Serieanmeldelse
19. juni 2018 | 12:23

Malurt

Foto | Nicole Rivelli
Peter Sarsgaard spiller i rekonstruktioner videnskabsmanden Frank Olson, hvis død i 1953 bliver undersøgt i dokumentarserien Malurt.

Errol Morris – kendt for mesterværket The Thin Blue Line – har skabt en diabolsk forførende dokumentarserie om en mordgåde fra koldkrigens USA.

Af Lars Movin

Med hybrid-dokumentaren The Thin Blue Line fra 1988 introducerede Errol Morris den særlige blanding
 af intense interviews og spekulative iscenesættelser, som siden har sikret ham international hæder.

Samtidig skabte han en milepæl inden for true crime-genren, som i de senere år har smittet af på miniserier som The Jinx og Making a Murderer.

Nu er Morris så tilbage på true crime-sporet med Netflix-serien Malurt, der som en elegant tilrettelagt symfoni af informationer og sanseindtryk opruller historien om biokemikeren Frank Olson.

I 1953 døde han af et fald fra trettende etage på et New York-hotel efter at være blevet viklet ind i det infame spind af tophemmelige tråde mellem CIA og det amerikanske militær, som var vokset frem i periodens højspændte koldkrigsatmosfære.

Men i modsætning til The Thin Blue Line, hvor det rent faktisk lykkedes for Morris at blotlægge et justitsmord og få den dødsdømte Randall Adams frikendt, er der ingen forløsende udgang i Malurt.

Frank Olson er og bliver død, og tilbage 
står blot en kulsort skamstøtte over de kræfter i det amerikanske samfund, som i efterkrigstiden lod paranoia og had til alt, der blev opfattet som trusler mod den herskende orden, vinde over menneskelige hensyn og almindelig anstændighed.

Den altdominerende hovedperson i Malurt er Frank Olsons søn, Eric Olson, der har brugt det meste af 
sit liv på at komme til bunds i sagen. En proces, i løbet af hvilken formodningen om årsagen til farens død er skredet fra de officielle forklaringer om selvmord eller uheld via drab til kynisk henrettelse.

Denne blanding af personlig tragedie og usund besættelse samt fascinerende fortælling om en lille mand, der kom på tværs af det store system, sætter Errol Morris med kontrolleret vellyst sine skarpe tænder i.

I stedet for sin vanlige metode med ét fast kamera har Morris denne gang valgt en opstilling med adskillige linser, der registrerer den talende fra forskellige vinkler – som et formmæssigt udtryk for plottets nærmest mareridtsagtige spejlkabinet af gætterier, indicier og mere eller mindre falmede spor.

Rundt om det grundige interview med Eric Olson er så konstrueret en formfuldendt collage af andre statements, arkivmateriale og en række særdeles veludførte fiktionaliserede bud på, hvad der kunne være foregået i de fatale døgn op til den 28. november 1953, hvor Frank Olson sprang, faldt eller blev smidt ud ad vinduet fra værelse 1018A på Hotel Statler.

Nogen køn historie er det under ingen omstændigheder.

Frank Olson arbejdede i militærets laboratorier på Fort Detrick i Maryland, hvor han var tilknyttet et samarbejdsprogram med CIA kaldet MK-Ultra, der omfattede eksperimenter med hjernevask og brug af narkotiske stoffer i forbindelse med forhør af fjendtlige agenter. Derudover tyder meget på, at han var involveret i udvikling af biologiske våben, som det amerikanske militær måske anvendte 
i Koreakrigen.

Et kvalificeret gæt er, at Olson kort før sin død ufrivilligt blev givet LSD og i påvirket tilstand viste sider af sig selv, der fik hans arbejdsgivere til at betragte ham
 som en sikkerhedsrisiko.

Det er i sig selv vanvittigt interessant. Men som altid hos Errol Morris dækker jagten på sandheden over flere andre ærinder.

Således handler Malurt ikke kun om Frank Olson-sagen, men interesserer sig nok så meget for sønnen, der er fanget som en flue i filmmagerens laboratorium. Morris spiller velvilligt med på Erics spekulationer, puster til gløderne og får dem til 
at flamme op, så den på en gang nøgternt ræsonnerende og fortabt besatte sjæl kan forvilde sig endnu dybere ind i sine egne blindgyder.

Det er isnende indsigtsgivende og diabolsk forførende.

Trailer: Malurt

Titel:
Malurt

Originaltitel:
Wormwood

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Errol Morris

Manuskript:
Kieran Fitzgerald, Steven Hathaway, Molly Rokosz

Medvirkende:
Eric Olson, Peter Sarsgaard, Molly Parker, Christian Camargo

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
15. december 2017 på Netflix

© Filmmagasinet Ekko