Biografanmeldelse
01. maj 2013 | 20:00

Kriger

Foto | Alexander Janetzko
Tyveårige Marisa bliver udstødt af sine nazivenner, da hun hjælper en ung, afghansk flygtning.

Medrivende tysk svar på American History X fortæller historien om to unge piger, der kommer på afveje i et nynazistisk bandemiljø.

Af Ida Rud

Kriger er den seneste i en stærk række af nye tyske film, der forholder sig til landets voldsomme historie. Mens Der Untergang og De andres liv så tilbage på henholdsvis de sidste dage af Anden Verdenskrig og Stasi-overvågningen under kommunismens jerntæppe, foregår Kriger i nutiden. Men den handler om nynazister – Tyskland faux pas-emne nummer ét.

Vi følger Marisa på tyve, der er kæreste med lederen af en nazist-gruppe, som holder til i en søvnig provinsby – og femtenårige Svenja, en dygtig skolepige, der døjer med en striks stedfar. Hendes første rebelske handling er rygning i smug, men hun kigger snart efter nye grænser at bryde.

Nazi-miljøet tilføjer en ekstra og ekstrem grad af alvor til David Wnendts coming of age-drama. Hvordan finder man sig selv i en røvsyg forstad? Marisa – iklædt en t-shirt med ”nazibrud” påtrykt – og de andre skinheads turer rundt i togkupeer og forulemper uskyldige. Værst går det ud over en flok unge asiater, der får spark og spyt.

Volden filmes på mobiltelefon, og der skiftes lettere malplaceret synsvinkel til mobilens grynede point-of-view. Filmens billedside er ellers meget neutral, ligesom omgivelserne er det – der er ingen stedbetegnelser, og vi kunne være hvor som helst i den nordlige del af Europa. Kun de falmede kommunistiske vægmalerier i en nedlagt bygning vidner om, at vi befinder os i det tidligere DDR.

Måske er det togvolden, der får Marisas skaldepandekæreste smidt i fængsel. Uanset hvad fyrer hans tremmeophold godt op under hendes generelle had, og det får to unge, afghanske brødre at føle.

De gør den fejl at tage en svalende dukkert på byens strand, hvor alle slags borgere holder til – også nazisterne, der døddrukne fører sig frem. De pisser på drengenes tøj og jager dem væk fra stranden, hvilket får den yngste, Rasul, til i afmagt at sparke sidespejlet af en bil.

Det viser sig at være Marisas røde Volkswagen, så til nazipunk-hylet Holocaust reloaded kører hun direkte ind i de knallertkørende brødre – og ser sig ikke tilbage.

Marisa spilles af Alina Levshin, som i sin første spillefilmhovedrolle brænder sig fast på nethinden. Hendes tvetydige ekstase, da hun kører ind i de afghanske drenge, er dybt betagende og frygtindgydende.

Da hun ser den skrammede, ensomme Rasul i supermarkedet, fyldes hun med tvivl: Har hun rent faktisk slået hans storebror ihjel? Derpå opstår en slags venskab, hvor Marisa tager ansvar for flygtningen Rasul.

Filmen viser med stor tyngde, hvordan Hitlers synspunkter stadig trives i større og mindre tyske byer, selvom de fleste tyskere er opsatte på at lægge afstand til nazismen. Det mest skræmmende i filmen er den passivitet, der kendetegner byens borgere. Ingen griber ind over for den meningsløse vold, og man efterlades med en ubehagelig følelse af, at nogle faktisk billiger fremmedhadet. Det er en modig skildring af David Wnendt, der selv har skrevet manuskript til filmen. Måske tys-tys-mentaliteten over for nazismen ikke har virket efter hensigten? Måske ulmer hadet stadig dybt nede?

Kriger er beslægtet med nynazist-filmene Romper Stomper og The Believer, men skiller sig ud ved sin kvindelige synsvinkel, der dog godt kunne være dyrket mere. Nazi-miljøet er ikke overraskende ekstremt mandschauvinistisk – pigerne forulempes verbalt og fysisk – så hvorfor lader de sig overhovedet fascinere så ukritisk?

Selve historien har meget til fælles med American History X, som også viste, hvordan unge mennesker bliver draget ind i det dødsensfarlige miljø, som det er svært at komme ud af igen.

Krigers pendant om medløberi, hjernevask, erkendelse og fortrydelse er altså ikke specielt original. Men den er flot udført og så medrivende fortalt, at man efterlades med et brændende ønske om, nazismen snart kun er at finde i historiebøgerne.

Trailer: Kriger


Land:
Tyskland

År:
2011

Originaltitel:
Kriegerin

Instruktør:
David Wnendt

Manuskript:
David Wnendt

Medvirkende:
Alina Levshin, Jella Haase, Sayed Ahmed, Wasil Mrowat

Spilletid:
100 min.

Premiere:
2. maj

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

© Filmmagasinet Ekko