Dvd-anmeldelse
19. okt. 2015 | 17:01 - Opdateret 19. okt. 2015 | 23:07

The Carl Theodor Dreyer Collection

Foto | Palladium
Præstegårdens dystre askese i Vredens dag (1943) er et eksempel på Carl Th. Dreyers billedkunst, der rammer én med sin lavmælte originalitet.

Fuck avantgardens larmende brud på konventionerne – Dreyers film er mere strange end nogen anden film, skriver instruktør Christoffer Boe i sin anmeldelse af suverænt bokssæt.

Af Christoffer Boe

Det er ikke helt nemt at sige noget særligt relevant om en af de uomtvisteligt største danske kunstnere i det 20. århundrede. Men her kommer alligevel nogle overordnede refleksioner ved gensynet med hans film.

For sætter du dig lidt skævt foran tv’et, kan det nemt gå galt, når du skal spise dig igennem det massive bokssæt. Tripper foden, og er tankerne et andet sted, ser du pludselig ikke mesterværker, inderlighed og dyb originalitet, men derimod ufrivillig komisk, opstyltet teatralske slowmotion-dramaer.

Lige indtil du stopper op. Nulstiller dig selv, tager en dyb indånding og ser, ser, ser.

Og så pludselig betages du af Dreyers vision, der er fuldstændigt ulig nogen andens derude i det filmiske univers. Dreyer danser nærmest rundt på en knivsæg mellem det sublime og det latterlige. I hvert fald hvis man ikke giver sig tid.

Selv falder jeg i hver gang. Jeg tror, at jeg kender Dreyer. At jeg husker spillernes særegne diktion, kameraets præcise og insisterende blik i de naturalistiske, men alligevel klart konstruerede og kunstigt lyssatte locations. Jeg tror, men jeg tager fejl. Ved gennemsynet af bokssættet er jeg endnu engang rystet over at se, hvor unikke, vanvittige og indiskutabelt originale Dreyers film er.

Boksens fire spillefilm – Du skal ære din hustru, Vredens dag, Ordet og Gertrud – samt en række kortfilm fra 1940’erne, som alle er udgivet i nyrestaurerede udgaver, står ikke bare smukt og klart i alle deres nuancer af grå. De rammer én hårdt med deres lavmælte, næsten generte originalitet, som undgår cirkusdelen af filmmediet med dets lyst til det spektakulære og spekulative.

Du skal ære din hustru, Vredens dag og Gertrud starter alle i et hjem – i stuen – hvor vi møder en kvinde. Hun gør rent, hun taler med en veninde, eller hun mødes af sin mand. Det er den største almindelighed, som går hen og bliver til store eksistentielle dramaer om at være menneske. Om at være til. Om at tro på noget. Kærligheden, det gode, det onde, kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed.

Filmsproget tilskynder og afføder automatiseringen og et formaliseret og anonymiseret udtryk. Selv de store mestre skriver deres personlighed frem igennem et ofte ret konventionelt udtryk. Sådan er det ikke med Dreyer. Hans originalitet står ofte frem i første billede. Inden første klip ved man, at man aldrig har set mage.

En klassisk måde at betragte kunst på er at se, hvordan den forskyder vores blik på vores dagligdag, for at vi kan se den igen. Som filmmediet har vi det også med at automatisere vores eget liv. Vi tager det for givet. Vi kan hverken se det smukke eller skæve længere, men kunsten kan ved at fremvise det stereotype i en fremmedgørende kontekst få os til at ”se” igen.

Med kunstens fremmede øjne på alt det, vi kender, kan vi dermed pludselig se klart. Den kunsttilgang kan der siges en del for og imod om, men i Dreyer-sammenhæng er den interessant, fordi hans film virkelig får én til at se. Ikke kun på livet, men på selve filmmediet.

Fuck avantgardens såkaldte metarefleksion og larmende brud på konventionerne. Dreyers lavmælte, næsten hviskende filmsprog stiller os fremmede over for det konventionelle og automatiserede filmsprog i hver eneste indstilling, hvert eneste blik og hver eneste besynderlige replik.

Det, jeg prøver at sige på en meget besværlig måde, er, at Dreyer er filmsprogets største ener, og han har den strangeness, der gør, at man aldrig helt kan blive færdig med hans film. De stritter imod. De vil ikke, som nogen af os andre vil. De er for underlige til at passe ind i nogen form for kasse, man prøver at lægge dem ned i.

Men nu ligger de så her i et bokssæt fra British Film Institute.

Det er et sandt festmåltid med masser af relevant ekstramateriale, som spænder lige fra kommentarspor, gamle klip med Dreyer på optagelse og længere interviews med folk, der har arbejdet sammen med mesteren. Alt sammen vedkommende og perspektiverende stof, men først og fremmest fremstår filmene smukke og ferske.

Gå ned og køb boksen og sæt filmene på. Se, hvordan Dreyer forfiner, rendyrker og udvikler sit sprog, indtil han ender suverænt med Gertrud, der står klart mere strange nu end nogen anden film, jeg i skrivende stund kan komme på. Og det skal forstås som en ubetinget ros.

Trailer: Ordet

Titel:
The Carl Theodor Dreyer Collection

Land:
Danmark

År:
1925-1964

Instruktør:
Carl Theodor Dreyer

Indhold:
Du skal ære din hustru
Vredens dag
Ordet
Gertrud

Medvirkende:
Johannes Meyer, Lisbeth Movin, Preben Lerdorff Rye, Henrik Malberg, Birgitte Federspiel, Preben Lerdorft Rye, Nina Pens Rode, Baard Ove

Ekstramateriale:
Otte kortfilm af Dreyer, dokumentar om Dreyer og hans værk, interviews og analyser af værket

Spilletid:
Mere end syv timer

Udgivelse:
Region 2 (England) på dvd og Blu-ray

© Filmmagasinet Ekko