kortfilmanmeldelse
09. juni 2015 | 15:17

Filmskolen fiktion årgang 2015

Foto | Catherine Pattinama Coleman
May Simón Lipschitz spiller den muligvis tvekønnede person, som forfører mænd og bliver jaget som en heks i Kasper Skovsbøls middelalderdrama Sorte måne.

Fiktionsinstruktører fra Filmskolen hæver sig over hverdagsrealismen og skaber særegne verdener. En af filmene er tilmed mesterlig. Det lover godt for dansk film.



Af Claus Christensen

”En generation, hvor egensindighed og teamwork kan blive uløseligt forbundne kar.”

Sådan præsenterer rektor Vinca Wiedemann det nye kuld fra Den Danske Filmskole.

Afgangskortfilmen på 30 minutter er ikke bare et visitkort for de seks instruktører på fiktionslinjen, men også for eleverne på fotograf-, klipper-, tonemester- og producerlinjen. Det kan resultere i tvangsægteskaber, som skolen denne gang har måttet tackle ved at lave en ekstra afgangsfilm, så alle kunne få indfriet deres kunstneriske visoner.

Den ekstra film er instrueret af Laurits Flensted-Jensen, som selv tog en lovende afgang fra dokumentarlinjen for to år siden med et portræt af to charmerende rødder (Sne).

I Melon Rainbow spiller talentfulde Victoria Carmen Sonne, kendt fra Shortlist-filmene Happy New Years og Pussy, en ung pige, der om dagen gør rent for blinde og om natten pornoblotter sig foran et webcam. Symbolikken er håndfast, og selvom filmen kan minde om Ulrich Seidls udmaling af ensomheden i moderniteten, er den halvbagte film også en påmindelse om, at film nok er teamwork, men at der skal være én samlet vision, nemlig instruktørens.

Aske Bang er årgangens mest kendte navn med speciale i troskyldigt solidariske outsiderskildringer. Han har for længst vist sit talent og kom ind på skolen med den rørende Lady Boy, som vandt bedste fiktion-prisen ved Shortlist Awards 2014. Desværre er afgangsfilmen Den fremmede ikke på samme niveau.

Det er al ære værd, at Bang forsøger at tilføje humor i sin filmatisering af Naja Marie Aidts novelle Afbrydelse, men instruktionen er mere klodset end komisk, og det ville have været sjovere, hvis Bang havde drejet klichéen om den livsangste danske fyr, der møder en traumatiseret thailandsk luder, frem for bare at bekræfte den.

Så er Gustav Möllers barske I mørke mere stilistisk gennemført. Kvinden Alex nægter at lade sig medicinere på den lukkede, psykiatriske afdeling og må jævnligt fikseres. Hun trygler uden held ægtemanden om hjælp.

Josephine Raahauge (Arvingerne) spiller rollen med et fysisk nærvær, og fotografstortalentet Jasper Spanning veksler effektivt mellem enkle, rolige indstillinger og kaotisk håndholdt. Vi er spærret inde i det klaustrofobiske, koldblå univers med hovedpersonen, hvis syge sind for alvor kommer frem i en kuldegysende samtale med overlægen. Svagheden er manuskriptet, der ikke løfter skildringen og begrunder, hvorfor vi i 30 minutter skal lide med hovedpersonen i mørket.

Hvor meget manuskriptet betyder, er Josefine Kirkeskovs Heaven et bevis på. Victoria tager sammen med sin kæreste Oskar til Mallorca for at introducere ham for sine forældre, der bor i et skønt hus i eksotiske omgivelser. Men forældrene har fået en husven, en ung spansk kunstner, der tager sig kærligt af moren, og det har Victoria svært ved at forlige sig med.

Her er tale om et ægte dilemma, og vi forstår udmærket Victorias reaktion og hendes kamp for at acceptere forældrenes frie forhold, som kaster hendes eget traditionelle parforhold ud i en krise. Scenerne er pirrende uforudsigelige, og det skader heller ikke, at Sara Hjort Ditlevsen – som slog igennem i Undskyld jeg forstyrrer – har hovedrollen. Hun ejer filmen fra første billede og kan med et enkelt blik vise sine jaloux følelser. Men samtlige skuespillere overbeviser – fra Susanne Storm som moren til Joachim Fjeldstrup, der også dukker op i Den fremmede, som kæresten. Det er årgangens mindst eksperimenterende film, men til gengæld en af de mest vellykkede.

Annika Bergs Sia er derimod så eksperimenterende, at den lige så godt kunne være lavet på dokumentarlinjen med etikken ”iscenesat dokumentarisme”.

Vi følger en dag i den ældre kvinde Sigrids liv – fra hun står ud af sengen, fodrer katten og papegøjen, over kaffeslabberas med veninderne til sengetid. På lydsiden husker hun (Sigrid Lippert) tilbage på sit liv og fortæller om, at alderdommen går ud på at holde sig pæn og frisk. Hendes udsagn lyder autentiske, og det umiddelbart eneste fiktive er, at Sigrid i samtalen med veninderne bliver døsig som et varsel om den forestående død, der runder filmen af.

