Boganmeldelse
07. nov. 2017 | 18:18

Højt at flyve

Foto | Søren Rønholt
I Ekko #70 fortalte Johan Schlüter i et eksklusivt interview, hvordan han skabte Nordens største advokatfirma med speciale i ophavsret, og hvordan korthuset faldt sammen.

Den detroniserede filmtopadvokat Johan Schlüters erindringsbog giver selv den klareste forklaring på, hvorfor han er sigtet for millionbedrag, skriver advokat Asger Thylstrup i sin anmeldelse.

Af Asger Thylstrup

Den 11. marts 2014 fik det store franske dagblad Le Figaro mig til at ringe til bladets redaktion for at høre, om der mon ikke var tale om fake news

Le Figaro bragte nemlig den dag en artikel skrevet af Bertrand Guyard, en af det store dagblads medarbejdere inden for underholdnings- og mediebranchen. 

I artiklen stod, at Maurice Khardine og hans medskyldige advokat Johan Schlüter havde gjort sig umage med at indsætte en pervers klausul i deres aftale med Georges El Assidi, sangeren og forfatteren Charles Trenets universal-arving. Klausulen præciserede ifølge avisen, at kun dansk ret gælder for aftalen med den franske arving, og at en eventuel retssag – ”vores to bedragere”, skrev Le Figaro, ”er åbenbart godt hjemme i juraen” – skal finde sted i København. 

Mindre blev min forbløffelse ikke, da jeg i Le Figaro i maj 2014 kunne læse en artikel med overskriften: Héritage Trenet: les escrocs condamnés à verser fire millions de dommages et intérêts

I denne artikel fortalte Francis Pudlowski, der var advokat for Georges El Assidi, hvorledes det var lykkedes ham at overbevise le tribunal correctionnel de Paris om sin klients gode tro. 

Artiklen fortsatte: ”Le tribunal correctionnel i Paris har netop idømt Maurice Khardine og Johan Schlüter atten måneders fængsel og til at betale fire millioner euro i erstatning plus renter for at have bedraget Georges El Assidi, Charles Trenets universalarving.” 

Siden fandt historien om Schlüters sager i Frankrig vej også til de danske medier. Hertil føjede sig snart artikler om advokatfirmaet Johan Schlüters konkurs og om tiltalen mod de tre advokater Susanne Fryland, Johan Schlüter og Lars Halgreen for at have begået mandatsvig og skyldnersvig mod ophavsmænd for over 200 millioner kroner. 

En beskrivelse af alle disse sager har Johan Schlüter nu samlet i erindringsbogen Højt at flyve – erindringer fra et liv i lys og skygge, som Ekko har bedt mig anmelde. 

I bogen føres man vidt omkring, også i verden uden for Schlüters advokatkontor og sagerne i Frankrig og Københavns Byret. Det forklarer Schlüter i forordet med, at han med sin bog ikke alene ønsker at fortælle om sagerne, men også at give læseren en udførlig redegørelse for sit ”livs historie”. 

Denne personlige del af Schlüters erindringer, som navnlig findes i kapitlerne om slægten, skolegangen, studietiden, familien og de gode år som advokat, giver indtrykket af, at Johan Schlüter har forstået at føre sig selvsikkert frem blandt tidens koryfæer og kändisser. Han var ifølge sine erindringer på mange måder en lykkens pamfilius, og han har vidst som ægte overskudsmenneske at vække påskønnelse og beundring overalt, hvor han satte sin fod. 

Kapitler som At rejse er at leve, Det allerførste kys, Da jeg blev noget ved musikken og flere af samme karakter rummer talrige skildringer af forfatterens familie og nære bekendtskab og ofte venskab med betydningsfulde mennesker, som har flankeret hans menneskelige og juridiske æresparade. 

Det er ofte interessant læsning, selv om Schlüter sine steder forfalder til en lidt komisk name-dropping, for eksempel ved blandt andre at nævne en fremtrædende jurist, som Schlüter og kone var inviteret sammen med til en middag hos professor Alf Ross, men som Schlüter og kone ikke mødte, fordi Alf Ross aflyste middagen. 

Her burde en omhyggelig forlagsredaktør have grebet ind. 

Jeg kan ikke vurdere, om de endnu levende af bogens mange omtalte navne har korrektioner til Johan Schlüters fremstilling. Schlüter uddeler roser til flere af dem, han nævner, men han har også skarp kritik og ofte ren fordømmelse i posen. 

Selv er jeg omtalt i to bisætninger, den ene gang heldigvis uden navns nævnelse, og begge gange uden belæg. 

Johan Schlüter omtaler også en række afdøde personer, som jeg også har kendt. I kun få af tilfældene genkender jeg, hvad Johan Schlüter skriver om disse afdøde, men enhver har selvfølgelig ret til at danne sine personlige indtryk af de mennesker, vi færdes blandt. 

Men i Johan Schlüters tilfælde kan det tit virke, som om erindringen må have spillet ham et puds. Der er ikke rigtig nogen sammenhæng mellem bogens temaer, som svinger mellem det, han i et kapitel kalder Lys og mørke

En af de mulige forklaringer herpå giver Schlüter selv i kapitlet Alkoholdjævelen, som både har plaget og underholdt ham. 

