Tv-anmeldelse
28. apr. 2015 | 12:20

Happyish

Foto | Mark Schafer
Britiske Steve Coogan afløste ærke-amerikanske Philip Seymour Hoffman i hovedrollen som misantropisk, mavesur mand i midtlivskrise i Happyish.

Sitcom gør grin med den lille forskel mellem lykke og lunken tilfredshed med livet. Men den har svært ved at leve op til de højtravende ambitioner.

Af Bo Tao Michaëlis

Den 44-årige katolske brite Thom Payne (Steve Coogan) har med egne ord arbejdet i tyve år for Satan – i Guds eget land, USA. Det vil sige, at han har arbejdet i den amerikanske reklamebranche som tekstforfatter, og han drømmer som alle i den dur om at blive en rigtig skønlitterær af slagsen. Han har giftet sig med en noget yngre jødisk-amerikansk kvinde og kunstner, Lee (Kathryn Hahn), med hvem han har en lille søn.

Og nu er han strandet som Englishman in New York med mandlig overgangsalder og potentiel eksistentiel midtvejskrise, mens drømme og illusioner ligger småvisne.

Ikke at han har krise i ægteskabet, men på jobbet er han omgivet af successultne kolleger – ikke mindst hans nye, enerverende chef på 25. Her dyrkes Powerpoint som tidens gud, og new management er profetens ord, hvor det frem for alt gælder om at være happy på den amerikanske måde.

Thi allerede nationens forfatningsfader Thomas Jefferson fandt, at det er et livsmål i sig selv at søge lykken. Be happy.

Showtimes sitcom Happyish kredser om at være europæisk, eftertænksom, intellektuel, bekymret mand i et land, som frenetisk dyrker umiddelbar begejstring, materiel velstand, smidig ungdom og fitness for enhver pris.

Det handler om sammenstødet mellem britisk gammelklogskab og amerikansk, jordnær optimisme – et tema, der er lige så gammelt som Oscar Wilde og Henry James, der begge i slutningen af 1800-tallet definerede kulturkløften mellem de to kontinenter som skismaet mellem kulturel arvesynd og frejdigt begynderheld.

Den engelske komiker og skuespiller Steve Coogan (der fik et eklatant gennembrud uden for Storbritannien i Philomena) er den lettere satte reklamemand, der har det svært med amerikanske dogmer i almindelighed og amerikansk spin og bullshit i særdeleshed.

Rollen var først ikke tiltænkt en englænder, men derimod ærke-amerikanske Philip Seymour Hoffman. Men efter hans tragiske død blev Coogan kaldt ind som afløser, og det var slet ingen dårlig idé.

Coogans stil og spil minder meget om salig David Niven, der så ofte har givet den som sammenbidt brite med stiv overlæbe og pressefolder i benklæderne, immer i kulturel konfrontation med løsagtige, amerikanske sæder. Det kommer der også en vis moro ud af her.

Det er dog sjovest for de seere, som ved, at det er metaforisk ment, når der i startteksterne står, at store ånder som Samuel Beckett, Albert Camus og Vladimir Nabokov medvirker i de enkelte episoder. Måske skal det signalere, at de lattervækkende situationer skal tages yderst alvorligt som væsentligt tankestof a la en Woody Allen’sk sædekomedie.

Allen gør sig dog den umage at pakke de intellektuelle referencer ind i rappe replikker frem for at servere dem som højbrynede signalord i blokbogstaver.

Men seriens finkulturelle fernis dækker dog knap over, at vi er i et meget amerikansk medieunivers, hvor ”fuck” og ”asshole” er tilbagevendende udtryk som spyfluer på en hundelort, og hvor fuldfed sex er en menneskeret.

Seriens liberalt progressive personer kan nok grine af en kvinde i kliken, der får strammet kussen op efter barnefødsel. Alligevel bliver det et punkt på dagsordenen i Thoms ægteskab, om hustruens skede nu også er snæver nok.

Der er dog også elegante, spøjse seancer undervejs, om at livet er fuldt af skæbne. Og serien vil meget gerne være sjov, men helst også dyb. Den vil sige noget sandt om livet som andet end et trivielt pust i sivet – om at snart skal vi dø. Men den sang er jo en slager, vi har hørt før. Faktisk bedre og morsommere mange andre steder.

Et befriende lyspunkt i alle disse i virkeligheden trivielle trakasserier er Ellen Barkin som en moden no nonsense-headhunter, som fortæller vor traurige brite om realiteterne i Guds eget land. De er som bekendt både sjove og syrlige.

Trailer: Happyish

Kommentarer

Titel:
Happyish

Land:
USA

År:
2015

Hovedforfatter:
Shalom Auslander

Konceptuerende instruktør:
Ken Kwapis

Medvirkende:
Steve Coogan, Kathryn Hahn, Ellen Barkin

Spilletid:
30 min. pr. afsnit

Premiere:
27. april 2015 på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko