Biografanmeldelse
26. aug. 2015 | 14:47

Hitman: Agent 47

Foto | Twentieth Century Fox
Übercool dræber. Rupert Friend har ikke meget at arbejde med i rollen som følelseskold, men velklædt Hitman.

Den nyeste film om dræbermaskinen er åleglat action, hvor volden er flot eksekveret, men desværre kedeligt i længden.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Der findes allerede en Hitman-film, og det er svært at regne ud, hvorfor nogen har valgt at lave en ny. Efter at have set Hitman: Agent 47 kan man sagtens spørge sig selv, om verden virkelig havde brug for en film mere om den velklædte lejemorder.

Hitman: Agent 47 tager ligesom som sin forgænger afsæt i det danskproducerede konsolspil af samme navn. Spillet er blevet en regulær succes, og man kan derfor heller ikke fortænke producenterne i at ville overføre Hitman til biograflærredet.

Den første film fra 2007 var mest af alt indholdsløs action og med danske Ulrich Thomsen som skurk iført en tyk, russisk accent.

Klogt nok er den nye film da også en komplet genstart af franchisen og altså ikke en toer.

I filmens første minutter får vi ridset omstændighederne op så selv nye og uindviede publikummer kan følge med. Et tophemmeligt program har gennem årtier genetisk udviklet den perfekte dræbermaskine, såkaldte agenter, der i virkeligheden nok nærmere er lejemordere.

Vores Hitman (Rupert Friend) er agent nummer 47 i rækken af menneske-eksperimenter og noget nær den perfekte dræbermaskine. Hurtig, stærk, skarpskydende, velklædt og gennemstilet.

Samtidig møder vi Katia von Dees (Hannah Ware), der holder lav profil i Berlin, mens hun samtidig leder efter sin far. Men nogle slemme håndlangere jagter Katia, og da Hitman opsporer hende i Berlin flettes deres historier sammen. Samtidig opsøges hun af den tiltalende amerikaner John Smith (Zachary Quinto), der foregiver at være en hjælpende hånd.

Og så springer den stemning af paranoia, der hidtil har ligget lige under filmens overflade, ellers i fuldt flor. Pludselig kan Katia ikke stole på sin hjælper, og så er venner måske fjender og fjender måske venner.

Hitman: Agent 47 er på den måde glatpoleret action i yderste potens. Det er formentlig et helt bevidst valg at dyrke spil-æstetikken, men desværre bliver det hurtigt kedeligt at beskue de endeløse skud- og nævedueller. Actionscenerne er velskabte, men desværre også i længden indholdsløse. 

Som genren ofte foreskriver, pendulerer filmen mellem hæsblæsende action på den ene side og roligere øjeblikke på den anden. Hitman: Agent 47 har uden tvivl mest fokus på førstnævnte, det er særligt her, at filmen taber terræn.

Historien er hullet som en si og til tider nærmest usammenhængende. Undervejs forsøger manuskriptforfatteren at pumpe lidt næring til hjernen ind i plottet, men diskussionen om fri vilje versus determinisme virker i bedste fald som et søgt alibi for bare at brage en ordentlig omgang action af.

Undervejs forsøger Hitman: Agent 47 at ryste posen med en lang af række tvists, der bestemt drejer handlingen i en ny retning, men ingenlunde er overraskende eller specielt ophidsende. Personerne er langt fra det, de udgiver sig for, men det er ikke så svært at gennemskue på forhånd.

Og nok spurter filmen rundt i hele verden – Berlin, Østrig og Singapore – som en anden James Bond-film, ligesom der er masser af kram, lækre biler og store våben, men det hele er overflade og jævn æstetik.

På samme måde er karaktererne flade. Katia, som burde være filmens følelsesmæssige forankring, er uinteressant og slet ikke værd at engagere sig i, og den navneløse Hitman er en iskold dræber, der er endnu sværere at grave noget menneskelighed frem fra.

Man må stille konstatere, at verden ikke har brug for endnu en film om Hitman.

Trailer: Hitman: Agent 47

Kommentarer

Titel:
Hitman: Agent 47

Land:
USA, Tyskland

År:
2015

Instruktør:
Alexander Bach

Manuskript:
Skip Woods og Michael Finch

Medvirkende:
Rupert Friend, Hannah Ware, Zachary Quinto, Ciarán Hinds

Spilletid:
96 minutter 

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
27. august 2015

© Filmmagasinet Ekko