Tv-anmeldelse
09. maj 2016 | 15:37

Marseille

Benoît Magimel (tv.) spiller over for Gérard Depardieu i rollen som udfordreren Barres, der vil kneppe og konspirere sig til borgmesterembedet i Marseille.

Netflix’ første serie på fransk ønsker brændende at være House of Cards på europæisk, men Depardieus borgmester er for blid og serien for tandløs efter amerikansk standard.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Nogle gange satser man bare helt forkert. 

Marseilles afgående borgmester Robert Taro (Gérard Depardieu) satser på at kunne dirigere sin arvtager som en føjelig nikkedukke, men bliver dolket i ryggen, så snart efterfølgeren begynder at kandidere til posten. 

Og Netflix har satset på at kunne gentage House of Cards-succesen med deres første serie for et fransk publikum, men disker op med et tandløst, udpenslet politikerportræt, der føles mere som en eftermiddagsserie end en eventserie. 

Bevares, der er både sex, mord og intriger. Men efter Frank Underwood føles det bornert, at borgmester Robert Taro ikke tager del i noget af det. Frem for en machiavellisk tyran er han en renskuret, velmenende bamseborgmester og familiefar – og byens eneste bolværk mod organiseret kriminalitet.

Amerikanske tv-politikere kan ikke lave en omelet uden at myrde en journalist, men man kan også skabe en kompleks karakter med mindre. Imidlertid betvivler Taro på intet tidspunkt sin egen ufejlbarlighed. Alle hans problemer kommer udefra, og det giver ikke Depardieu andet at arbejde med end hans noget fallerede star power

Anderledes usympatisk er Taros protegé Barres, spillet af Benoît Magimel som en afbleget yuppie med et hvilende ansigtsudtryk, som om han har bidt i en særligt interessant citron. Han har solbriller på indenfor og knepper kvinder bagfra på sin balkon med udsigt over byen. ”Den rigtige magt tages,” siger han til Taro. ”Den gives ikke!” 

På den ene side af sin computer har han et spejl, og på den anden en gipsafstøbning af Taros ansigt, og de fleste afsnit har en sekvens, hvor han kigger længselsfuldt fra det ene til det andet. Hvis der blev uddelt Emmys for mest ufine symbolik, kunne serieforfatteren Dan Franck allerede nu gøre plads på hylden.

Et sideplot her, et sideplot dér …

Taros kone er cellist og går i hundene, da hun rammes af slidgigt. Taros datter er i et eksplosivt trekantsdrama med to ghetto-rødder. Barres må holde gangsterne fra livet og vælgerne for øje. Og Taro selv vader igennem de andres lort med fanen holdt højt. 

Personerne er skåret efter en soap-skabelon, og de vender på en tallerken, når historien har brug for, at de opfører sig urimeligt. 

Og mens hovedpersonernes lyster og laster overfortælles ad nauseam, er selve valgkampen så vagt formuleret, at den er umulig at følge med i. Hvem er i koalition med hvem og hvornår? Hvor mange valgrunder skal vi igennem, før der er valgt en ny borgmester? 

Mændene snakker om penge, og kvinderne snakker om mænd, og handlingstrådene filtres sammen frem mod den store finale, der forhaler afslutningen for at pege frem mod næste sæson. 

Sammen med den konceptuerende instruktør Florent Siri har serieskaberen Dan Franck omtrent lige så stor forståelse for kunstnerisk raffinement, som Depardieu har for skattevæsnet.

Dialogen har det med at kamme over i selvhøjtideligt nonsens: ”Vi er begge hyklere, men jeg har stadig mine principper.” ”Marseille er en havneby. Man ved ikke helt, om man kommer eller går.” 

Det er slemt nok for en snakkeserie, at dialogen er gumpetung, men dialogscenerne er hovedløst konventionelt filmet: etablerende skud, track-in, klip til de talende, tættere på, når det bliver alvorligt og ud igen ved de afsluttende bemærkninger.

I tilbagevendende afbræk fra historien catwalker karaktererne i slow-motion rundt på kulisserne, mens brudstykker af tidligere dialog gentages med ekko-effekt, og klassisk musik forsøger at give miseren et højkulturelt islæt. 

I disse sekvenser er der kræset for æstetikken, men det virker som en prætentiøs fejlsatsning når resten af serien ligner noget, TV 2’s seriesøndag ville have vist først på eftermiddagen.

Man holder sig ikke engang for god til skamløs selvpromovering. Hver gang personerne finder deres smartphones frem, har de Netflix-appen på deres startside!

Trailer: Marseille

Kommentarer

Titel:
Marseille

Land:
Frankrig

År:
2016

Serieskaber:
Dan Franck

Medvirkende:
Gérard Depardieu, Benoît Magimel, Géraldine Pailhas

Spilletid:
Otte afsnit af 40 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
5. maj på Netflix

© Filmmagasinet Ekko