Biografanmeldelse
08. mar. 2017 | 19:42

Kong: Skull Island

Foto | Sam Urdank
Kong: Skull Island ligner en blanding af Peter Jacksons King Kong og Francis Coppolas Dommedag nu.

Med gennemførte monsterdesigns og eventyrlig 70’er-stemning er Kong: Skull Island en af de bedste King Kong-film til dato.

Af Jens Steinicke Kjær

Verdens største abe er blevet vist på film så mange gange, at man ærlig talt ikke forventer de store overraskelser, når 3D-brillerne sidder på næsen, og Jordan Vogt-Roberts’ Kong: Skull Island går i gang.

Men så falder en amerikansk pilot ned fra himlen under Anden Verdenskrig og lander på en smuk strand, hvor en af hans japanske fjender desværre også er styrtet ned.

De jager hinanden gennem en frodig jungle, og da japaneren næsten stikker et sværd i halsen på amerikaneren, dukker selveste Kong op og stopper legen.

Scenen er tempofyldt, skarpt klippet og kreativt filmet, og den fungerer som den helt rigtige introduktion til en historie, som ellers først starter flere årtier senere i 1973.

Her har William Randa (John Goodman) fået fat i nogle satellitbilleder af en ukendt ø i Stillehavet. Han er ivrig efter at være den første, som udforsker stedet, og han får lokket den amerikanske regering til at finansiere en militær ekspedition til øen.

For tænk, hvis russerne finder den først!

70’er-settingen er en god idé, fordi man bruger farverige kostumer og et velskåret soundtrack til at danne en original ramme om den ellers klassiske historie.

Peter Jackson brugte det samme kneb ved at lade sin version, King Kong, foregå i 1930’erne.

Her var det et filmhold, som skulle filme Skull Island, men denne gangen er gruppen mere militant og ledes af den britiske Special Air Service-kaptajn James Conrad (Tom Hiddleston).

Pionererne ankommer til øen i en stor klynge af kamphelikoptere til tonerne af Black Sabbaths Paranoid, og scenens eventyrlighed hamler næsten op med ankomsten til øen i Jurassic Park.

Mest fordi helikoptersværmen med det samme flyver direkte ind i den største version af Kong nogensinde. Kong kravler ikke på højhuse, men er på størrelse med ét!

Monsterets design er et vigtigt element i en monsterfilm, og Kongs store og oprejste udseende leder tankerne mere over på abegud end abemonster. Det er snedigt, for på den måde forklarer designet i sig selv en stor del af historien.

Filmen foregår i det samme univers som Godzilla fra 2014, og selv om Kong i starten smadrer de fleste af kamphelikopterne, er han ligesom kæmpeøglen ikke fjenden.

Skull Island er nemlig fyldt med flere overbevisende og fantasifulde CGI-bæster og byder på alt fra gigantiske myrer til de imponerende kæmpekrybdyr Skull Crawlers, der gennem filmen får tyndet godt ud i menneskegruppen.

Kong er den sidste af sin art og fremstår mere intelligent end i de forrige versioner. Sympatien for aben har således aldrig været større, og for første gang tænker man over, hvor forfærdelig ensomt det egentlig må være at være ham.

Det er underholdende og tankevækkende, at filmens største monster faktisk er menneskegruppens oberst Packard, som spilles med tilpas sindssyge af Samuel L. Jackson.

Brie Larson spiller gruppens fotograf, som med et venligt håndklap vinder Kongs sympati. Det lyder corny, men egentlig virker det logisk nok, at en ensom og intelligent abe godt kan holde af en smuk kvinde.

En kærlighedshistorie bliver filmen dog aldrig. Til gengæld har den en humor, som John C. Reilly står for. Han stjæler alle sine scener som den strandede pilot Hank Marlow, der har boet på øen i flere årtier. Det har lært ham, at Kong er god nok, og at øl og hotdogs er det smukkeste i verden.

Kong: Skull Island er med sin overbevisende action-CGI, gennemførte monsterdesigns og eventyrlig 70’er-stemning en af de bedste King Kong-film til dato.

Trailer: Kong: Skull Island

Kommentarer

Titel:
Kong: Skull Island

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Jordan Vogt-Roberts

Manuskript:
Dan Gilroy, Max Borenstein

Medvirkende:
Tom Hiddleston, Samuel L. Jackson, Brie Larson, John C. Reilly

Spilletid:
118 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
9. marts

© Filmmagasinet Ekko