæld gjorde det muligt for Scott at få alting, som han ønskede. Det er langt den bedste af alle udgaver.

Blade Runner har haft dansk biografpremiere tre gange: European Theatrical Cut i 1982, Director’s Cut i 1992 og The Final Cut i 2008.

The Final Cut korrigerer en lang række små og store problemer, således at der eksempelvis er kommet styr på antallet af undvegne replikanter, de svævende biler hænger ikke længere i synlige stålwirer, og slangedanseren Zhora spilles ikke længere af tre forskellige personer.

Ligesom Director’s Cut indeholder The Final Cut enhjørningedrømmen, denne gang udført korrekt efter Scotts anvisninger. Desuden er fortællerstemmen og den skurrende happy end udeladt. Deckard og Rachael træder ind i elevatoren, og filmen toner i sort. Time to die.

Trods det mesterlige stilistiske greb om filmmediet, han udviklede gennem mange år i reklamebranchen, er Ridley Scott en mere ambitiøs end egentlig intelligent filmskaber.

At Deckard blev en replikant, skyldes ganske enkelt, at han misforstod en manuskriptpassage, hvor Deckard i metaforiske vendinger overvejer sin menneskelighed. Således er heldet ofte bedre end forstanden.

Og filmen endte alligevel som én stor metafor for begrebet menneskelighed, hvor de kunstige replikanter mod slutningen fremstår mere medfølende og dermed mere menneskelige end os selv, med Deckard som den forhærdede lejemorder og replikanten Batty (Rutger Hauer) som en korsfæstet frelser.

At Batty redder Deckard og derved viser, at han har større empati og er mere menneskelig end den lille mand, der jagter ham, giver i øvrigt bedst mening, hvis Deckard er et menneske og ikke en replikant.

De fejl eller problemer i Blade Runner, som ikke er fjernet i The Final Cut-versionen, beriger filmen med gåder, som tanken kan fordybe sig i, mens øjet nyder en af filmmediets mest gennemførte fremtidsvisioner, en dystopisk og dog forjættende billedrus ledsaget af Vangelis’ esoteriske klangflader.

Apropos, så mangler vi stadig at få udgivet et officielt soundtrack med al filmens musik uden voiceover.

I mellemtiden er det tid til at se eller gense Blade Runner: The Final Cut på det store lærred, så vi bagefter kan vælte ud af biografen og juble: ”I’ve seen things you people wouldn’t believe.”

Trailer: Blade Runner: The Final Cut

Titel:
Blade Runner: The Final Cut

Land:
USA

År:
1982

Instruktion:
Ridley Scott

Manuskript:
Hampton Fancher, David Webb Peoples

Medvirkende:
Harrison Ford, Rutger Hauer, Sean Young

Spilletid:
117 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
7. maj 2015 og en uge frem i Aarhus, Odense, Aalborg og København.

© Filmmagasinet Ekko