Serieanmeldelse
23. feb. 2018 | 12:14

Idioten

Foto | Agapi Triantafillidis
I Idioten arbejder Thomas (Mohamed Ali Osman) i en børnehave, men hurtigt begynder kollegerne at mobbe ham, blandt andet ved at låse ham inde i legehuset og kalde ham for ”slavedreng”.

Livet i en børnehave bliver kampplads for en omgang grotesk voksenmobning. Mads Riisoms webserie er uforudsigelig og fuld af underholdende absurditeter.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Thomas er til jobsamtale i en børnehave, så selvfølgelig er han ikke bare 29 år, men præsenterer sig med ordene: ”Jeg hedder Thomas, og jeg er 29 og et halvt år, som man siger.”

Han afslutter med et akavet grin, og den kække børnehave-jargon virker åbenbart på børnehaven Solstrålens konstant brikjuice-drikkende leder Kirsten, for hun ansætter Thomas som pædagogmedhjælper.

Sådan starter Mads Riisoms anarkistiske webserie Idioten, der kan ses her på Ekkos hjemmeside. Her er instruktøren allerede repræsenteret med de to fine kortfilm om overgreb og mobning: Debut og Piv, hvor begge films hovedrolleindehaver blev nomineret til Ekko Shortlist Awards (Elliott Crosset Hove endte med at vinde prisen i 2015).

Idioten er blevet til i en nedlagt institution og er produceret for næsten ingen penge. Til gengæld fornemmer man skabertrangen og en god del passion for projektet, og det smitter flere steder positivt af på seriens seks afsnit.

Fortællingen om Thomas og hans pædagogkolleger udspiller sig udelukkende i børnehaven på Østerbro, så æstetikken er præget af flyverdragter, hvide institutionskopper og farverige legesager. Kun i et afsnit bevæger serien sig ud af børnehaven og ind i Thomas’ lejlighed, da han presses til at invitere sine nye kolleger til fødselsdagsfest – i øvrigt seriens mest underholdende afsnit.

Idioten kredser tematisk og komisk om voksenmobning.

Fra starten af serien er Thomas – herligt skævt spillet af Mohamed Ali Osman – en spøjs og ubestemmelig karakter. Han er på samme tid akavet og naturlig, moden og barnlig. Han er fantastisk til at lege med børnehavens børn og bliver hurtigt ”den mest populære pædagogmedhjælper i nyere tid”, som lederen formulerer det.

Men til en udklædningsfest kommer Thomas hurtigt til at dumme sig over for sine nye kolleger.

Derfor udvikler Idioten og Thomas’ liv i Solstrålen sig hurtigt til en grotesk psykologisk og verbal guerillakrig, der står i sært underholdende kontrast til børnehavens ellers trygge og tilforladelige rammer.

På skift ser kollegerne – især Sofie (Miri Ann Beuschel) og Karl (Ole Boisen) – sig sure på Thomas, der snart ikke ved, hvem han kan betro sig til eller stole på. Først virker børnehavens skaldede kok Benny (Anders Budde Christensen) som en voldelig småkriminel, men pludselig trøster han Thomas og bliver hans fortrolige.

I en af seriens mest veloplagte scener udlægger Benny børnehavens ansatte som en flok vanvittige personager. Og efterhånden som Idioten skrider frem, må man konstant revurdere sine forventninger. For måske er Thomas slet ikke den mærkeligste, men derimod den mest menneskelige i en samling småsociopater. Selv lederen Kirsten (Tina Gylling Mortensen) viser sig at være komplet forskruet.

”Der er vævefejl i kysen. Kirsten har været på den lukkede. Det ved jeg,” som Benny fortæller og tilføjer en replik, der viser, hvordan Mads Riisoms serie konstant overrasker og bryder med forventningerne: ”Eller … det vil jeg i hvert fald gætte på.”

Faktisk er Idioten allerbedst, når den skejer mest ud og dyrker sin absurde humor og uforudsigelige persongalleri.

Selve voksenmobningen og de konkrete drillerier er egentlig ikke synderligt vellykkede, men det er i selve uforudsigeligheden og det underlige, at serien fungerer. Det betyder dog også, at noget af realismen må vige til fordel for komikken.

Flere steder balancerer seriens karakterer mellem det originale og klichéfulde. Riisom spiller på den velkendte politisk korrekte hippiepædagog, som i seriens univers er ekspert i psykisk terror – en balancegang, der ikke altid lykkes.

Selv om Idioten bogstavelig talt er lavet for ingen penge, er den visuelt en fornøjelse, men lydsiden svinger noget i niveau.

Det er en imponerende bedrift af Mads Riisom, som i realiteten har lavet en spillefilmlang serie på knofedt og goodwill. Han slår en tyk streg under sit talent som en instruktør, der med originalitet og kreativt gåpåmod kan skabe en både underholdende og udfordrende oplevelse.

Idioten er sjov, fordi den opstiller et gennemført grotesk univers, hvor komikken trives.

Trailer: Idioten

Titel:
Idioten

Land:
Danmark

År:
2018

Instruktør:
Mads Riisom

Manuskript:
Mads Riisom

Medvirkende:
Mohamed Ali Osman, Miri Ann Beuschel, Tina Gylling Mortensen, Ole Boisen, Patricia Schumann

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
15. februar 2018. Vises eksklusivt på Ekkos hjemmeside

© Filmmagasinet Ekko