Biografanmeldelse
21. sep. 2015 | 15:47

Den franske forbindelse

Foto | Gaumont Film Company
Lydsiden brager løs med pistolsalver, da føreren af en bil på brutal vis bliver likvideret i en af de hæsblæsende action-sekvenser i gangsterfilmen Den franske forbindelse.

Håndværket og præstationerne er forrygende i autentisk, fransk gangsterfilm, som godt kunne være strammet lidt op.

Af Daniel Pilgaard

To mænd på hver sin side af loven har været grundkernen i utallige gangsterværker igennem filmhistorien – ofte baseret på virkelighedens kendte skikkelser. 

Fra Eliot Ness’ jagt på Al Capone i Brian De Palmas De uovervindelige til American Gangster, hvor Russell Crowes betjent sætter alt ind på at fælde Frank Lucas, der i 70’erne forpestede New York med heroin importeret fra Asien.

Og i The French Connection er Gene Hackmans Popeye Doyle nok en fiktiv karakter, men den narkoring, han forsøger at optrevle, er inspireret af det største forbrydersyndikat i nyere tids franske kriminalhistorie. 

Organisationen, der blev kaldt La French og havde hovedsæde i Marseille, bestod primært af italienske immigranter. Den rå morfin kom fra Tyrkiet og blev i skjulte, franske laboratorier bearbejdet til det stof, der blev smuglet til USA med en enorm lukrativ fortjeneste. 

Det er scenariet i Den franske forbindelse, der starter i 1975, og allerede i første sekvens slår filmens tone an med et voldsomt indblik i underverdenens vilkår. 

Føreren af en bil bliver brutalt likvideret af to mænd på en motorcykel. Han bliver ikke bare skudt – han bliver plaffet sønder og sammen. Et signal, kalder man det vel i den kriminelle terminologi, så hverken samfund eller fjender efterlades i tvivl om, hvor nidkært forretningen varetages. 

Som tilskuer får vi også straks understeget, at instruktør Cédric Jimenez ikke har tænkt sig at spare på virkemidlerne, når lydsiden brager løs med pistolsalver og hvinende biler og motorcykler. 

De altdominerende hovedroller og situationen bliver hurtigt etableret, og så er handlingens fremdrift ellers den klassiske katten efter musen.

Narkosyndikatet styres af gangsteren Gaëtan ”Tany” Zampa (Gilles Lellouche), der med politisk korruption og kontant afregning over for potentielle vidner konstant undviger lovens lange arm. Hans navn og levevej er ingen offentlig hemmelighed. Faktisk var præsident Nixon ude med riven efter den velkendte ”franske forbindelse”. 

Efterforskningslederen Pierre Michel (Jean Dujardin) bliver sat i spidsen for det hold, der endeligt skal gøre op med Tanys glamourøse gangsterliv. På et tidspunkt ejer han blandt andet Marseilles største natklub Le Krypton. 

Det er to mænd, der for længst i livet har valgt en forskellig sti på moralens korsvej. Men de har det tilfælles, at de går skråsikkert ned ad den, hvilket som bekendt har sin pris. 

For Tany er det hårdt at sidde på toppen, især da konkurrenten, Vildmanden, senere i handlingen kommer ind i billedet og går efter tronen. For Pierre Michel kommer et kaos snigende på hjemmefronten, og det er et hak i karrieren, da Tany viser sig at være en glat fangst i forbryderhavet.

Vi skal mere end en time ind i filmen, før Tany og Pierre Michel endelig står ansigt til ansigt med hinanden. Scenen er kort, men blandt filmens højdepunkter. Dialogen er kæk pingpong og uden forstyrrende støj. Kameraet observerer de to mænd, som beundrer hinanden for den ukuelighed, de har tilfælles. 

Der bliver aldrig budt på kaffe, men scenen er en åbenlys homage til Heat, hvor Pacinos strømer og De Niros bankrøver mødes på motorvejen. Skulle man nu sætte en finger på Michael Manns mesterværk må det være, at Robert De Niros skurk aldrig bliver usympatisk. Man hepper jo faktisk på ham. 

Det samme er tilfældet i Den franske forbindelse. De spiller begge fremragende, men især Gilles Lellouche stjæler billedet med den charme, han tillægger den ellers nok så morderiske Tany. 

Den 39-årige Cédric Jimenez har før kun lavet den eksperimenterede Aux yeux de tous, der fortæller sin historie med webcams og overvågningskameraer igennem 80 minutter. 

Den franske forbindelse kunne med fordel have været strammere. Intensiteten siver simpelthen ud i løbet af de 135 minutter, som bruges på at bearbejde de cirka ti års udsnit af virkelighedens begivenheder.

Men når Den franske forbindelse er bedst, går det drabeligt løs med håndholdt kamera og hurtige klip i de vellykkede action-sekvenser.

Trailer: Den franske forbindelse

Kommentarer

Titel:
Den franske forbindelse

Originaltitel:
La French

Land:
Frankrig

Instruktør:
Cédric Jimenez

Manuskript:
Cédric Jimenez, Audrey Diwan

Medvirkende:
Jean Dujardin, Gilles Lellouche, Céline Sallette, Benoît Magimel

Spilletid:
135 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
24. september

© Filmmagasinet Ekko