Biografanmeldelse
28. apr. 2016 | 00:00

Captain America: Civil War

Den tempofyldte kamp mellem Marvels superhelte byder på tilpas med moralske diskussioner til at holde balancen mellem hjerne og knytnæver.

Treeren byder på endnu et stærkt underholdende topmøde mellem Marvels superhelte, hvor eksplosiv action og kække replikker hæsblæsende afløser hinanden.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

De tider, hvor én superhelt per film var nok, er for længst forbi, hvis nogle skulle være i tvivl. Vi gider åbenbart ikke længere se vores helte redde verden alene. Nu skal de gøre det sammen.

I Marvels univers indkaldes der jævnligt til topmøde blandt Avengers-heltene. Siden 2008 har Marvel opbygget deres univers med tolv film, der med Captain America: Civil War nu tæller tretten.

Som forgængerne er det en gigantisk anlagt film. Persongalleriet består mest af superheltene selv. Almindelige civile bruger filmen ikke tid på. Og for hver film udvides kredsen omkring Avengers-sammenslutningen af helte, så det efterhånden kræver en god portion forhåndsviden for at følge med.

Til gengæld skærer filmen det meste af præsentationen fra og springer direkte til den action, man alligevel forventer og forlanger. Dejligt for fansene, men ekskluderende for alle andre.

På trods af sin titel handler actiondramaet lige så meget om Iron Man (Robert Downey Jr.) og resten af Avengers-holdet. Sammen med Iron Man styrer Captain America (Chris Evans) mere eller mindre Avengers-holdet, men et nyt krav fra verdenssamfundet truer deres fællesskab.

FN forlanger mere geopolitisk kontrol med Avengers. Så allerede fra start opruller filmen en af sine centrale tematikker, der er klassisk for superheltefilm: den hårfine grænse mellem helt og selvtægtsmand uden for loven. Verdens ledere forlanger, at Avengers skal underskrive en lov, der giver dem mindre selvbestemmelse.

Iron Man bakker op om loven, mens Captain America er imod. De har begge stærke moralske argumenter for og imod og samler hver deres hold af helte, som støtter dem. Den mystiske Zemo (Daniel Brühl) udnytter splittelsen mellem heltene og sætter dem gevaldigt på prøve. Mens de modarbejder hinanden, må heltene derfor samtidig finde og nedkæmpe Zemo.

Præcis som de tidligere film i Avengers-serien er den nye fejende flot. Det er action, bulder og brag, når det er bedst og mest ekstravagant. Modsat konkurrenterne fra DC Comics, som Batman tilhører, er Marvels film ikke bange for at vedkende sig tegneserieæstetikken og de kække replikker.

Er man med på den forudsætning, er filmen et stærkt medrivende og underholdende bekendtskab. Den lodder ikke de store dybder, men der er tilpas med moralske diskussioner 
til at holde balancen mellem hjerne
 og knytnæver. I den sidste tredjedel kulminerer filmen i den uundgåelige retning, som plottet hele tiden har peget frem imod. Og finalen er en tour de force ud i Marvel-maskineriets velsmurte mekanik.

I forhold til de tidligere film har Captain America: Civil War skåret ned på de afdæmpede øjeblikke. Generelt holder filmen et højt tempo, men uden at fortabe sig i overfladiske ligegyldigheder. I en central og betydelig scene mødes alle superheltene for første gang på samme sted og udkæmper et stærkt slag på både armkræfter og oneliners. Her præsenterer filmen også Spiderman, som først nu bliver en del af Avengers-holdet.

Men ærgerligt topper filmen faktisk for tidligt, så afslutningen ikke lever
 op til resten af festfyrværkeriet. Og til sidst bliver filmens budskab tydeligt 
for enhver, der endnu ikke har fattet pointen. ”Det er vigtigere, at vi forbliver sammen end, hvordan vi er sammen,” som Scarlett Johanssons Black Widow siger undervejs.

Robert Downey Jr. er stadig en fornøjelse som den evigt sarkastiske rigmand Tony Stark alias Iron Man, mens Chris Evans også udfylder sin Captain America ideelt.

Og selvom de sidste minutter fungerer mere som en affyringsrampe til næste film i rækken end en afslutning, er Captain America: Civil War en underholdende omgang rabalder.

Trailer: Captain America: Civil War

TItel:
Captain America: Civil War

Land:
USA

År:
2016

Intruktør:
Anthony Russo, Joe Russo

Manuskript:
Christopher Markus, Stephen McFeely

Medvirkende:
Chris Evans, Robert Downey Jr., Scarlett Johansson, Don Cheadle

Spilletid:
147 min.

Premiere:
28. april 2016

© Filmmagasinet Ekko