Biografanmeldelse
23. okt. 2017 | 12:31 - Opdateret 26. okt. 2017 | 10:32

En fantastisk kvinde

Foto | Benjamín Echazarreta
Trods rigelig modgang ser transkønnede Marina (Daniela Vega) ikke sig selv som et offer, men lever tværtimod i en farverig verden af udtryk og indfald.

Sydamerikansk drama om en transkønnet kvinde stråler med fantastiske scener af poesi og galskab.

Af Michael Bo

Det går meget gradvis op for én, hvor vild en film En fantastisk kvinde er.

Den kommunikerer på så mange planer og i så mange tonefald, at den ikke undgår også indimellem at ramme det mere jævne, men instruktøren Sebastián Lelio og hans hold har uhindret adgang til poesi og galskab.

Filmen begynder med, at den tiltrækkende, midaldrende, tydeligt succesrige Orlando går på natklub
 og får øjenkontakt med den smukke Marina, der synger en kabaretsang. De aftaler en date, går ud og spiser 
– intet, vi ikke har set før. De går hjem og har hed sex, stående op ad et stort vindue. De går i seng for at sove, han får et hjertestop. Og dør.

Jeg har ikke røbet noget væsentligt. Alt det formelle, alt det, der ikke har inspireret Lelio til store filmæstetiske højder, er nu ovre, og den egentlige fortælling kan tage sin begyndelse.

Der er heller ikke afsløret noget ved at røbe, at titlens fantastiske kvinde er transkønnet. Eller at selv om det omgivende samfund er forhippet på at gøre hende til offer, har hun ikke i sinde at bøje sig.

Marina er en overlever. Ikke nok med det, Marina har overskud som en wonder woman, fysisk og moralsk. Filmen elsker hende, beundrer hende, og det samme kommer vi hurtigt 
til. Hun er ikke nogen excentrisk Almodóvar-karakter eller en total Hollywood-babe. Hun har, også på stiletter og i stramme, lårkorte kjoler, sine minusdage.

Det viser sig, at Marina og Orlando har haft et længere forhold, selv om han var gift.

Nu ønsker hans efterladte, ”legitime” familie ikke at blive mindet om de sider af Orlandos personlighed, som de enten ikke kendte eller ikke ville kende til. Nu hvor han er død, kan de begrave ham og lade, som om intet af alt det pinsomme er hændt. Marina må flytte ud af den lejlighed, Orlando lod hende bo i, deres hund bliver hentet, hun må ikke komme til Orlandos begravelse, og fremtiden lover ret miserabel.

Men for Marina har livet været en miserabel dans på rosentorne, og hun accepterer ganske simpelt ikke ydmygelsen. I solidaritet med hendes trods åbner filmen for myriader af indfald og udtryk og ender med at være et dybt vedkommende kunstværk.

Efter en helt særligt ydmygende oplevelse med Orlandos familie går hun over en gade. Hun krydser den samtidig med nogle flyttemænd, der bærer på et gigantisk, aflangt spejl. Fordi spejlet tilter, fanger det solens stråler, og Marina står der, glamourøst badet i naturligt, orange lys midt på en halvtrist eftermiddag i den chilenske hovedstad Santiago.

Samme nat går hun på diskotek for at drukne sorgen og forhånelsen. Hun danser og svanser, og det hele er ved at begynde at ligne et lovlig banalt billede på filmisk selvforglemmelse, da de dansende langsomt transformeres over i noget glitterstads med pomponer og det hele.

Dansen bliver en hyldest til modstanden, vovemodet, til den empowerment, de i dette miljø kun kan give sig selv og hinanden og aldrig kan forvente at få udefra.

Scenen, hvor hun trodsigt
 møder op til begravelsen kun for at blive mødt af elskerens familie, der spærrer vejen for hende i deres bil og bander ad hende, er uforglemmelig. Hun kravler op på kølerhjelmen som en hævngerrig furie fra en japansk horrorfilm, og videre op på taget af bilen, hvor hun stamper i sine høje hæle og siger: ”Jeg. Vil. Have. Min. Hund!”

Vi er ikke for gode selv, vi på de billige rækker i biografen. Vi tænker også i begyndelsen, på grund af aldersforskellen, på grund af hendes lidt demonstrative påklædning, at der nok er penge imellem dem.

Og sidst i filmen, da Marina sidder nøgen i et badekar, filmet fra siden, er vi ikke fri for at prøve at se, hvad hun har mellem benene. Håbe at hun flytter det spejl, hun holder. Gennemtrænge det med et laserblik. Vi er også nyfigne.

Trailer: En fantastisk kvinde

Titel:
En fantastisk kvinde

Originaltitel:
Una mujer fantástica

Land:
Chile

År:
2017

Instruktør:
Sebastián Lelio

Manuskript:
Sebastián Lelio, Gonzalo Maza

Medvirkende:
Daniela Vega, Francisco Reyes, Luis Gnecco

Spilletid:
104 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
26. oktober

Forpremiere

Ekko inviterer til forpremiere på den poetiske og vilde En fantastisk kvinde.

Afholdes 25. oktober i Dagmar Teatret.

Køb billet her.

© Filmmagasinet Ekko