Biografanmeldelse
26. sep. 2012 | 12:00

Marie Krøyer

Foto | Rolf Konow
Søren Sætter-Lassen og Birgitte Hjort i Marie Krøyer

Bille August lægger afstand til de udfordrende sider af fortællingen om Marie Krøyer og fokuserer i stedet på en imødekommende, pletfri Alt for damerne-stil.

Af Klaus Rifbjerg

I hver anden butik på Skt. Laurentiivej, som er hovedgaden i Skagen, kan man købe dynger af reproduktioner af de berømteste malerier af de såkaldte skagensmalere, og folk strømmer til med tegnebogen åben. Særligt billeder af P.S. Krøyer er populære, ikke mindst dem, der forestiller hans smukke hustru, Marie. Markedet er tilsyneladende uendeligt, og skønt ikke alle gengivelserne er lige vellykkede, drages mange af deres skønhed, som synes at afspejle en evig sommer plus en tilsvarende kærlighed. En underliggende tragedie gør kun tiltrækningen stærkere, og naturligvis må man pirres, når man ved, at Krøyer døde som sindssyg syfilitiker, mens hans kone lå i med en svensk komponist, der med et udpræget don juan-kompleks havde kvinder på hjernen og ikke var tilfreds, før han havde fået permissionerne af dem.

Når en filmskaber ofte er tvunget til at gå ad bagvejen for at finde nøglen til sit projekts hoveddør, er grundene mange. Han skal helst have et stort publikum i tale, derfor gælder det om – som i Marie Krøyer-historien – at få strøget lærredet, så ingen eller meget få knaster bliver tilbage. Dermed lægges afstand til de mere udfordrende sider af den dramatiske fortælling, og en stil, der hverken er værre eller bedre, end den man finder i gengivelserne af kunsten på Skt. Laurentiivej, opstår. Uden at fornærme for mange, men snarere ved at være virkelig imødekommende, kunne man tale om en slags Alt for damerne-stil.

Den udløses nærmest til fuldkommenhed hos Bille August i hans nye film, Marie Krøyer. Her er der – som Adam Price plejer at sige, når han har været på en god beværtning – ikke en finger at sætte. De anvendte skabeloner er næsten lige så virkelighedstro som forbillederne, kostumerne oser af fin de siècle, veteranen Dirk Brüel lyssætter og fotograferer perfekt, Søren Sætter-Lassen (Krøyer) agerer næsten fuldkommen som sindssyg. Og selvom Birgitte Hjort Sørensen (Marie) ikke opfylder kravet om at være Europas smukkeste kvinde, er hun med sit tunge underansigt og tårevædede underkastelse et fint neg, de fleste mænd ville være stolte over at sanke i lade.

Det er i bred, folkelig forstand helt acceptabelt og ikke mere finkulturelt, end at de fleste vil føle sig i øjenhøjde med de melankolske løjer. Men så sker der noget sært både med historien og aktørerne, for pludselig indtræder noget, der ikke blot minder om virkeligheden, men er det i både kunstnerisk og menneskelig forstand. I al sin enkelhed er det følgende: en velpolstret sagfører i Tommy Kenters skikkelse går med sin professionelle kompetence ind i forviklingerne omkring kunstnerparrets skilsmisse og takler dem ganske usentimentalt på kanten af det kyniske. At han som de fleste mænd har bagt på Marie, er egentlig underordnet. Hvad han ser for sig, er en rolle, der handler om psykologisk magt og penge, og man skal være mere end tungnem for ikke at se den positive effekt, hans tilstedeværelse har.

Det, der bygger på kitsch, bliver med ét til kunst og de udmærkede skuespillere til kunstnere. Væk er de småfilosofiske hængerøvsbetragtninger om livets og æstetikkens væsen, ind kommer realiteterne dampende af god mad og vin og intelligens. At der venter en Bodil eller Robert, eller hvad kreaturerne hedder i garderoben, til Kenter for hans indsats som best supporting actor, burde være en selvfølge, skønt det er en hovedrolle, han spiller. At det må have givet den glimrende og opfindsomme manuskriptforfatter, Peter Asmussen, sved på panden, da han pludselig opdagede, hvilke muligheder han havde mellem hænderne, mens han producerede sin mainstream-pølse, der er lige så lang som køen foran butikkerne i Skagen, er en anden historie.

Lad mig give et eksempel. Hugo Alfvén, den liderlige svensker, indretter sig med et flygel i Marstrand. Marie dukker op, og man ved, at inden hun når at lukke døren, ligger hun og boller oven på instrumentet. Tænk, hvis Asmussen-August havde skånet os for denne kliche og ladet parret rulle ned af opstillingen og fået fingrene i klemme i flygellåget. Så var der måske kommet en film ud af det i stedet for denne velstrøgne særk, man ikke troede, der kunne presses mere væde af.

Som filmmager er Bille August gådefuld. At han vandt Guldpalmen i Cannes for Pelle Erobreren skyldes vel mere Max von Sydows indsats end hans egen. At der var mere kant i de ungdomsfilm, han lavede ved karrierens start, og som han nok fik lokal anerkendelse for, er uomtvisteligt, men åbenbart ikke nok til at tilfredsstille ambitionerne. De førte ham ud i en søgen efter den opulente mainstream, der oven i købet påkaldte sig Ingmar Bergmans interesse, men ikke værker med tilstrækkelig vægt til at fylde biograferne og få kritikerne op af stolene med hattesving og trut i trompeten. I engelsk dramatik taler man om ”the wellmade play”, og på det punkt er Bille August en god snedker. Men spørgsmålet er så, om det er nok – nok for ham, nok for os. Indimellem prøver han at sige ”bøh” til publikum, der sjældent bliver rigtig bange (det afhuggede hoved i Åndernes hus for eksempel). Til gengæld afføder forsøgene en lyst hos tilskueren til at snige sig ind bagfra på August og sige et meget højt ”bøh” til ham.

Når man ser, er det synsvinklen, der tæller, hvad man ser og hvordan. Skulle der være blæst liv i historien om kunstnerparret, aner man veje, som med held kunne have været betrådt, og de handler stort set alle om et vinkelskift. I stedet for at buse lige på med tristessen kunne man være gået i byen og have lagt øre til, hvad folk sagde om den sære ménage à trois. Der var nemlig mange – ikke mindst kvinder – der følte sig i klemme i det satans småmondæne kunstnermiljø i Skagen ved overgangen mellem 1800-tallet og det tyvende århundrede.

I et nyt okular blev måske også et socialpsykologisk kompleks synligt, som i den foreliggende film ligger skjult. Christian Krohg, en anden Skagen-kunstner, så i et lille billede den ormstukne idyl bag alle de kulørte lamper og champagnen. Dagen derpå hedder det, og måske var det netop i denne grimasse, man fandt en maske, der ku’ passe. Nu damper Marie af med Skagensbanen, og man må tænke sig til resten.

Trailer til Marie Krøyer

Instruktør:
Bille August
Danmark 2012

Manus:
Peter Asmussen

Medvirkende:
Birgitte Hjort Sørensen, Søren Sætter-Lassen, Sverrir Gudnason, Tommy Kenter

Spilletid:
100 min.

Premiere:
27. september

© Filmmagasinet Ekko