Serieanmeldelse
09. maj 2018 | 22:56

Greyzone

Foto | Agnete Schlichtkrull
Victoria (Birgitte Hjort Sørensen) må spille et heftigt dobbeltspil for at undgå, at folk opdager, at hun er blevet taget som gidsel.

Birgitte Hjort Sørensen leverer måske karrierens bedste præstation i kidnapningsdrama, der byder på en psykologisk nuanceret og nervepirrende duel mellem skurk og offer.

Af Jens Steinicke Kjær

Vi skal ind under huden på hovedpersonerne for, at Greyzone skal føles frisk, skrev jeg i min anmeldelse af første afsnit af den dansk-svenske spændingsserie.

Og hvad man ønsker, skal man åbenbart få. Der kommer en spoiler nu, men det er svært at tale om Greyzone uden at omtale kidnapningen af droneingeniøren Victoria (Birgitte Hjort Sørensen).

Hun bliver taget til fange i sin egen lejlighed af studiekammeraten Ilyad (Ardalan Esmaili). Han arbejder for en terrorgruppe, som er interesseret i den droneteknologi, Victoria via sit arbejde i Stockholm har adgang til.

Nervepirrende er det, når Victoria færdes ude i offentligheden sammen med Ilyad. Hun skal lade, som om alt er i orden, til trods for at hun frygter for både sit eget og sønnen Oskars liv. Birgitte Hjort Sørensen leverer måske sin bedste præstation nogensinde.

Klichéerne kommer vi ikke udenom, når Victoria skal sætte et hacker-USB-stik i en computer på sit arbejde og senere i Ilyads telefon. Men når et udspekuleret intellekt og en sitrende angst synkront stråler ud af Victorias øjne, sidder man helt ude på sofakanten af bare spænding.

Kameraføringen fungerer upåklageligt og hjælper dynamisk med at fortælle historien. For eksempel når Victoria, efter næsten at være blevet afsløret på sit arbejde, slipper væk fra situationen i en nedadgående glaselevator. Hun og billedet falder i takt med vores heftige hjertebanken.

Esmailis præstation som seriens splittede skurk Ilyad er ligeledes upåklagelig, og variationen mellem Ilyads indædte had, dybe sorg og godhjertede samvittighed gør ham til en yderst nuanceret karakter.

Der er tydelig kemi mellem Victoria og Ilyad. Og kemien bliver det største benspænd for de terrorplaner, Ilyad prøver at udføre. Det er således svært at undgå, at der ikke går far, mor og barn i den, når de skal overbevise Oskar om, at alt er i den fineste orden.

Denne del af historien fungerer upåklageligt, hvis ikke ligefrem mesterligt. Desværre halter den anden del af historien.

Her følger vi den svenske efterretningsofficer Eva Forsberg, der sammen med PET-agenten Jesper Lassen forsøger at finde frem til bagmændene og stoppe det planlagte terrorangreb.

Tova Magnusson leverer en underspillet præstation som den overarbejdende politikvinde, der har familieproblemer. Joachim Fjelstrup gør det ligeledes udmærket som den socialt overlegne agent, der har kontakter overalt i Københavns undergrund, men også ar på sjælen.

Men begge karakterer har desværre fået tilført nogle ret intetsigende baggrundshistorier, som serien bruger minimal tid på at behandle og alligevel insisterer på at dvæle ved i slutningen. Sandsynligvis for at pifte de ellers ret tørre omgivelser hos efterforskningsholdet op. De har lånt nogle lokaler, der ligner bussen fra Rejseholdet og bliver ledet af PET-chefen Henrik Dalum.

Dalum fungerer ellers overbevisende takket været Lars Ranthe, der uden baggrundshistorier eller traumer skildrer en vis og godhjertet leder. Nogle gange er stærkt skuespil nok til at skabe en realistisk og elskværdig karakter.

Greyzone har en solid spændingskurve med en tilpas mængde action og en rørende pointe om, at vi nok er forskellige landene imellem, men at vi alle græder, når vores familier bliver dræbt i krig.

Trailer: Greyzone

Titel:
Greyzone

Land:
Danmark, Sverige

År:
2018

Serieskaber:
Morten Dragsted, Oskar Söderlund, Rasmus Thorsen

Medvirkende:
Birgitte Hjort Sørensen, Ardalan Esmaili, Joachim Fjelstrup, Tova Magnusson

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
25. februar på TV 2

© Filmmagasinet Ekko