Tv-anmeldelse
24. feb. 2014 | 17:01 - Opdateret 25. feb. 2014 | 15:40

House of Cards – sæson 2

Foto | Netflix
”Demokrati er overvurderet,” konstaterer Frank Underwood, efter han bliver vicepræsident i anden sæson af House of Cards. Kevin Spacey indtager rollen med udsøgt djævelskab.

Sæson to af Netflix-serien House of Cards er en potent og veldrejet politisk thriller, der løftes af Kevin Spacey og Robin Wrights skuespil, men den lever ikke op til hypen.

Af Jesper Olsen

House of Cards havde alle råstofferne til at blive en tv-revolution.

David Fincher som konceptuerende instruktør, Kevin Spacey i sin mest besjælede rolle siden 1990’erne og fremfor alt en helt ny distributionsform.

Serieforfattere har altid været underlagt kreativt opsyn og strenge formkrav af tv-selskaberne, og Netflix indvarslede i februar 2013 en ny tidsalder ved at udgive alle tretten afsnit på én gang. Tv-serien var endelig sat fri.

Så meget desto mere ærgerligt er det, at der intet banebrydende er ved serien i sig selv, når man fraregner alle de ydre omstændigheder.

Den magtsyge politiker Frank Underwood er efternøler til en hel tv-generation af antihelte og har ikke samme kompleksitet som Breaking Bads narkokonge Walter White eller mafiabossen Tony Soprano fra The Sopranos.

Genre-hybrider (underfundig politisk satire møder højspændt thriller) er ved at være normen. Selv den visuelle finte med at lade sms-beskeder dukke op på skærmen har vi set før i Sherlock (om end det unægtelig ser rigtigt lækkert ud, når taleboblerne glider sømløst ind og ud af billederne).

Det nærmeste, vi kommer en nyskabelse, er den pudsige, postmodernistiske gimmick, hvor Frank kaster medvidende blikke ind i kameraet og delagtiggør seerne i sine planer i direkte henvendelser. Når han altså ikke nedgør os og lægger sine initial-indgraverede manchetknapper på badeværelsesvasken, så der står ”F.U.”.

House of Cards ikke lige så genial, som den selv tror. Men mindre kan også gøre det, og som politisk thriller er serien fermt skruet sammen og ekstremt stilsikker.

David Fincher har ikke været bag kameraet på sæson to, men serien ser stadig cool og kold ud gennem et kuldslået farvefilter. Og den emmer af produktionskvalitet.

Selvom Frank Underwood er en fladere figur, end han havde behøvet at være, er det en svir at se på sleske Spaceys forlorne smil og lytte til hans drævende diktion. Hvis magt kunne tale, ville den lyde sådan.

Franks viv og kumpan, den lige så skruppelløse Claire, er mere nuanceret og sværere at fæstne, blandt andet fordi hun spilles med en så enestående følsomhed af Robin Wright, at man også som seer bliver besnæret af hendes mummespil.

Deres aparte forhold, som minder mere om et professionelt samarbejde end om det, de fleste af os kalder kærlighed, tager uventede drejninger i sæson to og er med til at gøre serien mere end bare middelgod.

Desværre er ingen af bipersonerne nær så fascinerende, og man savner især Peter Russo, der i første sæson udgjorde en moralsk modvægt til Underwood-parret. Med tiden bliver man immun over for al råddenskaben.

Det er et stadigt større problem, at Frank simpelthen mangler en værdig modstander. Den nyslåede vicepræsident besnakker sine konkurrenter med legende lethed, ikke mindst præsidenten, der er eftergivende som en elastik.

De få gange, Frank taber selvbeherskelsen og viser glimt af, hvad der foregår inde bag de udtryksløse øjne, er det en befrielse, særligt da han nødtvungent og med ulmende raseri må overrække en æresmedalje til marinesoldaten, som engang voldtog hans kone.

Anden sæson fortsætter bogstavelig talt, hvor den første slap. Frank har snoet sig frem til vicepræsidentposten, og hans stabschef Doug Stamper arbejder myreflittigt på at slette sporene fra første sæson, mens journalisttrioen Zoe Barnes, Lucas Goodwin og Janine Storsky graver i selv samme spor.

Et chokerende twist åbner sæsonens første afsnit med høj puls. Men midt på sæsonen taber plottet fart og nerve under en diplomatisk krise, der involverer Kina og lyssky pengestrømme. Lovende handlingstråde samler støv, og serien kommer til at mangle retning og menneskelig forankring, når det hele går op i spegede politiske rænker og sindrigt dobbeltspil.

Men heldigvis når sæsonen sikkert i mål med en potent klimaks i de sidste fire timer.

House of Cards er stadig rasende god underholdning i anden sæson, der byder på mindst lige så meget stil og spænding som den første. Den er bare ikke alt, man kunne have håbet på.

Land:
USA

År:
2014

Hovedforfatter:
Beau Willimon

Konceptuerende instruktør:
David Fincher

Medvirkende:
Kevin Spacey, Robin Wright, Michael Kelly, Michael Gill

Spilletid:
44-57 minutter per afsnit

Premiere:
14. februar 2014 på Netflix

© Filmmagasinet Ekko