Biografanmeldelse
12. mar. 2017 | 18:11

Elle

Foto | Guy Ferrandis
Michéle (Isabelle Huppert) er en kompleks kvinde, der bærer rundt på en traumatisk fortid og har en utraditionel tilgang til sin voldtægtsmand.

Det føles, som om et ondsindet komisk geni har fået os til at fnise af et folkemord. Verhoevens comeback er et lille mesterværk med en pragtpræstation af Isabelle Huppert.

Af Lee Marshall

Igennem sin mere end 50-årige karriere har hollandske Paul Verhoeven signeret både mange udmærkede film og mange film, der ikke udmærker sig ved noget særligt. Og nu, hvor han er godt oppe i 70’erne, har han endelig lavet et lille mesterværk.

Isabelle Huppert spiller Michèle, en velhavende, kultiveret parisisk kvinde, hvis kolde selvsikkerhed og foragt for andres svaghed modvirkes af en sund sans for egne og andres absurditeter.

I begyndelsen af filmen bliver hun voldtaget i sit elegante bedsteborgerhjem af en maskeret mand, imens hendes forkælede kat ser passivt til. Hendes første reaktion, allerede inden hun smører blodet væk fra sine lår, er at hente en fejebakke for at gøre rent efter overgrebet.

Skal man spidsvinkle en smule, handler Elle om Michèles forsøg på at hævne sig på overgrebsmanden. Det er dog en spidsvinkling, for Verhoeven snyder behændigt sit publikum ved
 at tilføre denne potentielt dystre fortælling elementer, der minder om 
et fransk lystspil.

Midt i hævnhistorien skal vi nemlig også høre om Michèles energiske, ansigtsløftede mor og dennes boy toy, om hendes egen skuffelse over en søn og hans dominerende punkerkæreste, om hendes frejdigt spydige forhold til sin eksmand, en pengeløs forfatter, og om hendes lidenskabsløse affære med Robert, der er gift med hendes barndomsveninde og forretningspartner Anna.

Michèle tænder dog langt mere på sin flotte nabo, en bankmand gift med en yndig og strengt kristen kvinde, der det meste af filmen er på korstog til Lourdes.

Michèle er ikke desto mindre 
en enspænder. Hun er datter af en vanvittig, religiøs seriemorder, der 
er indespærret på livstid. En tv-dokumentar portrætterede hende som et dæmonisk barn, der inspirerede eller måske endda dirigerede sin fars drabsorgie.

Ikke desto mindre er hun bindeleddet mellem det kringlede hævnplot og de ved første øjekast mere letbenede passager, hvor hun for eksempel tager med sin søn og hans gravide kæreste ud for at se på en lejlighed.

Isabelle Huppert formår i en lydefri pragtpræstation at forene alle disse modstridende små-anekdoter med en selvfølgelig lethed.

Hendes karakter er så selvsikker, så tilsyneladende fattet, så rap med en sardonisk kommentar, at man i første omgang tolker hendes kølige reaktion på den brutale voldtægt som feministisk koldblodighed.

Som om hun nægter at være et offer.

I løbet af filmen begynder Michèle dog at virke ikke blot kontrolleret, men kontrollerende, og efterhånden som hendes manipulerende personlighed blotlægges, bliver vi tvunget til at revurdere hende som karakter.

Det gælder særligt hendes voldsomme voldtægtsfantasier, der kommer til udtryk som et forskruet S/M-forhold til voldtægtsmanden på kanten af sexisme.

Elle opsummerer nogle af de store tematikker, der har besat Verhoeven gennem karrieren.

En stærkt erotisk femme fatale som i Spetters og Basic Instinct. En fantastisk verden, der er et vrangbillede af vores egen (om end lidt mindre fantastisk end i RoboCop og Total Recall). Og så er der den samme vished, der kendetegner mange af hans film: At vores fortid kaster en skygge, der er svær at undslippe.

Mere end noget andet viser filmen hans ironiske distance til resten af menneskeheden – et auteur-træk, der har fået kritikere til at hylde selv den vulgære Showgirls som et satirisk mesterværk.

Paul Verhoeven er måske den eneste, der ville kunne lave et hævndrama, der får publikum til at grine højlydt. Det føles, som om et ondsindet komisk geni har fået os til at fnise af et folkemord.

Verhoeven, der sjældent beskyldes for at være diskret, er her forbilledligt beskeden i sin brug af ukunstlede billeder, som elegant leger med de klaustrofobiske rum, hvor Michèle trives bedst. Det er en film, hvor selv de mindste detaljer fortæller en historie i sig selv.

En strålende nyklassiker, som det er værd at se to gange.

Trailer: Elle

Titel:
Elle

Land:
Frankrig, Tyskland, Belgien

År:
2016

Instruktør:
Paul Verhoeven

Manuskript:
David Birke

Medvirkende:
Isabelle Huppert, Laurent Lafitte, Anne Consigny, Charles Berling

Spilletid:
130 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
16. marts

© Filmmagasinet Ekko