Kunstanmeldelse
17. nov. 2017 | 14:27 - Opdateret 17. nov. 2017 | 16:10

Lars von Trier – det gode med det onde

Foto | Christian Geisnæs
Lars von Trier instruerer Charlotte Gainsbourg og Stellan Skarsgård i en af de rolige scener af instruktørens grænseoverskridende storværk om kvindelig seksualitet, Nymphomaniac.

Kunstudstilling viser Lars von Trier som eksistentialismens helt store mester med rekvisitter, storladne filmsekvenser og kuriøse detaljer.

Af Anders Højberg Kamp

Lars von Trier er mesteren af livets store spørgsmål. Det er ham, der river dig rundt i dit inderste følelsesregister. Lars von Triers film rammer hårdere i hjertekulen, end Jamie Bell smækker Charlotte Gainsbourgs bare baller i Nymphomaniac.

Bare tag udstillingens åbningsrum. Flere fladskærme hænger fra loftet og viser en dybt eksistentiel sekvens fra Melancholia. Jorden er ved at gå under, dommedag og spørgsmålet om liv og død forestår.

Rummet er første åndedrag til en kronologisk museumsfortælling fuld af detaljer over Lars von Triers forunderlige liv og virke som kunstner. Her er kontroversielle avisartikler, nedskrevne konfrontationsbreve, de obligatoriske filmmanuskripter, et nøgent barn, en kusse og en ødelagt Cannes-statuette.

En excentriker, kort sagt.

Det begynder i gamle dage, mere jordnært end en asteroide og dog i de højere kunstneriske luftlag. Med Europa-trilogien.

Ni gammeldags drejetelefoner. Tag dem op til øret, og du kan høre, hvad der bliver sagt på togrejsen på storskærmen. Det er Europa, som vises. Den tredje film i serien. Andre fladskærme viser voldsomme sekvenser. Der er skrig og drukneulykker i høretelefonerne.

Det ligner noget fra den østeuropæiske filmscene i 1980’erne, og vi får da også at vide, at Andrej Tarkovskij er en af Triers store forbilleder. Af andre kan nævnes Antonioni, Anders And (han findes i alle von Triers film, ifølge filminstruktøren selv) og lidt for klichépræget og tidstypisk David Bowie, som har en LP med på udstillingen.

Mest tid vil nørder bruge på gangen med en lang tavle af kronologiske nedslag i Lars von Triers liv og karriere på den ene side og avisklip, breve og noter på den anden side.

Som ung skriver Trier noveller, laver kortfilm og spiller skuespil. Han bliver sågar fotograferet til en avis som kunstmaler. Han er også pigtrådsmusiker. Han sender en roman til flere forlag. Får afslag, men giver på arrogant vis forlagene skyld. Det er vel ikke ham, der er dårlig til at skrive?

Om sine evner som instruktør ryster Trier heller ikke på hånden: ”Der har været to danske instruktører, Carl Th. Dreyer og mig.”

Så er der filminstruktørens reklamefilm, politiske statement mod statsminister Anders Fogh Rasmussen, dogme-manifestet, den ødelagte Cannes-statuette, hans første Cannes-skandale og andre excentriske anekdoter.

Dem skal vi ikke afsløre her, og det er næsten udstillingens største styrke, at den på så enkel og underholdende vis får sat filminstruktøren i scene.

Peter Aalbæk Jensen og Zentropa spiller også en rolle, som giver filmproducenten kunstnerisk oprejsning i en moralsk svær tid. Er han gal, genial eller begge dele? Det er spørgsmålet, og det samme gælder for Lars von Trier.

De kommende gange og rum byder på rekvisitter som en kusse fra Antichrist, et nøgent barn fra Riget og sofaen, hvor Gainsbourg bliver spanket. Blandet med fladskærme og oplysende tavleanalyser.

”Triers film er fulde af humanister og idealister, kvinder som mænd, som på den hårde måde må sande, at verden ikke har plads til dem ... Triers trang til at dyrke mørke sider af livet giver rig mulighed for at skildre menneskelig adfærd,” lyder det.

Heldigvis er der lavpraktiske rekvisitter som et skur, Zentropas såkaldte Confessionbox, hvor man kan optage en videosekvens med sig selv – sig hvad du vil! Skuret blev brugt under optagelserne til Dogville, hvor Nicole Kidman slog prutter med Stellan Skarsgård, står der på et skilt. En sjov detalje midt i alvoren med dramatiske filmklip på fladskærme og rekvisitter, der genskaber ubehagelige minder fra filmene, mens Wagners storladne musik suser gennem ørerne.

Ubehag og de store følelser er netop udstillingens røde tråd, der giver beskueren opfattelsen af, at vi står med en af tidens største kunstnere. Hvad vi måske også gør, uagtet om man er til hans filmstil eller ej.

Desværre mangler det store, melodramatiske klimaks.

I sidste rum er der atter fladskærme med filmsekvenser som i begyndelsen. Efter at være blevet suget ind i kunstens kosmos havde et brag af en afslutning – et inferno af lys, lyd og billeder – været prikken over i’et.

Titel:
Lars von Trier – det gode med det onde

Sted:
Museet Brandts i Odense

År:
2017

Kurator:
Liberty Paterson

Kunstner:
Lars von Trier

Bog:
Lars von Trier – det gode med det onde ledsager udstillingen og distribueres af Strandberg Publishing.

Periode:
10. november – 29. juli 2018

© Filmmagasinet Ekko