Cph:Dox
09. nov. 2014 | 23:28

Horse Money

Foto | Sociedade Óptica Técnica
Horse Money foregår blandt immigranter i det nu nedlagte slumkvarter Fontainhas i Lissabon.

Sjældent er en slumhistorie blevet fortalt så smukt og værdigt som i Pedro Costas portugisiske film, der er inspireret af den banebrydende danske fotograf Jacob Riis.

Af Thure Soldthved Munkholm

Med sin blanding af iltert, socialt engagement og stålsat filmformalisme er portugisiske Pedro Costa uden tvivl en af de mest interessante instruktører på den internationale filmkunstscene lige nu.

Siden den stilistisk overlegne Ossos (1997), som blev hans internationale gennembrud, har hans filmiske projekt centreret sig omkring Lissabons mange og ofte illegale immigranter fra Cap Verde. Men selvom det er deres historier, der danner baggrund for hans fortællinger, er hans værker så langt fra klassisk socialrealisme, man over hovedet kan komme.

Sammen med den radikale dokumentar Wanda’s Room (2000) og den mastodont imponerende Colossal Youth (2006) tilhører Ossos det, der i eftertiden er blevet kaldt Fontainhas-trilogien efter det nu nedlagte slumkvarter, som tidligere var hverdagen for immigranterne i hans film.

Med sin nye Horse Money (2014) udvider Pedro Costa så at sige trilogien med et fjerde ben og vender tilbage til den aldrende Ventura, der også er hovedkarakteren i Colossal Youth. Igen er det hans personlige historier, der danner baggrund for filmen, og hvor Pedro Costas film gradvist er blevet mere og mere eksperimenterende over tid, er Horse Money uden tvivl hans formelt set mest udfordrende film til dato.

Lad det være sagt med det samme: Horse Money er ikke en let film at se, og selv efter talrige gennemsyn er det svært at få de mange detaljer til at gå op. Men holder vi os til den simple historie er i hvert fald tre fortællinger til stede i filmen. De fletter sig ind og ud af hinanden, uden at man nogen sinde føler sig sikker på, hvornår den ene starter, og den anden stopper.

Der er den personlige historie, som centrerer sig omkring Ventura. Vi møder ham aldrende, syg på et hospital og hjemsøgt af en voldelig episode i sin fortid, som han ikke kan give slip på.

Det er med ham ved roret, at vi føres gennem filmen. Og fastholdt i dristige tableauer forsøger Pedro Costa både at fokusere Venturas personlige historie og give plads til, at fortidens spøgelser går deres gang gennem billedet – som i en af filmens stærkeste scener, hvor Ventura, søvnløs som en genganger, genoplever sit lands historie i en elevator.

Det er her, at den anden fortælling kommer ind i billedet. Nemlig den politiske historie, der fra immigranternes perspektiv fokuserer på 70’ernes revolution i Portugal, hvor gadekampe i demokratiets tjeneste gjorde en ende på årtiers diktatur og den såkaldte nye stat. De store tabere i det nye demokrati var dog immigranterne, og Ventura var – i virkeligheden såvel som i filmen – en af disse immigranter.

Den tredje fortælling er æstetisk og har stærke danske rødder, nemlig i vores hjemlige fotograf Jacob Riis. Hans sort-hvide fotografier af New Yorks slumkvarter åbner filmen og danner social og æstetisk ramme for filmen på samme måde som vores anden store fotograf, Jacob Holts amerikanske billeder gjorde det for Triers Dogville.

Jacob Riis var i slutningen af 1800-tallet den første fotograf, der bevægede sig ind blandt beboerne i slummen for at dokumentere, hvordan den del af befolkningen, man kaldte ”the other half”, levede.

Det har givet ham en plads i historiebøgerne, men når de indrammer Costas film, er det lige så meget for deres formalisme. Datidens blitz skabte således et gyldent skær i rummet, oplyste de enkelte skæbner i hvert enkelt tableau og gav derved individet en enorm værdighed. Hos Riis er de først og fremmest mennesker, dernæst sociale skæbner – og netop det er centralt for Costas film og den æstetiske strategi, han abonnerer på.

Vi møder immigranterne først og fremmest som mennesker – ophøjede og elegante – med historier, vi kun kan gætte os til. Netop det er Costas tilføjelse til den virkelighedsdyrkende film, hvad enten vi snakker dokumentar eller socialrealisme: At fremstille personerne så visuelt interessant, at vi har lyst til at gætte med på de mange historier, de bliver katalysatorer for. Vejen til hjernen går i Costas film gennem øjet, og sjældent er en slumfortælling fortalt så flot som i Horse Money.

Trailer: Horse Money

Kommentarer

Titel:
Horse Money

Original titel:
Cavalo Dinheiro

Land:
Portugal

År:
2014

Instruktør:
Pedro Costa

Manuskript:
Pedro Costa

Medvirkende:
Tito Furtado, Vitalina Varela

Spilletid:
103 min.

Premiere:
Vises under Cph:Dox 10. november kl. 16.40 i Dagmar Teatret og 14. november kl. 18.45 i Cinemateket.

© Filmmagasinet Ekko