Den unge Zlatan

Fodbold er kun noget, jeg interesserer mig for under ekstraordinære omstændigheder. For eksempel VM eller afgørende landskampe – hvis jeg da tilfældigvis ikke har noget bedre at foretage mig. Som at læse en bog eller se en film.

Ovenstående sætning gav mig ikke helt den åndsaristokratiske tilfredsstillelse, som jeg havde håbet på. Måske fordi det ikke længere giver intellektuelle point at være uinteresseret i sport. Hverken ældre akademikere eller yngre digtere har længere noget problem med at rapportere troskyldigt og højtravende om deres fanatisme.

Jeg ved ikke, om jeg undgår bøger og film om fodbold og andre sportsgrene, men jeg opsøger dem heller ikke aktivt. Jeg synes klart, at Fodboldenglen er Hans-Jørgen Nielsens ringeste bog, hvilket rent faktisk er et kontroversielt synspunkt.

For at udfordre mine utidige og dovne fordomme sagde jeg ja til at anmelde en svensk dokumentarfilm om den verdensberømte, svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovićs unge og formative år, og det har jeg ikke fortrudt.

Filmen krydsklipper proft mellem tiden i Malmö FF (1996-2001), tiden i storklubben Ajax Amsterdam (2001- 2004) og slutter med, at Zlatan bliver solgt til Juventus F.C. for endnu et absurd millionbeløb. Materialet er meget traditionelt tv-transmissioner og -reportager, eksklusive optagelser uden for banen og nyoptagede talking heads-interviews med spillere og trænere.

Det er samme drama i Malmö FF-sporet og Ajax-sporet.

Zlatan har svært ved at leve op til de høje forventninger, holdet og tilhængerne frustreres over ham, og han frustreres over sig selv og lever sin frustration ud på banen. I begge omgange nedlægger han en modstander med sin albue. Og så kommer han pludselig tilbage, insisterer viljestærkt på sit overlegne talent og scorer det ene blærede mål efter det andet.

Der er en fantastisk Ajax-kamp, hvor det hollandske publikum starter med at huje og buhe, fordi Zlatan i en venskabskamp mellem Sverige og Holland nogle uger før har været oppe at toppes med en anden Ajax-spiller.

Men så scorer han først et mål og så et til, og buhråbene forstummer langsomt. Så scorer han efter en veritabel balletdans, ind og ud mellem modspillere, et tredje mål. Og publikum går amok af begejstring. Så offensiv og – bogstaveligt talt – målrettet en afvæbning!

I medgang lyser Zlatan glad og trodsigt op med sit store, skæve smil. I modgang sortner han irriteret helt bort og væk. Men vi lærer ham ikke rigtigt at kende. Det er, som om ingen lærer ham rigtigt at kende – heller ikke alle de ældre fader- og storebrorfigurer fra fodboldens verden, der selvfedt stiller sig an som afgørende rådgivere i skarnsknægtens modningsproces, hvilket de måske nok også har været, men næppe så meget, som de bilder sig ind.

Den centrale faderfigur, Zlatans egen far, får vi kun et par korte glimt af, men så meget mere virker han som et afgørende isbjerg på godt og ondt.

Jeg er ikke den første til at sammenligne Zlatan og den danske digter Yahya Hassan, men i dokumentaren Den unge Zlatan fremstår lighederne så slående, at de er svære at komme udenom.

Begge er nationale stjerner med fremmedklingende navne og – til en start – eksemplariske mønsterbrydere. Begge blev eksplosivt berømte som sytten-attenårige. Begge er charmerende enspændere med autoritetsproblemer og voldsomt temperament. Begge er født med et helt vildt kunstnerisk talent for henholdsvis fodbold og digte.

Da Zlatan var tyve år, boede han i Amsterdam og spillede for Ajax. Yahya fyldte tyve år i marts og sidder, mens disse linjer skrives, varetægtsfængslet i Aarhus anklaget for at have skudt en ung mand i foden.

Jeg spekulerer på, om det ville have gjort en forskel, hvis litteraturens talentpleje havde været lige så trygt og autoritært mandsopdækkende som sportens, hvis Gyldendal havde været en fodboldklub.