Tv-anmeldelse
26. feb. 2015 | 17:41

House of Cards – sæson 3

Foto | David Giesbrecht
Koldkrigsstemningen er tilbage, når Lars Mikkelsen og Kevin Spacey støder hovederne sammen som verdens mest magtfulde statsoverhoveder fra Rusland og USA.

Udfordringerne vokser for Francis Underwood, der sidder på præsidentposten i den tredje og velskrevne ombæring af House of Cards. I rollen som Ruslands præsident ses en fremragende Lars Mikkelsen.

Af Daniel Pilgaard

”Du bliver nødt til at udvise lidt medmenneskelighed, når du er præsident,” siger Francis Underwood, mens han står på kirkegården og kigger ind i kameraet i den første scene i den længe ventede sæson 3 af House of Cards.

Herefter pisser han ud over sin fars gravsted.

Intet er blevet mindre helligt for vores hovedperson i de seks måneder, han nu har været USA’s præsident siden sidste afsnit af sæson 2.

Kevin Spaceys kyniske karakter efterlader da heller ingen tvivl herom, når han i scenen i kirkerummet diabolsk udbryder: ”Jeg forstår mig på det gamle testamentes Gud, der hersker gennem frygten.” Hvorefter han sender en velplaceret, blasfemisk snotter lige i hovedet på en figur af Kristus.

Ligesom Francis og hans kone Claire, der er blevet kongen og dronningen i det storpolitiske skakspil, bygger hovedforfatter Beau Willimon selv handlingen strategisk op. Det går måske lettere trægt i starten, hvor enkelte små karakterer som journalister og lignende kan ofres som dramaturgiske bønder, mens de vigtige brikker langsomt stilles i position til de afgørende slag.

Hvor Underwood i forrige sæson både slap af sted med mord og lige lovligt nemt kom til magten, har sæson 3 den fordel, at Underwood nu selv står for skud på Vestens mægtigste post, som så mange andre gerne vil erobre. Skiftet fra angriber til en forsvarsposition styrker seriens udvikling i de indenrigspolitiske intriger og dobbeltroller.

Valget venter atten måneder ude i den nære fremtid, men officielt ønsker Underwood ikke at stille op til valget, som han heller ikke har den demokratiske partibestyrelses opbakning til. Udspekuleret vil han derimod gøre en forskel, mens han er i embedet, og han iværksætter derfor en plan til 500 milliarder dollars, der skal garantere USA’s ti millioner arbejdsløse et job.

Men som bekendt er politik teater for pøblen, der har svært ved at gennemskue ægtheden – hvis den overhovedet findes på scenen. ”Som alle andre politikere kan jeg ikke modstå fristelsen til at komme med løfter, jeg ikke kan overholde,” siger Underwood, som den mest ærlige replik, der har været i serien.

Serien følger de foregående sæsoners æstetiske retning, hvor der anvendes split screen til at øge det dramatiske tempo, og sms’er dukker op i billedet, når der indbyrdes kommunikeres mellem karaktererne. Brugen af disse virkemidler fremstår dog en anelse mere nedtonet end, hvad vi er vant til.

Her er ingen former for mild action eller dødsfald. Willimons dramatiske pen er stærkere end sværdet, og spændingen ligger i de skarpe replikker, der befriende ikke bliver forløst i hverken råben eller skrigen (læser I med Danmarks Radio?), men i skuespillernes forbilledlige og rolige indlevelse i karaktererne. Om det så er Kevin Spaceys usympatiske Underwood eller bifigurerne såsom hans rådgiver, den suspekte Remy Denton, der bliver stærkt spillet af Mahershala Ali.

De udenrigspolitiske konklifter, hvor Claire Underwood primært er i spil som FN’s udsending, matcher ikke helt spændingen på den hjemlige front. Men set med danske briller er det en fornøjelse at opleve Lars Mikkelsen i rollen som den russiske præsident Victor Petrov.

Lars Mikkelsen har ganske vist ikke Putins brede fysik eller psykopatiske blik i øjnene, men med sit velkendte, lumske smil på læberne og tillagt russisk accent spiller den 50-årige dansker fremragende som Ruslands præsident. Og rollen skal nok være endnu et velfortjent skridt på karrierestigen for Lars Mikkelsen over there.

Kritikken er hård af det russiske imperium, og det er stærkt at se Netflix sende et statement, når rullesteksternes musik i tredje afsnit bliver erstattet med koncertoptagelser af det fængslede russiske punkband Pussy Riot.

Det er en aktuel midterfinger til det homofobiske Rusland, hvor kritiske røster af magthaverne enten fængsles eller helt forsvinder. Og igen er dialogen fremragende, når vi bliver mindet om, at seriens amerikanske og russiske præsident blot er to alen af samme stykke.

Som Frank Underwood siger til Victor Petrov: ”Du har ingen reel opposition og ved, hvordan valgene ender på forhånd. Jeg er misundelig!”

Titel:
House of Cards sæson 3

Land:
USA

År:
2015

Hovedforfatter:
Beau Willimon

Konceptuerende instruktør:
David Fincher

Medvirkende:
Kevin Spacey, Robin Wright, Lars Mikkelsen

Spilletid:
Tretten afsnit af cirka 55 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
27. februar 2015 på Netflix

© Filmmagasinet Ekko