Biografanmeldelse
04. feb. 2018 | 16:37

Maze Runner: Dødskuren

Foto | Joe Alblas
De unge mennesker med Thomas (Dylan O'Brien, tv.) i spidsen kæmper i trilogiens sidste film stadig for at komme levende ud af livets labyrint.

Skudvekslinger og eksplosioner er i højsædet, men når støvet har lagt sig, sidder man tilbage med en flad fornemmelse.

Af Kjartan Hansen

Maze Runner-trilogien er et nærfremtids-dystopisk actionbrag med forbilleder som Mad Max-filmene, The Walking Dead og The Hunger Games, hvoraf sidstnævnte er nærmeste slægtning. 

Filmen følger opskriften på alt det, som genren normalt kan, og leverer et virvar af eksplosioner, skudvekslinger og uforventede drejninger med ruinerne af vores verden i baggrunden. 

Men selv om man et godt stykke hen ad vejen bliver revet med i de nervepirrende actionscener, lever filmen ikke helt op til sine forbilleder i genren. 

Maze Runner: Dødskuren starter ellers med en fængslende og flot fotograferet scene midt i den golde ørken. Her vil oprørsgruppen Den Højre Arm røve et bevogtet tog i et forsøg på at redde medlemmet Minho, der blev taget til fange i slutningen af Maze Runner: Infernoet

Toget er fyldt ufrivillige forsøgspersoner, som medicinalfirmaet WCKED vil bruge til at finde en kur mod en sygdom, der forvandler mennesker til zombie-lignende væsner – såkaldte køtere. 

Men redningsaktionen slår fejl og leder hovedpersonerne med Thomas (Dylan O’Brien) i spidsen på et nyt eventyr uden deres venner fra Den Højre Arm. 

Patricia Clarkson, som var Oscar-nomineret for sin rolle i Pieces of April (2003), vender tilbage i seriens mest interessante rolle: den mystiske, dekadente leder af WCKED Ava. 

Hun leverer filmens stærkeste præstation. Med sit elegante tøj og læbestift ligner hun en ægte femme fatale på linje med Sean Young (Blade Runner). Der er en tvetydighed og skrøbelighed i hendes stemme, som man hurtigt kan forelske sig i. Er hun ond eller bare misforstået? 

Selv om præmissen for filmen er relativt simpel, mister man nemt overblikket. Ved siden af redningsaktionen opstår der alt for mange små, interne konflikter i gruppen, som virker mere forstyrrende end befordrende. Personer dukker konstant op ud af den blå luft, når deres venner er i nød. 

I en af filmens mest frustrerende og skuffende scener, der udspiller sig umiddelbart efter, at vores lille fraktion forlader Den Højre Arm, bliver de omringet af køtere i en tunnel. Men i allersidste øjeblik kommer Den Højre Arm-medlemmerne Brenda og Jorge dem til undsætning. Belejligt, ikke sandt? 

Det føles ikke, som om der er meget på spil i filmen, når heltene igen og igen reddes af heldige sammentræf. 

Scenen ligner i øvrigt forbløffende meget den berømte scene fra 28 dage senere, hvor Cillian Murphys Jim omringes af zombier i en tunnel. Som meget andet i Dødskuren fremstår det mere som dovenskab end metabevidst hyldest. 

Det meste af filmen udspiller sig bag muren til den sidste by, som endnu ikke er overrendt med køtere. Udenfor bor tusindvis af mennesker, der er flygtet fra virusset og bor i lejre, imens de leder efter en vej ind. 

Der skal ikke meget fantasi til for at se muren som en politisk afspejling af Trumps herostratisk berømte mur på grænsen til Mexico. Men også kampen om muren ender med at distrahere mere end at bidrage til spændingen. 

Filmens tiltrækningskraft er dens hæsblæsende actionscener, som kulminerer i et inferno af eksplosioner og en busjagt, der igen vækker minder om en anden film: Speed fra 1994. 

Og så er der Avas mystiske væsen. Vil hun mon redde verden eller bare sit eget skind? En kombination af hendes karakter, actionsekvenserne og et mere snævert fokus på redningsaktionen kunne have gjort Maze Runner: Dødskuren til den stærkeste film i trilogien. 

Men når støvet har lagt sig, sidder man tilbage med en flad fornemmelse. Filmen lægger op til et spændende opgør og det store klimaks på trilogien, men både spænding og klimaks udebliver

Trailer: Maze Runner: Dødskuren

Kommentarer

Titel:
Maze Runner: Dødskuren

Originaltitel:
Maze Runner: The Death Cure

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Wes Ball

Manuskript:
T.S. Nowlin

Medvirkende:
Dylan O'Brien, Ki Hong Lee, Kaya Scodelario, Thomas Brodie-Sangster

Spilletid:
141 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
25. januar

© Filmmagasinet Ekko