Biografanmeldelse
02. dec. 2014 | 11:03

Girlhood

Foto | Hold Up Films
Fire bande-veninder lejer et hotelværelse for stjålne penge. De fejrer en aften i luksus og frihed med en fællesdans til Rihannas hit Diamonds i en af filmens smukkeste scener.

Hvorfor er ”tøs” et skældsord? Spørgsmålet rejser sig oven på et smukt og nuanceret portræt af en fransk pigebande, som hverken fordømmer eller glorificerer.

Af Freya Bjørnlund

Girlhood starter som en sportsfilm fra 1980’erne. Synth-poppen blæser ud over grønsværen, mens blå og røde holdtrøjer tørner sammen i slowmotion. Først da nogle lange, feminine lokker svinger under en hjelm, forstår vi, at de amerikanske fodboldspillere er teenagepiger.

Efter kampen slentrer de hjem gennem natten. De fleste er mørke i huden og går i ét med skyggerne fra boligblokkene. Pigerne er stadig så euforiske, at snakken bliver til en lydsky af uidentificerbare, franske gloser.

Men da de runder et hjørne og støder på en flok unge mænd, klapper alle pigerne omgående i og lusker tavse hjem.

Det er en af den slags magiske filmåbninger, der fanger opmærksomheden som en velkommen lussing og anslår stil, tone, miljø og tema, før den første replik er mælet.

Vi er i en mandeverden, hvor kvinder må bruge maskulin styrke til at holde sammen og klare sig. Nærmere bestemt er vi i ghettoen i det nordvestlige Paris, en parallelverden afskåret fra samfundsnormerne, hvor ”tøs” er et skældsord for begge køn.

Uden hverken at fordømme eller glorificere følger filmen et medlem af en pigebande. Skolepigen Marieme vokser sig til en slagssøster med bandenavnet Vic for victoire (sejr), og hendes dannelsesrejse bliver til en moden og illusionsløs ungdomsfortælling.

Instruktøren og manuskriptforfatteren Céline de Sciamma har allerede specialiseret sig i coming-of-age for piger med Water Lilies og Tomboy, der fokuserer på ung homoseksualitet.

Hvis man skulle være i tvivl, er Girlhood ikke kvindekønnets pendant til Richard Linklaters mesterlige Boyhood. Hvor Linklater stiller skarpt på den arketypiske dreng, foretrækker Sciamma den atypiske minoritetspige.

I hovedrollen som Marieme er den debuterende Karidja Touré en både hård, blød og smuk fornøjelse. Det er et held, for hun optræder i samtlige scener. Ofte viger kameraet ikke fra hende, som da hun bliver smidt ud af skolen af en skolevejleder uden for vores synsfelt.

Marieme bor i en skodlejlighed i ghettoen, hvor hun agerer forælder for sin lillesøster, mens deres enlige mor skraber penge sammen som rengøringskone. Storebroren er manden i huset, og når han ikke hænger ud med sin bande, deler han øretæver ud til familiens kvinder. Slagene synger som et ekko fra en far, der har forladt skuden.

Marieme er ansvarlig, så da en tremands-pigebande vil hverve hende, siger hun først nej.

Men pigerne med de dyre læderjakker er de første, der nogensinde har tilbudt hende et frirum og et fællesskab. Og så hænger de ud med den flotte fyr fra storebrorens bande, som i den grad er en forbuden frugt.

Med hinanden i hånden danner de fire piger et bolværk mod en fjendtlig omverden, hvor racisme, autoritetssvigt, social nød og mænd begrænser deres frihed. Og man beskytter sig ved at slå først.

De vrede, unge piger stjæler tøj og tvinger lommepenge ud af deres skolekammerater. Det bliver først for alvor farligt, når de rivaliserende pigebander mødes til slagsmål. Filmens mest dramatiske scene fanger pigevoldens særlige brutalitet: ydmygelse. Efter en nævekamp flår vinderen blusen af taberen og klipper bh-en af foran en cirkel af hujende drenge, der filmer det hele på Iphone.

Skønhedsfejlen er netop mandeportrætterne. Der findes ikke en eneste gennemsympatisk mand i filmen, ikke engang kæresten. På hver deres måde håndhæver de alle Adams dominans over Eva.

Alligevel knækker filmen ikke over i tom rødstrømpe-propaganda. For kvinderne er heller ikke perfekte, og slet ikke Marieme. Hun har været omgivet af svigt og har selv lært at svigte.

Filmen tør heldigvis også tage bande-livets positive sider alvorligt, og i modsætning til mange andre film om unge på et skråplan bliver den mere end en løftet pegefinger.

Venskabet når et smukt klimaks, da pigerne danser i slowmotion til Rihanna-hittet Diamonds i fuld længde. Hvis bande-tøserne eller et hvilket som helst barn af MTV-generationen skulle forestille sig deres største livsøjeblik på film, kunne det meget vel se sådan ud.

Trailer: Girlhood

Titel:
Girlhood

Original titel:
Bande de filles

Land:
Frankrig

År:
2014

Instruktør:
Céline de Sciamma

Manuskript:
Céline de Sciamma

Medvirkende:
Karidja Touré, Assa Sylla, Lindsay Karamoh, Mariétou Touré, Idrissa Diabeté, Simina Soumaré

Spilletid:
112 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
4. december 2014

© Filmmagasinet Ekko