Biografanmeldelse
10. feb. 2015 | 19:54

Inherent Vice

Foto | Wilson Webb
Efter hovedrollen i The Master fortsætter Joaquin Phoenix samarbejdet med Paul Thomas Anderson i Inherent Vice, hvor han spiller den konsekvent stenede detektiv Larry ”Doc” Sportello over for blandt andre Benicio Del Toro.

Paul Thomas Anderson har lavet en moderat fed filmatisering af en meget filmvenlig roman frem for at udfordre sig selv og filmsproget ved at kaste sig ud i en ”umulig” filmatisering, der kunne været blevet mesterlig.

Af Lars Bukdahl

Jeg var aldrig mindre end glimrende underholdt, mens jeg så Paul Thomas Andersons filmatisering af Thomas Pynchons 2009-roman Inherent Vice, og nu og da frydede og morede jeg mig betydeligt.

Jeg var sikkert nået frem til at være moderat begejstret og tildele filmen fem stjerner, hvis jeg ikke samtidig havde været i gang med at læse Pynchons roman med absolut umoderat begejstring.

Under filmen var jeg ved at løbe tør for blæk, og jeg ridsede i papiret for at frembringe noget tydbar skrift i biografens mørke. Her bagefter ser det ud, som om jeg har forsøgt at rapportere i real time fra et enten virkelig godt eller virkelig dårligt LSD-­trip.

Og gid jeg var, men helt grundlæggende er Andersons film mere stenet, end den er syret, mere zigzaggende end psykedelisk, mere hypnotiseret end hypnotiserende.

Og hvis den så virkelig turde være en grande stoner-­komedie som Coen­-brødrenes mægtige The Big Lebowski eller Gregg Arakis oversete, lille perle Smiley Face, men den ambition er Anderson alligevel for auteur­seriøs til at nøjes med.

Ergo bliver resultatet med sine 148 minutter noget, der ligner et decideret stoner-­epos om undergravningen af såvel den amerikanske som den californiske drøm.

I Pynchons roman forsøger hovedpersonen, privatdetektiven Larry ”Doc” Sportello (i filmen spillet af den proft og konsekvent stenede Joaquin Phoenix) at finde sin forsvundne ekskæreste Shasta plus opklare og vikle sig ud af diverse andre mysterier og forviklinger.

Indimellem sine serielle konfrontationer med spøjse og farlige personager hallucinerer Doc løs som det naturligste i verden – som en art drømmebearbejdning af det labyrintiske plot. Han er konstant på stoffer og altid høj af selve atmosfæren i Los Angeles anno 1970.

De hallucinationer er ikke med i Andersons film. I stedet får vi en række overbevisende søde flashbacks fra Docs romance med Shasta, og et flashback er nu engang ikke det samme som en hallucination. Jævnfør den flashback-løse The Big Lebowski, der midt i sin langt mere letfodede stenethed indeholder én kosteligt udsyret bowling­hallucination.

Film kan selvfølgelig også blive for massive og dermed bare trættende hallucinatoriske, som Terry Gilliams Hunter S. Thompson­filmatisering Fear and Loathing in Las Vegas.

Som antydet er der også alskens fedhed at beundre, fra kuriøse kostumer (med god grund Oscar-­nominerede) over fint koncentrerede skuespilpræstationer (Reese Witherspoon som Docs uptight statsadvokat­kæreste, Martin Short som manisk tandlæge) til det viljefast stilige look, hvor alting er enten lidt for lyst eller lidt for dunkelt, som om kameraet enten tortureres af solen eller skjuler sig for den.

Men jeg vil som det utaknemlige skarn, jeg er, hellere have overgiven, sprudlende fedhed end omhyggelig, solid fedhed.

Når nu Pynchons roman faktisk opleves som absolut overgivent, sprudlende fed, hvorfor gør Andersons filmatisering det så ikke? Fordi det er en filmatisering, og fordi det er en filmatisering skrevet og instrueret af en beundrer.

I et interview med The Guardian siger Anderson:

”Jeg er en gigantisk Pynchon­-fan. Og i lang tid dansede jeg rundt i mit hoved med planer om at filmatisere (de helt anderledes monstrøse romaner) Vineland eller Mason & Dixon. Men det ville have været umulige opgaver. Inherent Vice var mulig at lave.”

En auteur skal jo ikke vælge de romaner, der er mulige at filmatisere, han eller hun skal vælge dem, der er umulige at filmatisere, fordi så er han og hun pinedød tvunget til at finde på en original måde at praktisere umuligheden på, og den måde kan jo kun hittes på af ens eget, auteur­istiske selv.

Hvad er et godt eksempel? Michael Winterbottoms filmatisering af Laurence Sternes komplet digressive 1700-­tals­roman Tristram Shandy er en meta­reality-­komedie om umuligheden af at filmatisere Tristram Shandy.

Fordi Inherent Vice har en tilnærmelsesvis overskuelig handling, kan Anderson nøjes med loyalt at forkorte (cirka halvdelen af romanen og bipersonerne ryger ud – plus alle hallucinationerne) og rammesætte alle de skønne og mærkelige ord.

Anderson er klart nok dybt forelsket i Pynchons blomstrende sprog, men omhyggeligt overført til voice over og persondialog virker det sprog pludselig visnet og stivnet og fladtrykt som i et herbarium. At præsentere det forhold som kritik er skrækkeligt for en litterat som mig, men en film skal nu engang ikke hylde sit romanforlæg, den skal forråde det.

Personernes navne er mere vitalt excentriske end personernes nok så kompetente levendegørelse på lærredet: Bigfoot Bjornsen, Sauncho Smilax, Rudy Blatnoyd, Hope Harlingen.

Men sproget er jo heller ikke der, hvor Anderson og Pynchon som auteur og author mest ligner hinanden. Det er snarere i den myldrende og allegoriske storform, der ved siden af at krible og krable af liv helst også skal være et sindbillede på en epoke, et land og hele forbandede kosmos. Dette positive storhedsvanvid tog for alvor fart i Andersons pornomiljø-­krønike Boogie Nights og kulminerede tidligt og nærmest overmodent i fletfortællingen Magnolia.

Inherent Vice behandler bogens elementer pligtskyldigt, pensumagtigt, fordi det er meningsløst for en Anderson at lave en film for at udtrykke noget Pynchon’sk. Den rigtige opgave ville være at lade sig inspirere af en Pynchon til at udtrykke noget Anderson’sk.

Nu forstår jeg også, hvad der for mig manglede i Andersons forrige to insisterende ambitiøse og episke film, There Will Be Blood og The Master – de var for lidt Pynchon’ske, for lidt viltre og mærkelige i deres monstrøsitet, til at blive for alvor Anderson’ske.

Trailer: Inherent Vice

Titel:
Inherent Vice

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
Paul Thomas Anderson

Manuskript:
Paul Thomas Anderson

Medvirkende:
Joaquin Phoenix, Josh Brolin, Owen Wilson, Reese Witherspoon, Martin Short

Spilletid:
148 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
12. februar 2015

© Filmmagasinet Ekko