Biografanmeldelse
23. mar. 2017 | 07:22

Det er bare verdens undergang

Foto | André Turpin
Mor (Nathalie Baye) og søn (Gaspard Ulliel) har ikke verdens bedste forhold, men til syvende og sidst elsker de hinanden højt.

Xavier Dolan har et tragisk stiliseret tunnelsyn på den destruktive familie i sin stilistisk gennemførte filmatisering af et teaterstykke.

Af Morten Piil

Canadas store instruktørlys, Xavier Dolan, der lige har rundet de 28, har en forkærlighed for formelle udfordringer og tilsyneladende fatale benspænd.

I sin forrige mesterlige Mommy anvendte han en drastisk, vertikal billedafskæring i iPhone-stil, så vi fik følelsen af en home movie om en voldelig teenager og en lige så grænseoverskridende mor, der vildt kærlighedshadende forsøgte at komme overens.

I Dolans nyeste Det er bare verdens undergang, der fik juryens Grand Prix i Cannes sidste forår, giver han igen sig selv et voldsomt handicap. Langt det meste af dette beske familiedrama er stik mod alle billeddramatiske iscenesætterregler filmet i lutter nærbilleder.

Dermed opnår Dolan i hvert fald tre ting. Han styrker den tilstræbte fornemmelse af klaustrofobi. Han understreger personernes isolation, selv når de befinder sig i familiens skød. Og han skaber en egen visuel monotoni, der hypnotiserer ved at insistere på, at disse ansigter, trods de ofte ordinære replikker, fortæller en emotionel sandhed om personerne.

Filmisk er det hverken særligt kønt eller elegant, snarere skurrende. Men konsekvensen imponerer og fremtræder som et her tiltrængt brud med den ligefremme socialrealisme, der ellers kunne ligge lige for.

Historien bygger på et skuespil fra 1990 af den tidligt afdøde Jean-Luc Lagarce om en succesrig forfatter først i 30’erne, Louis, som er blevet opgivet af lægerne (sikkert AIDS, men det berøres ikke) og nu vender hjem til den småborgerlige familie, han flygtede fra for tolv år siden.

Han vil vide, hvor han kommer fra, og han vil fortælle, at han snart skal dø.

Den nu faderløse familie er i højeste grad disharmonisk, og de skingre konflikter forværres af den fortabte søns hjemkomst. Som i den tilsvarende bibelske historie om sønnen, der vender hjem, må Louis tage livtag med en ældre bror, den nærmest psykopatisk forbitrede værktøjsmager Antoine, spillet med nådesløst giftig galde af Vincent Cassel.

Han gør sig, fuldt bevidst, umulig at nå ind til for den tøvende, hyper-følsomme forfatter, som tilmed anklages for svigt af den mor, der dog stadig elsker ham højt. Dertil kommer krav om øget kontakt fra en punket lillesøster, der stadig ikke er flyttet hjemmefra.

Den mytologiske hjemkomst er altså snarere et mareridt af skyld og smerte end den befrielse, der kan få ham til frit og frejdigt at bekende sin dødsmærkede tilstand.

Hvornår skal han få det sagt? Og hvordan skal han nå ind til en familie, der på én gang er fremmede og nære, skræmmende og sårende?

Filmen har et stort plus i Gaspard Ulliels stærkt indlevede præstation som den homoseksuelle Louis. Han ses ofte kun i reaktionsbilleder, men den hudløse desperation kommer indefra og virker i modsætning til Nathalie Bayes lidt for flagrende mor totalt uteatralsk.

Tiltrækkende er også Marion Cotillards portræt af det mest sympatiske familiemedlem, svigerinden med et selvværd så lavt, at hun dårligt kan få sætningerne til at hænge sammen, da Louis ankommer. Dolans kamera dvæler ved Cotillards klarøjede skønhed i lange nærbilleder af en næsten Dreyer’sk insisteren. Hun er familiens naive offer, næsten dens martyr.

Det er interessant at sammenligne denne figurfremstiling med Mike Leighs mange beslægtede engelske ætse-billeder af stridbart familieliv i den lavere middelklasse. Leigh ville have gjort Cotillards svigerinde til en ren svækling (og sikkert tudegrim), men samtidig ville hans samlede familiebillede løfte sig med sardonisk humor og en langt større fornemmelse for social kontekst.

Her arbejder Dolan mere enstonigt med et tragisk stiliseret tunnelsyn på den destruktive familie, og det er både filmens styrke og svaghed. En rædsel af et kukur bliver symbolet på den familiære misvækst, og den fugl, der prøver at undslippe, er dømt til at udånde på stuegulvet.

Trailer: Det er bare verdens undergang

Titel:
Det er bare verdens undergang

Originaltitel:
Juste la fin du monde

Land:
Canada, Frankrig

År:
2016

Instruktør:
Xavier Dolan

Manuskript:
Xavier Dolan

Medvirkende:
Gaspard Ulliel, Marion Cotillard, Léa Seydoux, Vincent Cassel

Spilletid:
97 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
23. marts

© Filmmagasinet Ekko