The Human Scale

”Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop”

Det er svært ikke at ihukomme Inger Christensens kanoniserede digt fra 1969, når man ser Andreas M. Dalsgaards The Human Scale.

For spørgsmålet blæser tilsyneladende stadig i vinden: Hvordan bygger man egentlig en storby, der formår at tage hensyn til mennesker – med deres dertilhørende kroppe og hjerner og behov for socialt samvær og intimitet? Hvor livet ikke er gået i chok, og enhver passer sit. Hvor moderne mennesker ikke lever deres individuelle og fremmedgjorte liv i små lejligheder i triste ghettoer, hvor man ikke engang kender sin egen nabo, som en af filmens medvirkende, kineseren Jiangyan Wang, siger.

At følelsen af fremmedgjorthed er urbaniseringens ubehagelige bagside, kan næppe komme bag på nogen, der har levet i en by – eller blot læst litteratur skrevet efter slutningen af 1800-tallet. Men en ting, som The Human Scale i hvert fald fik mig til at undre mig over, var, at så få arkitekter og byplanlæggere tilsyneladende har taget denne storbyspleen alvorligt. Nærmest tværtimod har man – med den legendariske arkitekt Le Corbusier som en af de indlysende superskurke – lukket øjnene for, at mennesker er … mennesker.

Ghettoer, skyskrabere og motorveje er i årtier blevet skabt i Europa, i USA og nu også i høj grad i Kina, uden at man i væsentlig grad har interesseret sig for, hvad et normalt menneske dybest set går og drømmer om og har af personlige behov.

I dag har man så en situation, hvor halvdelen af verdens befolkning lever i storbyer, og den tendens ser ud til at stige til skræmmende 80 procent inden 2050. Skræmmende, fordi det er en udvikling, der indlysende nok giver voldsomme udfordringer for miljø, infrastruktur og boligforhold. Ja, der er nok af dystopiske scenarier at hive frem, eller som det hedder i filmen: De kolde og dystre storbyvisioner, vi kender fra sci-fi-film, er allerede virkelighed.

Filmen er skabt af Andreas M. Dalsgaard, som blandt andet står bag Afghan Muscles om en afghansk bodybuilder. Men ud over at være uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2009 er Dalsgaard også antropolog. Og det det er netop antropologens nysgerrige blik, der i filmen guider os rundt i storbyer som New York, Bejing og Melbourne.

Blikket glider hen over de kinesiske mænd, der spiser nudler på gaden, hen over de små børn, der leger på togskinnerne i Dhaka og iagttager de fortravlede mappedyr på en subway-station i New York, mens en voice-over-stemme retorisk spørger om den måde, vi bor på i byerne overhovedet inviterer til samvær. For filmens centrale spørgsmål er antropologisk: Hvordan bliver mennesket lykkeligt i byen? Og hvordan måler man det gode liv i byen?

Det har den danske arkitekt og pioner Jan Gehl forskellige bud på. I mere end 40 år har han interesseret sig for mennesker og deres livskvalitet i byens rum. Han har samlet data om menneskers færden ved for eksempel at stille sig op og iagttage og tælle, hvor mange mennesker der stod i solen eller i skyggen på en given plads. Det lyder utroligt, men denne form for dataindsamling havde man faktisk aldrig set før. Man havde talt biler, men ikke mennesker!

Et sjovt eksempel i filmen er Times Square i New York. Her var 90 procent af vejbanen afsat til biler, ti procent til mennesker. Da man for nylig gik i gang med at tælle mennesker, fandt man således ud af, at 90 procent af dem, som brugte pladsen, var fodgængere og kun ti procent biler. Med andre ord havde man hidtil haft held med at lade, som om forholdet var fuldstændig omvendt.

Gehl prioriterer menneskeligt nærvær, intimitet og fælles rum. Fælles rum med plads til interaktion, spontanitet og personlig udfoldelse, og vi ser for eksempel en sneboldkamp på Times Square og flirt hen over cafe-bordene i Melbourne. Det gående, cyklende menneske er at foretrække frem for det kørende menneske, forstår man.

Filmen er både nødvendig og vigtig, men man kan indimellem godt få en lidt ærgerlig smag i munden, når tingene bliver lidt for frelste eller tegnet lige lovlig sort-hvidt op. Har ham Jan Gehl altid ret, og er storbyen virkelig så Blade Runner-agtig uhyggelig, som de siger? Er mennesket virkelig altid så vild med åbne pladser? Er cyklisme og plads til barnevogne virkelig løsningen på enhver storbys problem? Svaret blæser i vinden.