Biografanmeldelse
30. mar. 2017 | 02:26

Get Out

Foto | Justin M. Lubin
Det første møde med svigerfamilien er altid en udfordring, men Chris (Daniel Kaluuya) får alvorlige problemer, da hverdagsracismen bryder ud i hans møde med kærestens forældre.

Jordan Peeles debutfilm har held med at forlene gysergenrens klichéer med en skarp, satirisk og til tider vulgær tilgang til racisme.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Jordan Peele instruktørdebuterer med en tveægget vinkel på emnet racisme.

På den ene side pakker han sin film ind i genrefilmens velkendte klichéer og lader, som om Get Out slet ikke handler om det, den egentlig handler om.

Først ligner filmen nemlig en satirisk sædeskildring, da vores hovedperson, en sort ung mand, for første gang skal møde sin hvide kærestes endda meget hvide familie. En spøjs blanding mellem Gæt hvem der kommer til middag og Meet the Parents.

Dernæst udvikler Get Out sig til en thriller, der hurtigt bliver en gyser og til sidst ender i decideret splatter.

På den anden side ligger racespørgsmålet konstant på lur som en mere eller mindre subtil undertone, så man aldrig er tvivl: Get Out handler om racisme, både den åbenlyse og den skjulte.

Det hele begynder ellers godt.

Chris (Daniel Kaluuya) er nok sort, men kæresten Rose (Allison Williams, kendt som Marnie fra Girls) tager det helt afslappet, og det samme gør svigerforældrene, da Chris og Rose indlogeres til en hyggelig weekend hos familien Armitage.

Svigerfamilien har godt nok en sort hushjælp og en sort gartner, men det undskylder Roses far (Bradley Whitford) hurtigt og betror Chris, at han hellere end gerne ville have stemt på Barack Obama for tredje gang.

Sammen med Chris opdager man dog efterhånden, at noget er helt galt med svigerfamilien. Hushjælpen og gartneren opfører sig mere som robotter end mennesker, og da familien Armitage skal holde den store årlige familiefest i selvsamme weekend, får Chris for alvor bange anelser.

For er svigerfamilien i virkeligheden så åbenhjertige og fordomsfrie, som de giver udtryk for?

Det spørgsmål besvarer Get Out på bramfri og balstyrisk vis i resten af filmen, som er ustyrlig og fuld af modsætninger.

Mange kender nok Jordan Peele som den ene halvdel af komikerparret Key & Peele, der laver små sketchshows langt fra gysergenren. Og selv om Get Out faktisk er ret uhyggelig og har en del af de obligatoriske chokeffekter, er filmen også bare sjov, fordi den er så overgjort og vulgær.

På den gode måde, vel at mærke.

I begyndelsen er familien Armitage eksempelvis overdrevet gæstfri, men til en familiemiddag drikker Roses bror sig ubehøvlet fuld, mens man aner den sorte hushjælp stå helt mekanisk som en zombie i baggrunden – klar med middagens næste ret. Det er komisk og ubehageligt på samme tid.

Samtidig er filmen fuld af fine detaljer. Svigerforældrenes hus minder således ret meget om fortidens slaveplantager med røde mursten og hvide søjler. Straks tænker man slavetid og ubehagelige magtforhold.

Derfor er Get Out en spøjs blanding af seriøst gys og skæv satire, når den spidder hverdagsracismen.

Man tror på Daniel Kaluuya og Allison Williams som det nyforelskede par, mens Bradley Whitford og Catherine Keener sprudler som de djævelsk tvetydige svigerforældre.

Desværre kammer hele herligheden over mod slutningen. Første halvdel af filmen er fremragende som diabolsk ubestemmelig og æggende genrebevidst satire. Men plottet afslører hurtigt sig selv og ender ikke bare ret forudsigeligt, men også ude på et overdrev. 

Get Out kommer ellers til de danske biografer med masser af ros fra de amerikanske anmeldere og lå længe på sjældne 100 procent positive anmeldelser på anmeldersiden Rotten Tomatoes.

Jordan Peeles debut har da også noget af det samme fandenivoldske tilgang til racisme, som Quentin Tarantinos Django Unchained havde i 2012. En veloplagt blanding af genrefilm og den hverdagsracisme, vi alle kan genkende.

Trailer: Get Out

Kommentarer

Titel:
Get Out

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Jordan Peele

Manuskript:
Jordan Peele

Medvirkende:
Daniel Kaluuya, Allison Williams, Catherine Keener, Bradley Whitford

Spilletid:
104 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
30. marts

© Filmmagasinet Ekko