”Jeg har overlevet alkoholen og vil aldrig holde op med at tage et glas eller to, men jeg tænker ikke sjældent på de dejlige mennesker i mit liv, flere af dem gode venner, som jeg mistede. De kunne ikke stå distancen og gik under som alkoholvrag. Jeg ser dem alle og husker, hvor meget godt, de bragte mig,” skriver han. 

Man bliver ikke fattigere i ånden af at lade bogen stå mellem alle de andre erindringsbøger af ofte døgnflueagtig karakter på julehylden hos boghandleren. 

Men nogle af alle de gode og nære venner, som Schlüter nævner i bogen, burde have rådet ham til at lade den ligge, indtil han har overstået sine personlige retssager. 

At forlaget Momenta ikke har givet dette råd, men udsender bogen blot to måneder, før retssagen i Københavns Byret begynder, kan måske skyldes, at Momenta er ret nystartet foretagende, grundlagt af en tidligere chefredaktør for BT. 

Det havde gavnet bogen, hvis den som et af sine sidste kapitler havde bragt retsvæsenets endelige dom over bogens forfatter. 

Hvad den juridiske del af bogen angår, må man give Johan Schlüter den ros, at han giver en klar forklaring på, hvorfor han og de øvrige tiltalte i januar 2018 skal møde i Københavns Byret på anklagebænken i en sag om økonomisk kriminalitet. 

Johan Schlüter skriver, at han fungerede som rådgiver og advokat for flere producentorganisationer, og at han ”var behjælpelig med forskud og Copydan-midler, når likviditeten var stram”. 

Copydan er den organisation, som i Danmark forvalter samtlige ophavsrettigheder og indtægterne derfra. Da foreningen blev stiftet under navnet Dankopi, var Johan Schlüter endnu et ubeskrevet juridisk blad. 

Copydan blev til, fordi kontorchef Willy Weincke, som sad i bestyrelsen for Dansk Selskab for Ophavsret, kunne se at den nye fotokopieringsteknik, som navnlig blev anvendt i skolerne, krænkede ophavsmændenes eneret.

Ud over fotokopieringsteknikken var der også sket en teknisk udvikling på andre områder. Da disse forhandlinger fandt sted, var der ikke mange penge i ophavsretten. 

Men ophavsretten er i dag et af de globalt vigtigste områder i verdensøkonomien, og store it-virksomheder skaber styrtende indtægter for ejerne – tænk på Bill Gates. Det sker, i vidt omfang uden at det i rimeligt omfang kommer de skabende og udøvende kunstnere til gode. 

Schlüter skildrer indgående, at det er dette givtige felt, der især har haft hans interesse, og hvor han har haft sit vigtigste virke. ”… vi sagde spøgefuldt, at vi talte om rettigheder, men tænkte på penge,” skriver han. 

Og et andet sted: ”Min tilgang til ophavsretten var ikke den klassiske intellektuelle, hvor interessen samler sig om skabende og udøvende kunstneres ideelle og økonomiske rettigheder. Hele mit liv repræsenterede jeg det, der kan kaldes arbejdsgiverens eneret”. 

Det er her, Johan Schlüters bog mest præcist giver svaret på spørgsmålet om, hvordan det er kommet til retssagen i Københavns byret i januar 2018. Hvor der er mange penge i omløb, er der som en naturlov også en stor risiko for økonomisk kriminalitet. Grådighed er en af de syv dødssynder, og dagens samfund giver menneskelige grådighed for let spil. 

Den norsk-franske jurist Eva Joly, der omkring årtusindskiftet som fransk undersøgelsesdommer fældede en række direktører for korruption i det store franske olieselskab Elf, udtrykker det således i sin bog Korruptionsjægeren

”Den økonomiske globalisering og den teknologiske revolution har vendt fuldkommen op og ned på vores retningslinjer. Uden grænser, uden regler og i al stilfærdighed har storkorruptionen bredt sig, med risiko for, at den får vores demokratier til at bryde sammen, og med risiko for, at den tillid, vi er nødt til at have til vores politiske systemer, bliver fuldkommen ødelagt.” 

Begærligheden efter penge kommer alt for ofte til at overskygge begreber som ”lovligt” og ”retfærdigt”. 

Det er også i Schlüters bog den eneste forklaring på, at han nu er tiltalt for alvorlig økonomisk kriminalitet. Schlüter henviser nemlig til, at hans start af selskabet Registrering Danmark ”blev åbningen for Susanne Frylands tagselvbord fjernt fra advokatkontoret på Højbro Plads … Min eneste undskyldning for eventuel uagtsomhed er, at jeg i årene 2009-2014, hvor jeg i lange perioder var forpint og deprimeret som følge af de franske sager og ikke var til stede på advokatkontoret, ikke fulgte tilstrækkeligt med …” 

Det er altså ikke advokat Johan Schlüter, som bærer skylden for ulovlighederne. Tværtimod skriver han: ”Jeg er nu tiltalt for sammen med Susanne at have begået ulovlighederne. Intet kunne være mere forkert. De, der kender mig, og det, jeg har stået for hele livet, ved, at jeg ikke er en person, der kunne finde på at snyde nogen.” 

