Cph:Dox 2018
12. mar. 2018 | 15:10

Minding the Gap

Foto | Kartemquin Films
Kiere (th.) og Zack (tv.) bruger skateboarding som terapi. På et af deres boards står skrevet: ”Dette apparat kurerer hjertesorger.”

Amerikansk skater blotlægger sine venners svære overgang fra barn til voksen i dokumentar, der med vildskab hylder ungdommens år.

Af Jens Steinicke Kjær

”Det er noget lort at vide, at du er din egen værste fjende.”

Sådan lyder det fra Zack, en af de unge mænd, som vi følger i Minding the Gap, der bramfrit skildrer livet blandt en gruppe skatere i byen Rockford, Illinois.

Det er instruktøren Bing Lius egne barndomsvenner, som følges gennem en årrække. Lige så gode de er til at stå på skateboard og feste, lige så dårlige er de til at træde ind i voksenlivet.

Gennem flere sammenklipninger af Lius gamle videooptagelser ser vi gruppen køre ubesværet på deres skateboards gennem byen, og ingen infrastruktur undgår at blive hoppet over eller grindet på.

Drengene har talent, og deres tilværelse har åbenlyst altid bygget på hinandens selskab og skateboarding.

”Vi lavede en familie, hvor vi passede på hinanden. Ingen andre gjorde,” forklarer de.

Optagelserne kan hamle op med selv de bedste skatefilm som Lords of Dogtown, og gruppen har en drengerøvscharme og energi, som minder om Jackass-banden i deres helt unge dage.

Det er tydeligt, at Liu har talent som kameramand, men det er hans fornemmelse som instruktør, der gør dokumentaren til noget særligt.

Filmen starter med at vise drengene, når de fester og laver drengestreger, men herfra får filmen hurtigt et alvorligere udtryk. Vi ser, hvordan de unge mænd kæmper med at komme ud af barndommens ansvarsløse boble.

Zacks kæreste bliver gravid, og fra den ene dag til den anden er han som 23-årig far og har ikke tid til at feste og skate. Det piner ham, og vi ser, hvordan livsglæden forlader ham.

Den charmerende Ashton Kutcher-lignende mand får et alvorligt alkoholproblem, og med tiden slår Zack op med kæresten. Vi hader ham ikke, men har tværtimod ondt af ham – ligesom vennen og instruktøren Liu.

Det venskabelige bånd mellem Liu og hans venner er nøglen til flere ærlige replikker, som når Zacks frustreret, men ærligt siger: ”Man må ikke slå kvinder, men nogen gange trænger de til at få en lussing.”

De fleste af drengene har haft en opvækst med både psykisk og fysisk vold, og det er tydeligvis de dæmoner, som Liu gerne vil se i øjnene. Pointen er, at de alle er født ind i en spiral, som nærmest er umulig at komme ud af.

Zack slår, fordi hans far slog ham, og vennegruppens eneste afroamerikanske medlem Kiere fik at vide af sin far, at ”det kan godt være, du har en masse hvide venner, men glem aldrig, at du er sort!”

Filmen er mest interessant, når Liu interviewer sin egen mor og tvinger hende til at forklare, hvorfor hun lod sin eksmand misbruge og tæve Liu, da han var barn.

”Du ser dum ud,” har Lius stedfar sagt engang, hentet en kødsaks og klippet alt håret af ham.

Hans mor ender med at græde, og Liu ses efter interviewet siddende over for hende med et trist og tankefuldt blik i sine øjne. Her har vi en ægte dokumentarist, som tydeligvis ikke skyr nogen midler for at fange det ægte menneskelige.

Menneskelighed stråler ud til alle sider i sine smukkeste og værste former igennem dokumentaren. Der veksles mellem livsbekræftende festligheder, når drengene hygger sig, og akavede optagelser af de unge mænd, som hader deres simple ungdomsarbejde.

Zack får arbejde på en café, hvilket klæder ham og virker som en frisk start. Men da han tager en slurk af sin sodavand, kan han ikke dy sig og siger med det bredeste smil: ”Jeg har kommet sprut i den her.”

Det er tragikomisk, og vi er aldrig i tvivl om, hvilke typer drengene er. Liu ser tydeligvis lige igennem dem, men hans kærlighed til sine venner smitter af, og man føler med de unge mænd.

Lius gamle videooptagelser fylder nok lovligt meget i dokumentaren, men til gengæld er det tydeligt, hvad han forsøger at bruge dem til.

Han vil have os til at lære både ham og hans venner at kende, og da filmen slutter med endnu en montage af billeder fra gruppens spøjse liv til lyden af melankolsk klavermusik, savner man dem allerede.

Bing Liu om Minding the Gap

Titel:
Minding the Gap

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Bing Liu

Spilletid:
93 minutter

Premiere:
16. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko