Biografanmeldelse
15. maj 2013 | 19:16

The Great Gatsby

Foto | Simon Duggan
Art deco-stilen er gennemført i The Great Gatsby, men på en forstørret og forskruet måde, der mimer overdrivelsen i tidsånden.

Production designeren har hovedrollen i Baz Luhrmanns ventede F. Scott Fitzgerald-filmatisering, der viser den amerikanske drøm set fra bagsiden.

Af Kristian Ditlev Jensen

"Kongenialitet" er det første og vigtigste ord i anmeldelsen af Baz Luhrmanns filmatisering af F. Scott Fitzgeralds udødelige Den store Gatsby. For Luhrmann er som filmfortolker perfekt tunet ind på psyken bag historien. 

Den lille roman The Great Gatsby er en bog om illusioner. Den handler om Nick Carraway (Toby Maguire), der kommer til New York og får job som obligationsmægler i the roaring twenties, 1920’ernes glitrende optur, hvor alt kunne lade sig gøre. 

Her møder han rigmanden Jay Gatsby (Leonardo DiCaprio), der først fremstår som mystisk, så kynisk og til sidst som et – og måske det eneste – ægte, uperfekte menneske. Omkring de to hovedpersoner er kvinden, Gatsby begærer, den passivt forførende og feminine Daisy (Carey Mulligan) og hendes maskuline og notorisk utro, men samtidig moralske ægtemand Tom Buchanan (Joel Edgerton) – foruden et uendeligt slæng af festaber.

I Den store Gatsby skildres det, hvordan de menneskelige dramaer udspiller sig på en dragende baggrund udgjort af en uendelig fest, hvor der skejes ud med al den musik, mode, kunst, druk, sex og vold, som har givet 1920’erne en mytologisk status. 

Imidlertid er det, som filmen portrætterer, den amerikanske drøm set fra bagsiden – fra omkostningernes linje i regnskabet og fra den knuste, efterladte psykes perspektiv. Så rammefortællingen, hvor Nick er indlagt på et psykiatrisk hospital til behandling for alkoholisme og depression, er perfekt. Lidelsen, han har, er illusorisk beruselse – og eksistentiel skuffelse. 

Men historien handler også om illusioner i ordets bedste forstand, nemlig som smukke visuelle indtryk, der på én gang dækker og formidler virkeligheden bag. Bogens førsteudgave havde selv en af litteraturhistoriens mest betagende omslagsillustrationer, tegneren Fracis Cugats altseende øjne på en koboltblå nattehimmel over storbyens inciterende lys. Den modernistiske illustration blev lavet, inden manuskriptet til bogen var færdig, og Fitzgerald var så begejstret, at han simpelthen skrev Guds moralske øjne ind i handlingen. 

Baz Luhrmann har selv øje for netop det, og han gør dem også til et bærende tegn – og omslaget til en visuel kode – for hele filmen, som ærligt talt er uafrysteligt lækker, sexet og, ja, rich

Den egentlige hovedrolle i filmen spilles nemlig af Catherine Martin, der står for production designet, og det kan betale sig at lægge mærke til alt fra ringeklokker og henkastede fyldepenne til metaludskæringer i gitterværker. Det hele er holdt i gennemført art deco-stil, men forstørret og forskruet, så det mimer overdrivelsen i tidsånden – alene Gatsbys gule bil er en genistreg. 

Tøjet er også Martins afdeling – og alt er lavet som i 1920’erne. Med mænd i bukser med høj linning og stofseler og kvinder i ikoniske korte kjoler og stramme hatte over playmobil-pagehår.

En anden hovedrolle indtages af filmens lydspor, som er et virkelig klogt valg. I stedet for at spille knasende gammel musik er en perlerække af tidens stjerner blevet bedt om at levere. Det gør Jay-Z, Beyoncé, Kanye West, Q Tip, Gotye og danske Coco O., som laver flamboyante, moderne fortolkninger af både Charlestons og Foxtrots. Lana Del Reys Young and Beautiful giver filmen mere dybde og viser, at den er andet end bare bling

Filmen vises i 3D, og skønt det giver festerne lidt mere oompf, så er effekten heller ikke vigtigere. Det er derimod Luhrmanns idé om at flytte 1920’er-filmenes teatralske skuespil og spjættende bevægelsesmønstre over i nutiden, i hvert fald i glimt i overgangene. Det gør tiden nærværende. 

Temmelig uventet bliver det største indtryk fra filmen imidlertid instruktørens balance. For hvor Romeo+Julie (1996) og Moulin Rouge (2001) var überfede, men jo også helt hysteriske, og hvor Australia (2008) var tudende sentimental, ender Den store Gatsby som en meget smukkere, langt stærkere psykologisk forvandlingsrejse. 

Den starter ganske rigtigt som en liderlig 1920’er-fest, men derfra udvikler den sig (over en noget nær perfekt lignelse over vor tids bankskandale i 00’erne) til et følsomt og især indfølt portræt af en kreds af sølle skabninger, der alle er endt i hver sin blindgyde af moralsk uføre – post festum.

Trailer: The Great Gatsby

Kommentarer

Land:
USA/Australien

År:
2013

Instruktør:
Baz Luhrmann

Manuskript:
Baz Luhrmann, Craig Pearce

Medvirkende:
Leonardo DiCaprio, Carey Mulligan, Tobey Maguire, Joel Edgerton, Isla Fisher, Jason Clarke

Spilletid:
142 minutter

Premiere:
16. maj 2013

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

© Filmmagasinet Ekko