Biografanmeldelse
05. okt. 2016 | 07:29

Café Society

Foto | Sabrina Lantos
Bobby (Jesse Eisenberg) flytter fra sin jødiske familie til Hollywood og forelsker sig i pigen Vonnie (Kristen Stewart).

Ung mand søger lykken i Hollywood i veloplagt og morsom Woody Allen-komedie om kærlighed og karriere og livets skæbnesvangre mosaik.

Af Bo Hr. Hansen

Undskyld min selvoptagethed, men det er første gang, jeg skriver anmeldelse af en Woody Allen-film, og i min lille verden er det stort!

Derfor krydsede jeg fingre for, at Café Society ville vise sig som en af de gode. Jeg ville for eksempel nødigt have anmeldt Magic in the Moonlight, hans hidtil mest skuffende i dette årti. Og når man i øvrigt er 80, som Allen er, og stadig laver en ny film hvert år, er det jo ikke en selvfølge, at alle værkerne er lige blændende, selv om man er mesterinstruktør og en sublim dialogforfatter.

Jeg vil ikke påstå, at Café Society, hans 46. spillefilm, vil blive stående som et af karrierens hovedværker.

Men en god, vittig og velfungerende variation over mange af hans temaer, inklusive en håndfuld perfekte enkeltscener, er for aldrende mig langt mere vedkommende end så mange andre lette og mere ungdommelige film, der går under genrebetegnelsen ”komedie”.

Café Society foregår i 1930’erne og handler om den kejtede Bobby Dorfman, spillet som en ung Woody Allen af Jesse Eisenberg. Han forlader sin knevrende, jødiske familie i New York for at prøve lykken i Hollywood, hvor hans morbror Phil (Steve Carell) har succes som agent for stjernerne.

Phil har travlt med at pleje sine rige kunder, så han har dårligt tid til at tage sig af Bobby og pudser sin assistent Vonnie (Kristen Stewart) på ham. Hun viser ham rundt i filmens verden, som han ynder at ironisere over, hun går ud med ham og morer sig med ham. Han forelsker sig i hende og hun i ham, men hun har en lidt ældre kæreste og vil ikke involvere sig.

Herfra begynder alverdens små og store forviklinger, og flere kringlede historier væver sig ind i hinanden.

Bobby og Vonnie indleder alligevel et forhold, da hun er blevet forladt af kæresten, men hun siger nej til at flytte med ham til New York, da kæresten vender tilbage. Bobby rejser desillusioneret hjem til østkysten og vælger Hollywoods tomme glamour fra. Hvorefter han, og det er en fin drejning, bliver bestyrer af sin ekstremt morderiske, men ganske elskelige storebror Bens (Corey Stoll) natklub Café Society i New York, der netop repræsenterer al den overfladiskhed, han hidtil har hånet.

Brorens gangstermeritter, morbrorens problemer i ægteskabet, moren og farens kvaler med at holde sammen på familien og den jødiske tro, søsteren Evelyns konflikt med naboen, der nægter at skrue ned for radioen, selv om hun har migræne, er alle brikker i den store mosaik, der holdes sammen af den altoverskuende fortæller, Woody Allen selv, som bevidst har struktureret filmen som en gammeldags roman. Allens onkelagtige stemme får os til at følge ubesværet med i de mange fortællinger, samtidig med at den skaber både en svalende distance og en følelse af tryghed.

”Livet er en komedie, skrevet af en sadistisk forfatter,” konkluderer Bobby, da han genser Vonnie, og det hele gør lidt ondt på de forpinte sjæle, der bebor filmen, og som måske træffer de forkerte valg i livet.

Woody Allen har instrueret det dygtige ensemble med let hånd. Kristen Stewart viser igen, at hun ikke bare er den unge pige fra Twilight, men en talentfuld karakterskuespiller, og Steve Carell er sjov som den magtglade og meget følsomme morbror. For første gang er mesterfotografen Vittorio Storaro ved Allens side. Lyset skinner gyldent over Hollywood, mens New York har dybde og mystik.

Allen, som vist selv lever et kvalfuldt liv, formår med sin humor at få os til at se ind i sprækker af håb og fortvivlelse, der kunne være vores egne, men han gør det på en måde, som får os til at glemme os selv. Vi vil bare gerne være sammen med de mennesker på lærredet.

At se en god Woody Allen-film er den sødeste virkelighedsflugt, samtidig med at vi – igen og igen – bliver mindet om, hvor svært det egentlig er at være menneske.

Trailer: Café Society

Titel:
Café Society

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Woody Allen

Manuskript:
Woody Allen

Medvirkende:
Jesse Eisenberg, Kristen Stewart, Steve Carell, Corey Stoll, Jeannie Berlin

Spilletid:
96 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
6. oktober

© Filmmagasinet Ekko