Foruden Susanne Fryland får tillige en lang række andre personer, som nævnes både med navn og indsats, skylden for, at det kunne gå så galt for Schlüters advokatforretning. 

Her indgår “Det franske mareridt”, som Schlüter kalder kapitlet om sine sager i Frankrig, som en vigtig del. Sagerne begyndte den 20. april 2006 – på Hitlers fødselsdag, skriver Schlüter – og vedrørte som tidligere nævnt arven efter Charles Trenet. 

Dommen over Schlüter ved tribunal correctionel i Paris blev appelleret, og Schlüter blev ifølge sin bog i appelinstansen ”pure frifundet for bedrageritiltalen, men glæden var begrænset, fordi mit advokatfirma var gået ned som følge af begivenheder, der havde udspundet sig bag ved og sideløbende med mit franske mareridt”. 

Johan Schlüter glemmer dog at tilføje, at han og Maurice Khardine ifølge retsdokumenter, som Berlingske 14. januar 2016 citerede, blev dømt for bedrageri eller forsøg på bedrageri af musikforlaget Editions Raoul Breton og SACEM, som er det franske svar på det danske Copydan. 

Johan Schlüters erindringer kommer ikke meget ind på de juridiske problemer i den franske retssag. Derimod indeholder bogen farverige historier om retsmøderne i appelretten i Paris. En af historierne belyser ifølge Schlüter ”vanviddet i det franske retssystem eller i det mindste, hvor dårligt forberedt appelrettens dommere var”. 

Det er jo noget af en påstand, som en omhyggelig forlagsredaktør nok ville have bedt forfatteren om at moderere. 

Det samme gælder Johan Schlüters sammenligning af sin sag i Frankrig med Dreyfus-affæren i 1890’ernes Paris. Dreyfus tilbragte efter en dom for landsforædderi nogle år som deporteret på den såkaldte Djævleø, men kom tilbage, efter at dommen var blevet omstødt. 

Johan Schlüter beklager, at han ikke som Dreyfus havde en Emil Zola til at ”formulere en ’J’accuse’ mod dem, der stod bag justitsmordet, og dem, der havde svigtet. 

Derpå følger ti højtgearede afsnit indledt med: ”Jeg anklager…” 

Anklagerne gælder Advokatsamfundet og dets formand, Justitsministeriet, en journalist ved Jyllands-Posten, den franske anklagemyndighed, kriminalretten og appelretten i Paris, nogle danske advokater, et stort fransk musikforlag og endelig den person, som fik Schlüter involveret i Charles Trenet-projektet. 

Schlüter bærer et had i sit hjerte ”over for dem, der bevidst har forsøgt at skade mig. Et had rettet mod den onde viljes lakajer, irrationelt, fordi mine plageånder blot spillede de roller i skuespillet, som skæbnen havde tildelt dem, men desuagtet et had, som har været med til at holde mig oppe”.

Johan Schlüter har givet sin bog en titel, der som ophav har Peder Syvs ordsprog: ”Hvo højt klyver, dybt falder.”

At klyve betyder ”at klatre eller kravle”, og ikke at flyve, men i sin bog giver Johan Schlüter indtryk af, at han ikke har klatret eller kravlet, men tværtimod fløjet højt og elegant hen over ophavsrettens landskab.

Men som advokat har han næppe fløjet så elegant, som han selv mener. Arbejdsmyrer – som er det, vi advokater bedst kan sammenlignes med – har som bekendt ikke vinger til at flyve med.

Som det gælder for de fleste af Schlüters advokatkolleger, består advokatens virke mest i en omstændelig kravlen rundt inde i juraens myreture. Kun lejlighedsvis må advokaten klatre op i den frie luft til de grene, hvor bladlusenes honning drypper og dufter sødest. Her møder advokaten ofte den fare, at honningen kan lokke klatremyren for langt ud på de tyndeste kviste.

Schlüter havde stået sig ved først at færdiggøre sine erindringer, når han kender rettens endelige dom om sine og de øvrige tiltaltes omgang med de mange penge, som stammede fra klienternes rettigheder.

Læs Johan Schlüters kommentar til anmeldelsen.


Titel:
Højt at flyve

År:
2017

Forfatter:
Johan Schlüter

Forlag:
Forlaget Momenta

Omfang:
440 sider

Pris:
335,00 kroner

Asger Thylstrup

Cand.jur. i 1961.

Uddannet som journalist og ansat på Politiken 1959-1963.

Selvstændig advokat i København 1969.

Juridisk medarbejder ved Det Berlingske Hus 1967-1992.

Udgav i 2010 bogen Injuriesager – bagvaskelse, ærekrænkelser og ytringsfrihed, som udkom i en omarbejdet anden udgave i 2016.

© Filmmagasinet Ekko