Serieanmeldelse
25. okt. 2017 | 11:56

Mindhunter

Foto | Patrick Harbron
Den unge FBI-agent Holden Ford (Jonathan Groff) bliver både fascineret og frastødt, da han møder den damesko-elskende seriemorder Jerry Brudos (Happy Anderson).

David Finchers seriemorder-serie blegner ved siden af hans filmiske mesterværker, men finder tålmodigt det store monster i det lille menneske.

Af Nicki Bruun

Det er morsomt, men også lige lovligt oplagt, når andet afsnit af Mindhunter slutter med Psycho Killer af Talking Heads.

Den foregående times tid har FBI-agenterne Holden Ford (Jonathan Groff) og Bill Tench (Holt McCallany) nemlig brugt på at snakke med den store og velformulerede Ed Kemper, som må siges at være både psykopatisk og morder.

Kemper har slået adskillige mennesker ihjel, og efter at have myrdet sin mor dyrkede han sex med hendes afskårne hoved.

Hvad kommer denne uforklarligt ondskabsfulde opførsel sig af, spørger de to agenter. Serien foregår i et USA anno 1977, og med hjælp fra skolepsykologi og arbejdsmæssig erfaring prøver de to mænd at kortlægge den menneskelige psyke. Jagten på mening med galskaben får videnskabelig ballast, da psykologen Wendy Carr (Anna Torv) slutter sig til holdet.

Men faktisk fungerer serien bedst, når den går mere menneskeligt end videnskabeligt til det morderiske sind.

Mindhunter er fascinerende, fordi den med en seriemorders tålmodighed sniger sig ind og griber fat om halsen på seeren. Langsomme scener med en masse snak bliver spændende af det simple faktum, at samtaleemnet er seriemordets kunst. Det er også bevidst frustrerende for både hovedpersonerne og publikum, fordi man aldrig for alvor får en dybere forståelse for seriemordernes sande natur.

Serien formår den inciterende kunst at være kedelig på en spændende måde.

Det er rart, når den glemmer, at hovedpersonerne har et privatliv ved siden af deres arbejdet med psykens mørke. Det er nemlig kedeligt på den uspændende måde, når videbegærlige Holden kæmper for at forstå kæresten Debbie (Hannah Gross), der ikke er så meget menneske som en psykoanalytisk udfordring for den unge agent.

Så er der straks mere på spil i Holdens møder med en eklektisk samling af USA’s mest forskruede seriemordere.

Man kan ikke lade være med at grine, når den bestialske seriemoder Jerry Brudos (Happy Anderson) det ene sekund nægter at have dræbt nogen og det næste ikke kan afholde sig fra at onanere, da han får et par stiletter i hænderne.

Seriemorderne i Mindhunter er ikke geniale overmennesker i total kontrol som Hannibal Lecter og John Doe fra Finchers Seven.

Serien finder det menneskelige element mellem yderpolerne gal og genial, som seriemorderfilm normalt dyrker. Agenternes forsøg på at forstå den psykologiske spændvidde i det grænseland holder publikum oppe på stikkerne, hvis ikke med bankende hjerte så i hvert fald med hårdtarbejdende hjerne.

Man kan ikke lade være med at blive imponeret over, hvor gennemført Fincher og co. realiserer seriens 70’er-miljø. Det hele stinker af stemning på billed- og lydside.

Populærkulturelle referencer som datidens musik og Holdens brug af Dog Day Afternoon i undervisningen af kommende FBI-agenter tjener som munter miljøbeskrivelse, men viser også, hvordan verden var i opbrud for 40 år siden.

”I gamle dage var der en grund til, at folk slog ihjel,” siger Bill Tench. ”I dag virker det totalt tilfældigt.”

Man kan ikke lade være med at holde Mindhunter op mod David Finchers seriemorder-film Zodiac, en af de bedste fra dette årtusind. Her blegner serien, til trods for at den har flere timer at gøre godt med.

Måske er det netop, fordi man savner et fast holdepunkt som Zodiac-morderen.

Danske Tobias Lindholm har instrueret to afsnit, og et af dem varer kun en halv times tid i modsætning til de resterende på omkring en time. Varierende spilletider er noget særligt sitcoms som Louie og Master of None har brugt til at skabe en overraskende dynamik, men her virker det mere, som om man bliver snydt for det interessante baggrundsstof og kun får den egentlige mordopklaring.

Instruktøren af dokumentaren Amy, Asif Kapadia, har også instrueret to afsnit, men både han og Lindholm er snarere velsmurte tandhjul i Finchers maskine end egenhændige auteurs.

Det ændrer dog ikke på, at Mindhunter er en dybdeborende serie, som graver ned i et tabloidt emne og med grum alvor og tør humor viser det menneskelige i uhyret og det uhyrlige i mennesket.

Trailer: Mindhunter

Titel:
Mindhunter

Land:
USA

År:
2017

Serieskaber:
Joe Penhall

Medvirkende:
Jonathan Groff, Holt McCallany, Anna Torv, Hannah Gross

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
13. oktober på Netflix

© Filmmagasinet Ekko