Biografanmeldelse
04. dec. 2016 | 21:30

Min far Toni Erdmann

Foto | Dragan Adrian Hasu
Peter Simonischek spiller den skæve spilopmager, der med paryk og falske tænder forsøger at genskabe forbindelsen til sin karriereorienterede datter i Maren Ades vidunderlige film.

Årets komedie er en mesterligt morsom og sjældent dybsindig film, hvor man til sidst øjner livets mening og føler sig helt lykkelig. Genialt!

Af Claus Christensen

Hvis Hitler havde haft humor, var vi blevet sparet for megen lidelse.

Det er en teori, vi gudskelov ikke har mulighed for at afprøve, men efter at have smilet, krummet tæer, klukleet og skraldgrinet i næsten tre timer i selskab med tyske Toni Erdmann er man ikke i tvivl om, at humor og humanisme er tæt forbundet.

Toni Erdmann er den fraskilte og pensionerede Winfrieds alter ego. Winfried ifører sig en paryk og forlorne tænder og laver tossestreger, fordi han simpelt hen ikke kan lade være.

I den overrumplende åbningsscene ringer postbuddet på døren med en pakke. Winfried åbner og siger, at pakken er til hans bror, som har siddet i fængsel for at sende brevbomber!

Mens det skrækslagne postbud venter, går Winfried ind efter ”sin bror”, som lidt efter dukker op med viltert hår, åbentstående slåbrok og en afskrællet banan i hånden. En brummende lyd får postbuddet til at fare sammen, men Toni beroliger ham: Det er bare hans blodtryksmåler.

Så er årets bedste komedie skudt i gang med et brag og en forventning om drilagtig, anarkistisk humor, som Winfrieds anspændte datter Ines snart skal få at føle.

Hun er en ensporet, karrierebevidst kvinde, der arbejder som konsulent for et olieselskab i Rumænien. Far og datter har ikke et særligt tæt forhold. Under en fødselsdagsmiddag, hvor Ines konstant fører arbejdssamtaler i mobiltelefonen, konstaterer Winfried tørt over for sin ekskone: ”Et eller andet må vi have gjort galt.”

Da Winfried mister sine eneste følgesvend i livet, en hund, rejser han til Bukarest og opsøger datteren på hendes arbejdsplads. Besøget kommer ubelejligt for Ines. Hun har travlt med at forberede en vigtig fremlæggelse af en plan, der skal outsource dele af virksomheden, og hun må sætte sin unge assistent til at være farens guide i byen.

”Er du et rigtigt menneske?” spørger Winfried datteren, og det begynder vi også at tvivle på.

Ines bruger det meste af sin tid i en business-verden, der er mere forloren end Tonis tænder. Alt handler om performance, og du er ikke bedre end din seneste præstation. Du må finde dig i ydmygelser, og den eneste trøst er, at der i hakkeordenen altid er én under dig, som du kan sparke til.

Ines forsøger så ihærdigt at være en del af denne mandeverden, at hun har glemt at være sig selv. Hendes sociale liv består af receptioner med pindemadder og smalltalk – som også er arbejde – et par selvoptagede veninder og en fyrig rumænsk arbejdskollega, som hun upassioneret dyrker pervers hotelsex med i en grotesk scene, som Lars von Trier kunne have skrevet.

”Det der var ægte angst,” beskriver Winfried med et smil datterens ansigtsudtryk, da han uden at fortrække en mine fortæller, at han har tænkt sig at blive en måned i Bukarest. Efter et par dage kan Ines dog vinke farvel og ånde lettet op, tror hun.

For nok forsvinder Winfried, men til gengæld begynder Toni Erdmann at dukke op på de mest upassende og pinagtige tidspunkter i hendes arbejdsliv – snart som den tyske ambassadør, snart som en forretningsmand, der er i Bukarest for at få lavet specialdesignede tænder!

Det er et velkendt trick at sende en klovn ind som forstyrrende element i en selvhøjtidelig verden, men Maren Ade håndterer det forbløffende elegant, fordi hun aldrig overspiller komikken.

Ligesom Tonis paryk og tænder hverken er realistiske eller rendyrket ”spøg og skæmt”, balancerer situationerne sublimt mellem alvor og humor. Morskaben opstår i sammenstødet mellem Toni-figuren og business-verdenens omgangskoder, og det er mere skævt og grotesk end pointeret haha-sjovt.

Toni Erdmann forsøger at være morsom, men er det ikke. Filmen forsøger ikke at være morsom, men er det.

Det er Maren Ades genistreg, og forklaringen skal dels findes i karakterfilmens usædvanlige længde – næsten tre timer – der tillader scenerne at udfolde sig realistisk uden fokus på punchlines. Og dels i Peter Simonischeks skuespil, der forener det charmerende, fandenivoldske, melankolske og smertefulde i dobbeltkarakteren Winfried/Toni. Mens Sandra Hüller først inkarnerer den irritable, selvbeherskede datter og siden, da datteren provokeret af faren smider alle hæmninger over bord, leverer suverænt slapstick-spil.

Det er på en gang rørende og urkomisk, når hun af fuld hals skråler Whitney Houstons Greatest Love of All (”Learning to love yourself / It is the greatest love of all”), og løjerne kulminerer, da hun spontant forvandler en firmabrunch i sin lejlighed til filmhistoriens morsomste nøgenscene. Helt magisk bliver det, da et kæmpe, behåret væsen indfinder sig til festen som King Kong blandt letpåklædte kvinder.

Det er en traditionel, bulgarsk beklædningsgenstand kaldet ”kukeri” og et eksempel på, hvordan Maren Ade formår at trække den lokale kultur ind i fortællingen. Undervejs kommer vi også ud i det rumænske samfund, blandt landarbejdere, der bliver ofret i globaliseringen, og Ines’ blik fra sin fancy lejlighed ned i en nabogård, hvor en fattig, rumænsk familie lever som i det 18. århundrede, er et rammende billede på tilstanden i det splittede Europa.

Min far Toni Erdmann er politisk, men også filosofisk. Livets mening findes i øjeblikkene, som vi alt for sjældent kan nyde, fordi vi har så travlt, siger Winfried, og man forlader biografen lykkelig efter en film fyldt med vidunderlige øjeblikke.

Så længe vi er i stand til at se os selv og vores egen forfængelighed i et komisk skær, er der håb for menneskeheden.

Trailer: Min far Toni Erdmann

Titel:
Min far Toni Erdmann

Originaltitel:
Toni Erdmann

Land:
Tyskland, Østrig

År:
2016

Instruktør:
Maren Ade

Manuskript:
Maren Ade

Medvirkende:
Peter Simonischek, Sandra Hüller, Michael Wittenborn, Trystan Pütter, Ingrid Bisu

Spilletid:
162 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
1. december

© Filmmagasinet Ekko