Tv-anmeldelse
15. feb. 2016 | 14:48

Mad Dogs

Foto | Francisco Román
Fyldt med glade forventninger ankommer fire ungdomsvenner til det tropiske paradis Belize for at besøge deres rige kammerat, men turen udvikler sig hurtigt til et mareridt.

Fjollet humor går hånd i hånd med blodigt alvor i Mad Dogs, der følger en gruppe midaldrende venner på katastrofalt afveje i den mellemamerikanske jungle.

Af Nicki Bruun

Den mandlige midtvejskrise har ageret baggrundstæppe for nogle af tv-historiens bedste serier.

Med forskellige ben i den kriminelle underverden undersøger The Sopranos og Breaking Bad, hvordan den moderne mand forholder sig til en forandret verden og et liv, han ikke kan kontrollere. 

Sådanne højtravende ambitioner har Mad Dogs ikke. Her er mændene ganske vist midaldrende eksemplarer med forskellige slags kriser, men serien tilfører fjollehumor til den eksistentielle problematik, hvilket giver en underholdende og indimellem noget skizofren serie.

De fire ungdomsvenner Joel (Ben Chaplin), Lex (Michael Imperioli), Gus (Romany Malco) og Cobi (Steve Zahn) rejser til det mellemamerikanske ferie- og skatteparadis Belize, hvor gruppens rige femtemand Milo (Billy Zane) som pensionist har slået sig ned i en luksusvilla.

Hver især har de karaktertræk, der adskiller dem fra hinanden, men som også gør dem lovligt stereotype. Joel er den eftertænksomme akademiker, Lex den sympatiske everyman, Gus den hårdtarbejdende familiefar og Cobi den fest- og dameglade dummernik.

En mindre ambitiøs serie havde holdt sine karakterer fanget i disse kasser, hvor en intens gruppedynamik nemt kan opstå, men Mad Dogs vil heldigvis gerne grave dybere. Første afsnit stiller brikkerne op og afslører, at forholdet vennerne imellem ikke er så idyllisk, som det først tager sig ud.

Milo henviser lidt for tydeligt til, at der ikke er naboer i miles omkreds, og at huset går til vennerne, hvis der skulle ske ham noget. Dermed er der lagt i ovnen til, at der vil ske noget dramatisk, og det gør der da også, når en lille mand iført kattemaske kommer til huset med en skarpladt pistol. 

Det lyder forhåbentlig både skræmmende og en smule sjovt, for det er netop den stemning, Mad Dogs forsøger at frembringe.

Selv om dødstallet hurtigt begynder at stige, er der hele tiden plads til vittige indfald. En af de bedste kommer i andet afsnits åbning, hvor mændene spæner paniske gennem junglen, indtil de pludselig stopper op og spørger hinanden: ”Hvorfor fanden løber vi egentlig?”

Imens sørger dynamiske flashbacks og plottwists for, at man konstant overraskes. Til tider ved vi mere end karaktererne, men hele tiden med bevidstheden om, at der er meget baggrundshistorie i flokken, vi ikke kender til.

At serien er produceret til streaming af Amazon, betyder, at et afsnit kan vare en lille time, mens det næste kun er 40 minutter. Derfor er der ikke noget overflødigt fyld til en tv-sendeflade, og der veksles underholdende mellem højspændt action og vittig dialog.

Denne præcision kan skyldes, at serieskaber Cris Cole allerede har lavet Mad Dogs engang før, nemlig som en engelsk serie fra 2011.

Derfor kan man sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af en amerikansk version. Det opvejes dog af den gode kemi mellem de fire hovedroller. Ben Chaplin spiller den rige ven i den engelske version, men glimrer her som Joel, der intelligensen til trods hurtigt griber til våben. Samtidig stikker det i hjertet, når han siger, at han ikke ved, om hans børn tror på, at han elsker dem. 

Dertil spædes der op med skarpe birolle-præstationer. Særligt Allison Tolman (Fargo) skiller sig ud i femte afsnit, som den uudgrundelige diplomat Rochelle, der sætter drengerøvsgruppen stolen for døren.

Udfordringerne de møder fra deres forskellige modstandere, tvinger dem til hele tiden at vise nye sider af sig selv, så man seks afsnit inde stadig ikke er sikker på, hvor man har sine hovedpersoner. Det holder en flamme under spændingen. Man har slet og ret lyst til at se, om de slipper ud af junglen – og om de har faktisk har fortjent at gøre det!

Trailer: Mad Dogs

Kommentarer

Titel:
Mad Dogs

Land:
USA

År:
2015

Serieskaber:
Cris Cole

Medvirkende:
Michael Imperioli, Ben Chaplin, Romany Malco, Steve Zahn, Billy Zane, Rachael Holmes, María Botto, Allison Tolman

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 55 min. 

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
12. februar 2016 på Viaplay

© Filmmagasinet Ekko