Biografanmeldelse
08. maj 2018 | 17:33

Farvel til Tyskland

Foto | Fabrizio Maltese
En gruppe jødisk-tyske mænd går efter Anden Verdenskrig sammen og udnytter landsmændenes dårlige samvittighed ved at sælge varer til ågerpriser.

Komediedrama finder jødisk humor og tragedie i fortælling om Tysklands forsøg på at komme videre med livet efter Anden Verdenskrig.

Af Lee Marshall

”Folks evne til at glemme det, de ikke vil kendes ved, har aldrig været bedre afprøvet end i Tyskland i den periode.”

Sådan skrev essayisten W.G. Sebald om den tyske civilbefolknings reaktion på nederlaget og ødelæggelsen af deres byer i de afsluttende måneder af Anden Verdenskrig.

Jeg kommer i tanke om Sebalds ord i begyndelsen af Sam Garbarskis seneste film, Farvel til Tyskland. Vi fanger et glimt af en kvinde, der lufter en quilt i soveværelset i et hus, som næsten undslap de bomber, der regnede ned over Frankfurt.

Den ene af soveværelsets vægge mangler. Den lille detalje får helt almindeligt husholdningsarbejde til at virke forstyrrende, ligefrem patologisk.

Garbarski har en forkærlighed for karakterer, hvis verdener vendes på hovedet: en bedstemor, der begynder at arbejde i en sexklub. En afdanket skuespiller, der bogstaveligt talt forvandler sig til en anden, da det rygtes, at han er død.

Men den største omvæltning i Farvel til Tyskland er sket for David Bermann, en velklædt jødisk sælger, der indtil for nylig stirrede døden i øjnene i en koncentrationslejr. Nu tænder han nonchalant en luksussmøg, mens en barfodet, blond, tysk knægt rydder sten af vejen.

Farvel til Tyskland er baseret på en roman af filmens medforfatter Michel Bergmann. Den handler om en gruppe tysk-jødiske ”forflyttede personer”, der i tiden umiddelbart efter krigen opretter en linnedforretning i Frankfurt, den arketypiske tyske handelsby. Det er en historie om en ukuelig jødisk livskraft, der springer frem under selv de mest frygtelige omstændigheder.

Men filmen handler også, under dens letbenede overflade, om løgnen, som millioner, både bødler og ofre, faldt for. Nemlig at livet kunne fortsætte i samme spor efter Holocaust.

”Vi er den jødiske hævn!” joker et af salgsholdene, disse elskelige bondefangere, der skamrider deres ikke-jødiske kunders dybe skyldfølelse.

Bermann, der spilles af Moritz Bleibtreu, er den sleske, elegante drivkraft bag foretagendet, og hovedsælgeren i det nystartede selskab. Men det går hurtigt op for os, at der måske ligger et skamfuldt motiv bag hans selvsikre spankuleren og strømmende salgssnak.

Den historie lirkes langsomt ud i filmens mindst vellykkede passager: Et for åbenlyst konstrueret romantisk sidespor (der ikke er med i romanforlægget) med den publikumssikre tyske stjerne Antje Traue som en veldrejet amerikansk efterretningsofficer. Hun får til opgave at afdække, hvorfor Bermann fik særbehandling i koncentrationslejren.

Forklaringen har en del at gøre med hans evne til at fortælle historier for at overleve. Bermann fortalte den humorhungrende lejrchef vittigheder for at redde sit eget skind. Nu fortæller han en (måske opdigtet) historie om at fortælle lejrchefen vittigheder til en militærdomstol. Men den dobbelte Sheherazade-fortælling lever aldrig helt op til sit potentiale.

Det her er en film, der fejrer charmen ved materialistiske glæder efter lange års afsavn – fint sengetøj, kamelhårsfrakker, moderigtige sedaner, god mad og bedre vin. Så det er passende, at den er optaget med bevidst gammeldags lyssætning på omhyggeligt konstruerede kulisser, og med et tilsyneladende minimalt brug af special effects.

Kunstfærdighed er i sidste ende filmens kerne. Dette er en verden i limbo, hvor alt kan ødelægges og genskabes i en ny, smuk form. Deriblandt en sønderbombet tysk storby og en jødisk Holocaust-overlevendes livshistorie.

Den kække tone i Farvel til Tyskland fremhæves af et lydspor med frisk, melodisk jødisk Klezmer-musik. Denne opløftende, men også melankolske harmonika- og violinmusik er en måde for et samfund at omdanne sorg til humor og kammeratskab. Det handler om overlevelse, snarere end om død, men også om et liv uden garantier, et samfund fuldt af flygtninge, der drømmer sig andetsteds hen.

I filmen er det Amerika og Palæstina. I dag drømmer flygtninge sig snarere til Tyskland.

Trailer: Farvel til Tyskland

Titel:
Farvel til Tyskland

Originaltitel:
Es war einmal in Deutschland...

Land:
Tyskland, Luxembourg, Belgien

År:
2017

Instruktør:
Sam Garbarski

Manuskript:
Michel Bergmann, Sam Garbarski

Medvirkende:
Moritz Bleibtreu, Antje Traue, Tim Seyfi

Spilletid:
102 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
9. maj

© Filmmagasinet Ekko