Boganmeldelse
23. feb. 2018 | 13:34

Fri porno

Foto | Rolf Rønne
Agent 69 Jensen i Skyttens tegn fra 1978 er den nyeste pornofilm, der bliver nævnt i Søren Hein Rasmussens lille, men grundige bog om pornografi.

Lille bog er en forbilledlig introduktion til det danske frisind. Til gengæld er forfatterens viden om pornografi begrænset.

Af Nicolas Barbano

Fri porno er en lille, hurtigt læst bog udgivet i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag. Skrevet af Søren Hein Rasmussen, der indtil 2015 var lektor i historie på Aarhus Universitet. Filminteresserede kender ham dog bedst fra titelrollen i Nils Malmros' gennembrudsfilm Lars Ole, 5c fra 1973.

Titlen Fri porno er lettere misvisende, idet bogen i det store hele mere handler om det danske frisind vedrørende seksualitet end specifikt om porno.

Bedst er bogens første halvdel.

Vi bliver mindet om det absurde forhold, at magthaverne i forbudstiden mente, at kun overklassens mænd kunne tåle at blive konfronteret med utugtige værker, og der er interessante detaljer om hadet mod jøder i 1930’erne og bøsser i 1950’erne, som man angreb ved at associere dem med porno.

Søren Hein Rasmussen skriver levende og indsigtsfuldt om Kærlighedens ABZ fra 1961 samt andre bøger fra før frigivelsen.

I 1969 blev pornoen frigivet i Danmark, hvilket bogen dokumenterer stadig står som et af de bedste eksempler på det danske frisind.

Den fri porno var god for alle, der gerne ville vide noget om sex (ikke mindst bøsserne, for hvem alt havde været tabu), men legaliseringen blev alligevel mødt med protester fra kristne og feminister. Søren Hein Rasmussen har godt blik for pornoens positive aspekter på resten af samfundet og sammenligner vittigt situationen med scenen i Life of Brian, hvor John Cleeses hebraiske frihedskæmper retorisk spørger: ”What have the Romans ever done for us?” – men modstræbende må indrømme, at det er ikke så lidt.

Til gengæld røber forfatteren yderst begrænset selvstændig viden om selve pornografien, I stedet læner bogen sig op ad andre skribenter, især Morten Things Pornografiens historie i Danmark (1999), der kun går frem til frigivelsen.

Bogens anden halvdel burde logisk fortælle historien om pornoens skæbne i Danmark efter frigivelsen, men det bliver ikke til meget mere end, at nu ser folk en masse porno på internettet, et par genrebetegnelser såsom MILF og hentai, og så nogle overvejelser om børneporno.

Den nyeste pornofilm nævnt i bogen er Agent 69 Jensen i Skyttens tegn fra 1978, og af alle pornegenrens aktører siden 1970’erne nævnes kun Katja Kean og Denice Klarskov.

I stedet får vi en masse udenomssnak om haremskvinder, virile sorte mænd, Game of Thrones, Fifty Shades of Grey, kønsopdelt svømning, Mathilde Grafströms udstilling af nøgenfotos på Kongens Nytorv og spekulation om et muligt fremtidigt marked for avancerede sexdukker og virtual reality.

Det er karakteristisk for bogens historiske horisont at frem for at nævne en butik som Lust, der er blevet symptomatisk for sexbutikker i dagens Danmark, mens de gammeldags pornobutikker er lukket på stribe, får vi at vide, at H.C. Andersen engang så nogle dildoer i Napoli. Ligeledes omtales sexmessen i KB Hallen i 1969, men ikke at stort set hele den danske sexbranche gik konkurs, da stedet brændte ned under en anden sexmesse i 2011.

Inden for bogens egne rammer er der heldigvis tale om grundig journalistik, og jeg ledte forgæves efter faktuelle fejl.

Nævnes skal dog, at den unge pige på en forside fra Ugens Rapport ikke som antydet er fjorten år, men derimod 25. Det er nemlig Patti D’Arbanville i 1977-filmen Bilitis. BDSM defineres alt for snævert som ”handlinger, hvor de involverede påfører andre fysisk smerte eller selv er modtagere af smertefulde handlinger”. Og i et kapitel om vold mod kvinder nævnes filmen Ilse - hunulven fra SS (1975), der ellers primært handler om en dominas vold mod mænd.

Småting, jovist, men det vidner om, at forfatteren ikke er velbevandret i emnet, men kun på hurtig gennemrejse.

Bogens styrke er forfatterens generelle frisind, fornuftige overvejelser og solide troværdighed, som gør den til en afbalanceret og forbilledlig introduktion til historien om det danske frisind. Men vi mangler stadig en bog om pornoens historie i Danmark efter frigivelsen.

Trailer: Agent 69 Jensen i Skyttens tegn

Kommentarer

Titel:
Fri porno

År:
2017

Forfatter:
Søren Hein Rasmussen

Forlag:
Aarhus Universitetsforlag

Omfang:
100 sider

Pris:
100 kroner

© Filmmagasinet Ekko