Biografanmeldelse
31. mar. 2015 | 09:31

Mommy

Foto | Metafilms
Anne Dorval har tidligere spillet mor-dyr i Dolans debut I Killed My Mother. I Mommy opstår der en noget mere kærlig mor-søn-dynamik mellem Dorval og Antoine­-Olivier Pilon.

Den 26-årige vidunderknægt Xavier Dolan er blevet moden. Filmen om en mor og hendes ADHD-ramte søn er hans bedste til dato.

Af Lee Marshall

Måske er det lidt vel nørdet at dvæle ved en films billedformat, før man diskuterer dens dramatiske gennemslagskraft. Men i Xavier Dolans bedste film til dato – den emotionelt drænende, men også frydefulde Mommy – er de to ting uløseligt forbundet.

Filmen er skudt i det yderst sjældne format 1:1. Bortset fra to korte widescreen-­scener er billedet med andre ord kvadratisk. Og fordi vi er så forvænt med widescreen, føles billedet endda højere, end det er bredt. Effekten er tofoldig.

Først og fremmest lukker billedrammen personerne inde i et bur. Især filmens egensindige ”helt”, den hyperaktive, blonde teenager Steve (Antoine­-Olivier Pilon), der under en tur på skateboard lukker øjnene og løfter hænderne i et skrig af frustration og bogstavlig talt skubber de filmiske rammer væk. Han er altid blevet sat i bås af sin omverden – også fysisk på det behandlingshjem, som moren får ham udskrevet fra ved filmens begyndelse – og han hader det tydeligvis.

Den anden effekt af 1:1-­boksen er at antyde, ironisk eller længselsfuldt, den milevide forskel mellem den perfekte geometri og den menneskelige tilværelse.

For her er livet langt fra perfekt. I en trøstesløs, fransk-­canadisk forstad følger vi den iltre, kærlige og evigt svovlende alenemor Diana (med kælenavnet ”Die”) og hendes femtenårige ADHD­-ramte søn Steve, som hun tydeligvis elsker, men som er næsten umulig at håndtere.

Mommy er den 26-årige Dolans femte spillefilm, og den graver i det samme konfliktfyldte mor­-søn-­territorium som debuten I Killed My Mother. Hans nyeste film føles som en syndsbekendelse oven på denne første, prangende stiløvelse, der mest af alt er en ung mands forkælede brokkeri over en mor, der ikke forstår ham.

Det er igen den gesjæftige Anne Dorval, der spiller mor­dyret, men denne gang udvises der større sympati for morens umulige opgave – hun er følelsesmæssigt drænet af en søn, der hvert øjeblik kan rasere køkkenet eller slå hende. Han kunne endda forgribe sig seksuelt på folk omkring sig, som den forskræmte, deprimerede lærerinde­nabo Kyla (Suzanne Clément). Hun er mærk­værdigt tiltrukket af dette vanvittige, højtråbende hjem og hjælper Die med at hjemmeundervise Steve.

Dolans film nærmer sig altid melodramaet – ikke fordi han bruger skabelon­-karakterer, men fordi konflikterne accelererer op i en spids, som var de på præstationsfrem­ mende stoffer.

I hans forrige film, den intense landmands­thriller Tom at the Farm, var der noget næsten teatralsk over portrættet af en ung storby­-bøsse, der synker ned i et voldeligt afhængighedsforhold til en homofobisk farmer.

Mommy beholder derimod en friskhed i det højspændte drama. Vi ved aldrig, hvad der sker om lidt. Som da den sagtmodige Kyla provokeres én gang for meget af sin uregerlige elev, hvorefter hun vælter ham om på gulvet – og han tisser i bukserne.

Musikken bruges også med en forfriskende sorgløshed i en tid med så mange gennemkalkulerede sound­tracks. Uanset om det er et Counting Crows-­nummer eller en Andrea Bocelli­-arie lyder det kantet og vilkårligt som et mix­-tape sammensat med passion – lidt som filmen selv.

Ikke alting fungerer. Mommy er mindst tyve minutter for lang, og med en sjælden fejlvurdering opdigter Dolan et helt unødvendigt, fremtidigt scenarie for at stramme den dramatiske skrue yderligere. I en billedtekst forklarer han, at en ny lov i Québec lader forældre overdrage deres uhåndterlige teenagere direkte til statsbehandling uden at skulle gennem retten.

Men den energiske drivkraft og dramatiske tæft i Mommy efterlader et varigt indtryk. Det samme gør den rene kærlighed til filmmediet fra en instruktør, der i den modne alder af 26 slipper taget i krykkerne fra Fassbinder og Godard og finder sin egen stemme.

Trailer: Mommy

Kommentarer

Titel:
Mommy

Land:
Canada

År:
2014

Instruktør:
Xavier Dolan

Manuskript:
Xavier Dolan

Medvirkende:
Antoine-Olivier Pilon, Anne Dorval, Suzanne Clément

Spilletid:
139 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
1. april 2015

© Filmmagasinet Ekko