Blandingsformer burde ikke overraske nu til dags, men det er typisk dokumentarister, der låner fra fiktionen. Og sjældent har man set en fiktionsinstruktør i så radikal forstand give afkald på fiktionens mulighed for at skabe mættede scener. Men filmen er en poetisk overraskelse, og ikke mindst takket være den ekspressive billedside, der blandt andet forvandler den rynkede ryg til en smuk natur, kommer vi også sanseligt tæt på et ældre menneske, hvis liv lakker mod enden.

Og hvis Sia stikker af fra de øvrige genremæssigt, har den samtidig noget, der er gennemgående for årgang 2015 og giver løfter for dansk films fremtid: evnen til at skabe eksotiske universer. Herskabslejligheden, som hovedpersonen bor i, er med sine lyserøde møbler, frodige planter og nipsgenstande en oase midt i den moderne verden. Den er et mentalt rum og vidner om et langt levet liv.

Vi er langt fra traditionel socialrealisme, hvilket også gælder Eirik Sæter Stordahls I stykker, der bringer os til en fremtid, hvor computeren har overtaget verden, og de overlevende mennesker har forskanset sig i en gammel bunker under jorden.

Filmen springer mellem Victor i bunkeren og hans minder om kæresten, som ikke nåede i sikkerhed. En visuelt og lydmæssigt flot film, men kærlighedshistorien er set før – tænk bare på Nikolaj Feifers afgangsfilm Junk Love – og hovedpersonens monologer er ikke så poetiske, som de gerne vil være.

Kasper Skovsbøls Sorte måne er den afgangsfilm, der mest overbevisende skaber et fremmedartet univers. Vi befinder os på en ø i den mørkeste middelalder, der er plaget af en sygdom, som spreder sig. Anna (Karen-Lise Mynster) bliver opsøgt af øens præst (altid forrygende Anders Hove), fordi man mistænker Annas datter for at have forført de mænd, som er blevet syge.

Anna kommer under et gevaldigt pres, for skal hun forsøge at redde sit barn, der er forsvundet, eller skal hun hjælpe præsten?

I sig selv er det en konventionel historie om religiøs undertrykkelse, men det giver den seksuelle tematik en særlig drejning, at Annas datter spilles af en transseksuel (May Simón Lipschitz). Historien kommer derved ikke bare til at handle om fortidens åndsmørke, men bliver også en kommentar til behandling af seksuelle minoriteter i vor egen tid.

Skuespillet er fremragende – også i birollerne – men det, som tager pusten fra én, er Catherine Pattinama Colemans sort-hvide fotografering, som fokuserer på karaktererne i stedet for på omgivelserne. Ofte alene ved hjælp af lys og skygge fremmanes en middelalderlig verden, og billederne har en sjælelig intensitet og leder uvægerligt tankerne hen på Carl Th. Dreyer.

Når vi dertil lægger Sigrid DPA Jensens suggestive lyd, komponisten Sophia Majs minimalistiske korsatser og Linda Mans diskontinuerlige klipning, der gør fortællingen spændstig, så har en mesterlig afgangsfilm på niveau med de allerstørste: Triers Befrielsesbilleder, Vinterbergs Sidste omgang og Schønau Fogs Lille mænsk.

I Sorte måne går egensindighed og teamwork op i en højere enhed. Holdet har med instruktøren Kasper Skovsbøl i spidsen gennemført én vision.

Vi har i mange år drømt om et nyt talent, der kunne skabe enestående filmmagi af internationalt format. Jeg tror, vi har fundet ham.

Trailer: Melon Rainbow

Trailer: Den fremmede

Trailer: I mørke

Trailer: Heaven

Trailer: Sia

Trailer: I stykker

Trailer: Sorte måne

Kommentarer

Fiktion årgang 2015


Melon Rainbow
Instr. Laurits Flensted-Jensen

Den fremmede 

Instr. Aske Bang

I mørke
Instr. Gustav Möller

Heaven
Instr. Josefine Kirkeskov

Sia
Instr. Annika Berg

I stykker
Instr. Eirik Sæter Stordahl

Sorte måne

Instr. Kasper Skovsbøl

Se afgangsfilm


Filmene kan streames på Filmskolens hjemmeside.

De vises også på DR K søndag 14. juni kl. 20.00.

I Dagmar i København kan de ses torsdag 18. juni kl. 18.30.

Den fremmede, I stykker og Melon Rainbow vises i Nordisk Film Biografer i Odense onsdag 24. juni kl. 18.30.

I mørke og Heaven vises i Nordisk Film Biografer på Trøjborg i Aarhus onsdag 24. juni kl. 18.30.

© Filmmagasinet Ekko