Biografanmeldelse
18. dec. 2016 | 19:30

Jeg, Daniel Blake

Foto | Joss Barratt
Den tidligere tømrer Daniel (Dave Johns) finder ny mening i sin arbejdsløse tilværelse, da han begynder at hjælpe Katie (Hayley Squires), en enlig mor til to.

Ken Loach spidder det britiske socialvæsen med et lavmælt og stærkt bevægende mesterværk om en arbejdsløs tømrer og hans forhold til en yngre alenemor.

Af Morten Piil

Ken Loach’ nye lavmælte mesterværk rummer den mest bevægende filmscene, jeg har set i årevis. Uden store fagter og uden underlægningsmusik.

Katie, en yngre arbejdsløs og enlig mor med to mindre børn, er flyttet fra dyre London til en anvist lejlighed i Newcastle. Her kender hun ingen, før hun bliver venner med den cirka 30 år ældre tømrer Daniel, som har måttet skippe sit arbejde på grund af hjerteproblemer.

Daniel ledsager Katie til en såkaldt food bank, hvor en kø af fattige kan hente gratisvarer, stillet til rådighed af private velgørere.

Katie får venlig vejledning af madkøkkenets filantropiske personale, men da hun står med en dåse frugt, overmandes hun af sult og fortvivlelse, river dåsen op og bryder grædende sammen.

Vi ved fra en tidligere scene, at Katie nøjes med at spise frugt for til gengæld at kunne give børnene en ordentlig kost. Nu, hvor hun mødes med venlighed, men alligevel fornemmer det nedværdigende ved at modtage fattighjælp, overvældes hun pludselig af det håbløse i sin situation og bliver hjælpeløs.

Når scenen virker så stærkt, skyldes det ikke mindst, at der ikke lægges op til den efter dramaturgiens koldt udspekulerede regler.

Katies sammenbrud kommer pludseligt og uventet, som den slags ofte gør i det ”virkelige” liv, men er forberedt af alt, vi tidligere har fået at vide om hende.

Ken Loach er en mester til at skære ind til benet følelsesmæssigt uden at hæve stemmen. Som for eksempel, da den temperamentsfulde Daniel, filmens hovedperson, en enkelt gang lader sig rive med af sin desperation og debuterer som graffiti-maler – han vender vreden udad, efter så længe at have bidt den i sig i konfrontation med de regelbundne sociale myndigheder.

Standup-komikeren Dave Johns spiller Daniel med humoren plirrende i det opvakte blik, han er kvik i pæren og overmåde dygtig med hænderne til alt andet end computerbetjening. Alt sammen til ingen nytte, da han erklæres uarbejdsdygtig af lægerne og må i clinch med systemet for at få sygedagpenge.

Nu indvikles han i, hvad han selv kalder en ”monumental farce”. For ikke at blive slået tilbage til nul eller det, der er værre, bliver han nødt til at søge et arbejde, han ikke må udføre. Han kunne også have sammenlignet sig med Kafkas Josef K fra Processen, men Daniel bygger hellere en bogreol til Katie end selv at læse bøger.

Han er en mand med et selvfølgeligt og berettiget selvværd, og han er kastet ud i et hverdagsmareridt, der angriber selvrespekten på utallige, snigende måder.

Men uden for det sociale systems rammer opstår der en instinktiv solidaritet mellem personer i social nød – og den solidaritet bliver et af filmens gennemgående temaer. En hjælpsomhed i skarp kontrast til et skemalåst støttesystem, som i virkeligheden synes politiker-designet til at udskille klienterne.

Cannes-festivalens Guldpalme til Jeg, Daniel Blake er blevet hånet for at være æstetisk konservativ.

Men den gik til en film, der i mange henseender er dristig. Som Vittorio De Sicas neorealistiske klassiker Umberto D (1952) sætter Loach’ film fokus på noget så gennemført uglamourøst som en ældre enkemands sociale problemer. Vel at mærke uden sentimentaliserende dramatik og holdt i et afklaret, funktionelt billedsprog i hverdagsgrå toner.

Med både humor og skarpsyn taler Daniels historie for sig selv frem til slutningens smukt tilbageholdte patos. Vi får alle detaljerne med i rækken af Daniels ydmygelser, for kun på den måde kan vi virkelig selv føle dem på kroppen.

I Jeg, Daniel Blake arbejder Loach æstetisk mindst lige så suverænt, som når en Paolo Sorrentino svinger Fellini-penslen – men med en ukunstlet, proletarisk snusfornuftig enkelhed. Loach’ kunst er at skjule kunsten, så mennesket sættes i centrum. 

Den kunst går forhåbentlig aldrig helt af mode.

Trailer: Jeg, Daniel Blake

Titel:
Jeg, Daniel Blake

Originaltitel:
I, Daniel Blake

Land:
England, Frankrig, Belgien

År:
2016

Instruktør:
Ken Loach

Manuskript:
Paul Laverty

Medvirkende:
Dave Johns, Hayley Squires, Sharon Percy, Dylan McKiernan, Briana Shann

Spilletid:
100 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
22. december

© Filmmagasinet Ekko