Tv-anmeldelse
04. mar. 2016 | 20:57

Min oldefars historier

Foto | Toolbox Film
Seriens visuelle triumf er oldefar Erik Rostbøll, der med sit furede ansigt og ene, blinde øje næsten ligner en Bond-skurk. Hans historier inspirerer barnebarnet til at gå på legelysten opdagelse i naturen.

Venlig og velmenende miniserie til de yngste seere appellerer mere til forældrenes dårlige computerskærmsamvittighed.

Af Felix Rothstein

Min oldefars historier er DR Ramasjangs nye bud på en miniserie til det yngste publikum. Tone Mygind Rostbøll instruerer sin egen søn og bedstefar i otte afsnit, der sympatisk og med stor respekt for børnene ansporer til leg og samvær.

Oldefar (Erik Rostbøll) er 90 år. Theodor (Theodor Nohr Rostbøll Goldbach) er måske 4. Og Theodor elsker at være på besøg hos sin oldefar, som bor langt oppe i Norge sammen med sin kat.

Oldefar fortæller røverhistorier om dengang, han selv var barn og legede med kammeraten Tykke. Og det er de historier, der fungerer som afsnittenes rammefortælling. Inspireret af oldefarens historier begiver Theodor sig ud på bjørnejagt, han bygger et sørøverskib, slås med riddersværd, tager på fisketur og alt mulig andet.

Den helt naturlige dynamik mellem oldefaren og Theodor gør at serien aldrig taler ned til sine seere. Børn er ikke dummere end voksne, og de kan sagtens tåle at have noget ansvar. Theodor får lov til at save med en ægte sav, klatre i et ægte træ og spise en vaffel, selv om den faldt på gulvet.

Også uden at der hele tiden skal være en voksen til stede.

Oldefaren ligner næsten en Bond-skurk med sit furede ansigt og sit ene, blinde øje. Faktisk er han, sammen med det smukke norske fjordlandskab, seriens eneste visuelle trumf. Han har en lang karriere bag sig som både romanforfatter og præst. Og mens der heldigvis ikke er noget kristeligt over serien, har den en opbyggelig ambition.

Men Min oldefars historier er rent ud sagt kedelig.

Oldefarens Tykke-historier er hverken særligt spændende, særligt sjove eller særligt opfindsomme. De virker mest om ekkoer fra en svunden barndom, hvor sæbekassebiler var det vildeste vilde.

Serien ønsker tydeligvis at styrke forståelsen mellem de ældste og de yngste. Og så har instruktør Tone Mygind Rostbøll også en ambition om at pirre seernes nysgerrighed og vække en kreativ legelyst.

Det er meningen, at børnene skal rende ud og bygge et sørøverskib og fange en elg, når de har set Min oldefars historier. Eller i hvert fald lege. Finde på ting, bygge et eller andet, forestille sig noget. Lægge iPad’en væk. De smukke naturbilleder og den næsten meditative musik gør alt for at signalere ro, tålmodighed og fordybning.

At budskabet bliver serveret i et format, som en stor del af seriens målgruppe vil møde gennem lige netop deres iPad, er et indbygget paradoks.

I relativt ubemærkethed har DR Ultra og Ramasjang over de seneste par år udviklet sig til at være nogle af statsradiofoniens mest kreative og spændende kanaler.

I december var Bubber for eksempel i sit livs form i Bubbers Juleshow (årets absolut bedste julekalender!), mens Frederik Cilius Jørgensen og Rasmus Bruun var en del af det syrede program Go’ Lorte Weekend, inden de flyttede over til Radio24syv og opfandt Kirsten Birgit og Den Korte Radioavis.

Med titler som Hr. Skæg, Onkel Reje, Ultra Nyt og Lille Nørd såvel som Store Nørd er der faktisk rigeligt med kvalitetsprogrammer til børn i både børnehave- og fritidshjemsalderen.

Det er i den klub, Min oldefars historier kommer ind. Men jeg har en mistanke om, at den nok appellerer mere til forældrenes dårlige computerskærmssamvittighed og dengang-far-var-dreng-nostalgi end til seriens faktiske målgruppe.

Teaser: Min oldefars historier

Titel:
Min oldefars historier

Land:

Danmark

År:
2016

Instruktør:
Tone Mygind Rostbøll

Manuskript:

Tone Mygind Rostbøll

Medvirkende:

Theodor Nohr Rostbøll Goldbach, Erik Rostbøll

Spilletid:

Otte afsnit af ti minutter

Aldersgrænse:

Tilladt for alle

Premiere:
7. marts 2016 på DR Ramasjang

© Filmmagasinet Ekko