Præmissen for spillefilmen Gett er svær at sluge. Det er svært at tro på, at det virkelig er sådan, det foregår i Israel, som jo for pokker er et moderne, sekulariseret samfund.
Men kærligheden, det måske vigtigste aspekt af menneskelivet, er i Israel underlagt de måske ikke altid mest rationelt tænkende religiøse autoriteter.
I 2013 kunne Los Angeles Times således berette historien om en israelsk kvinde, der efter fire års ægteskab kæmpede for at blive skilt. Nu sidder hun fanget i et socialt limbo, hvor hun skal betale af på sin ægtemands gæld, og skattefordelene, der følger med at være enlig mor, kan hun skyde en hvid pil efter.
Hun er jo gift.
Det er den samme ulighed, denne for en udenforstående absurde og kvindeundertrykkende, religiøse lov, som søskendeparret Ronit og Shlomi Elkabetz går i clinch med i sidste del af deres trilogi om Viviane Amsalems kamp for frihed fra sin ortodokse husbond, den passivtagressive Elisha.
Gett er et retsalsdrama, og i små to timer forlader vi aldrig retsmøderne. Og som sidste del af en trilogi får det psykologisk knugende kammerspil lidt en bismag af bottle episode (et afsnit af en tvserie, der forgår på en enkelt location med kendte karakterer).
Men har man intet kendskab til de foregående film og ægteparrets historie – Viviane vil i To Take a Wife fra 2004 skilles efter tyve års ægteskab, og i 7 Days fra 2008 bliver de separeret – mangler fortællingen nogle gange kontekst.
Modsat filmene i Richard Linklaters anderledes lette, episodiske Beforetrilogi kan filmen ikke helt stå alene. Hvorfor er det gået så galt, og hvorfor slår Elisha over i fransk? Vi får ikke fortalt, at parret er marokkanske jøder.
”Tre måneder efter”, ”Seks måneder efter” og ”To uger efter” proklamerer mellemtekster inden hvert møde. Retslokalet bliver det følelsesmæssige vakuum, hvor Viviane – over fem år – synes at skrige ud i intetheden.
Medinstruktør og hovedrolleindehaver Ronit Elkabetz spiller hende stoiskopgivende og i veldoserede momenter desperat. Og hendes frustration bliver i kraft af spillet, det hvide, afskallede lokale og de samme gamle rabbinere også vores.
”Han slår hende ikke,” ”han er tro” og ”han er en eksemplarisk ægtemand,” kan vidner bekræfte. De religiøse dommere ser ingen tungtvejende grund til at gribe ind.
At Elisha ikke møder op til retsmøderne, at han ikke har skænket hende opmærksomhed i årtier, at Viviane som purung gik ind i ægteskabet med den fundamentalistiskreligiøse mand af pligt, snarere end af lyst, at de ikke passer sammen – intet af dette synes at gøre en forskel.
Han skal sige ”ja”, og Elisha i skikkelse af Simon Abkarian er en knudemand, som føler sig trådt på af en kvinde, der ikke forstår hans religiøsitet. Han siger ”nej”.
Den jødiske skilsmisse, gett, er et anliggende for de mandlige rabbinere, og i filmens første minutter ser vi meget symptomatisk kun mændene – rabbinerne, ægtemanden og advokaten – der taler om kvinden. Og instruktørparrets eget, empatiske manuskript er skarpt som en ragekniv og ikke uden satirisk brod.
Men Gett kræver også et godt manuskript og gode skuespillere. For det er i den grad en skuespillerfilm, og visuelt lader den meget tilbage at ønske. Handlingen kunne næsten lige så godt have udspillet sig på en teaterscene.
I en lang indstilling sættes historien dog på pause, og i et ekspressivt nærbillede af Vivianes ansigt føler man sig pludselig hensat til en anden fortælling om en lidende, fængslet kvinde. Århundreders kvinder skriger i billedet, der er som taget ud af Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arcs lidelse og død.
facebook
twitter
Kommentarer