Biografanmeldelse
12. okt. 2015 | 10:20

Mediterranea

Foto | Constance Meyer
Flygtningen Ayiva (Koudous Seihon) kigger symbolsk mod himlen. Han drømmer sig væk fra appelsinfarmen, hvor han er strandet, og håber på et europæisk statsborgerskab.

Italiensk drama viser med hjerte og realisme, at livet for to flygtninge i Europa ikke er den lykkelige dans, som Facebook og popmusik ellers giver udtryk for.

Af Anders Højberg Kamp

På Middelhavet er alle i samme båd, uanset om man er på flugt fra krig eller leder efter en bedre, økonomisk fremtid.

Bølgerne slår mod skroget, mens mænd, kvinder og børn klamrer sig til hinanden. Forude i nattens mørke ser de lys fra et stort, europæisk skib. Deres eneste håb.

De to skibe er ikke bare et dokumentarisk billede på hverdagens flygtningestrømme mellem Nordafrika og Europa, men også et symbol på magtforholdet mellem I- og Ulande.

I Mediterranea følger vi to venner – Ayiva og Abas – der efter en hård ørkenvandring gennem Burkina Faso og en båd-overfart endelig når Europa. Her håber de på at tjene flere penge, end de kan hjemme i landsbyen.

Men Ayiva og Abas er ikke på det tog, vi ser rulle hen over lærredet. De strander i den lille syditalienske by Rosarno, hvor de får arbejde på en appelsinfarm og sover med rotter i små lokaler.

Om dagen logrer de lystigt som hundene for deres arbejdsgiver, om aftenen drømmer de om kragernes frihed.

Man tror på filmen, fordi den er nøgtern og aldrig sentimental. Med fokus på immigranternes hverdag skriver den debuterende instruktør Jonas Carpignano sig ind i arven fra den italienske neorealisme, hvor unge filmfolk i efterkrigstiden skruede ned for melodramaet og skudduellerne og i stedet begyndte at lave film om almindelige mennesker, deres livsvilkår og hverdag.

Mediterranea rammer realismen med håndholdte kameraer, stemningsfulde hverdagsscener og ikke mindst med den overbevisende hovedrolleindehaver Koudous Seihon, der selv har været flygtning engang.

Det er også befriende, at filmen ikke fokuserer på krigsflygtninge, som enhver humanist vil hjælpe, men økonomiske flygtninge, som der er delte meninger om i Europa. Filmen undgår på den måde pladderhumanisme, og der er heller ingen løftede, moralske pegefingre mod europæerne og politikerne.

Derimod står de sociale massemedier som Facebook og den vestlige popkultur for skud. Helt i den marxistiske ånd fra tænkere som Adorno og Horkheimer hævder filmen, at kulturindustrien og de sociale medier skaber romantiserede forestillinger om den vestlige hverdag.

Som da Abas viser et billede af en fotomodel på sin smartphone for Ayiva. Han vil ikke have en tyk landsbykone, når han kan få en lækker kvinde som hende, siger han.

Men i Rosarno står de vestlige modeller ikke ligefrem i kø. I weekenden fester de med andre flygtninge til tonerne fra tidens populære sangerinde Rihanna, som – forstår vi – giver afrikanerne håb, men også sætter afrikanernes musikalske identitet under pres.

Ayiva savner livet derhjemme i landsbyen. Selv om han arbejder hårdt, er drømmen om Europa og en arbejdstilladelse ved at brase. Det samme er hans moral. De lokale bøller og højrefacister har fået øje på flygtningene. De truer dem og begår hærværk. Flygtningene, der bliver mere og mere desperate, organiserer sig, holder demonstrationer og begynder at bruge voldelige metoder.

Flygtninge, højrefascisme og kulturimperialisme er en dårlig cocktail, og filmen rammer lige dér, hvor det gør mest ondt.

Trailer: Mediterranea

Kommentarer

Titel:
Mediterranea


Land:
Italien/USA/Frankrig



År:

2015



Instruktør:

Jonas Carpignano

Manuskript:
Jonas Carpignano

Medvirkende: 

Alassane Sy, Koudous Seihon, Annalisa Pagano, Pio Amato


Spilletid: 

107 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere: 

15. oktober

© Filmmagasinet Ekko