Biografanmeldelse
31. maj 2016 | 23:18

Money Monster

Foto | Atsushi Nishijima
Når Lee Grant (George Clooney) laver programmet Money Mon$ter, danser han rundt med letpåklædte kvinder, før han giver investeringsråd.

Jodie Foster vil både levere spiddende mediesatire og en løftet pegefinger til finansverdenen. Men Money Monster er bedst, når den ikke er andet end en spændingsfilm.

Af Jeppe Mørch

Af og til bekræftes ens fordomme så eftertrykkeligt, at det er både skræmmende og tragikomisk.

Panama-papirerne fra april viste således, at grådighed stadig har et godt tag i den slags varylere og spekulanter, der også befolker fortællingen om finanskrisen.

Selvfølgelig er der brug for film om de lumpne typer, for de er samtidig en del af et system, som gør problemet større end den enkeltes forbrydelse.

Det viser dokumentaren Inside Job forbilledligt, mens The Wolf of Wall Street og The Big Short begge er en satire over den systematiske mangel på empati.

Jodie Fosters Money Monster vil gerne være både spiddende satire og en løftet pegefinger. Men skuespillerens fjerde spillefilm som instruktør er klart bedst, når den ikke forsøger at være andet end spændingsfilm.

George Clooney er god i grænselandet mellem charmerende og enerverende – uden nogensinde at blive ulidelig. Han er derfor et blændende valg som tv-værten Lee Gates, der i programmet Money Mon$ter giver amerikanerne investeringsråd.

Han kan ses som en parodi på virkelighedens Jim Cramer, der også boltrer sig i et mærkværdig skov af latterlige lyde, røde knapper og uforståelige grafer i programmet Mad Money.

Lee introducerer sine shows med sløj hiphop-dans og fjoget solhat. Og selv om Clooney er en af de få mennesker i verden, der kan komme gennem sådan en scene uden at blamere sig selv fuldstændigt, så afsløres et større problem.

Money Monster er ikke lige så sjov, som den forsøger at være, og mediekritikken er derfor ikke syleskarp.

I sin øresnegl har Lee Grant altid produceren Patty Fenn, der spilles af en stoisk Julia Roberts. Hun er egentlig irriteret på den karismatiske vært og hans sælsomme blanding af energi og distræthed. Men hun kan kontrollere ham, selv om det er år siden, han har holdt sig til manuskriptet.

Deres improvisationsevner sættes på prøve, da den desperate arbejder Kyle (Jack O’Connell) bryder ind under en live-udsendelse. Han har en pistol med, og hurtigt får han Lee til at iføre sig en hjemmelavet bombevest. Kyle er vred og truer med at dræbe alle. Hvis ikke han får svar.

Kyle er et mærkværdigt valg som repræsentant for de gænge amerikanere, der er blevet snydt af den finansielle sektor. Han har investeret arven fra sin afdøde mor i et selskab, som Lee anbefalede i sit program, og han synes både Money Mon$ter og selskabet ICC er ansvarlige.

Men han kunne jo bare have undladt at stole på en gakket tv-vært og smide sine penge i aktier, der jo er en notorisk usikker investering. Der må findes andre, mere sagesløse ofre i USA, hvis man vil finde nogle, det er synd for.

Til gengæld formår Money Monster at opbygge gedigen spænding i det klaustrofobiske tv-studie, når Lee må forsøge at tale Kyle fra at springe det hele i luften.

Her klippes der mellem billeder fra tv- og filmkameraer, hvilket giver fornemmelsen af både at være til stede i studiet og samtidig være en af de millioner, som følger med i den direkte gidseltagning på tv. Hårdt presset af Kyle vælger Patty at holde programmet kørende, og selvom det givetvis er for at redde Lee, kan hun ikke lade være at instruere fotograferne til at finde de bedste vinkler.

Lees øresnegl er et snedigt apparat, som giver ham og os seere den afgørende fordel, at vi ved mere end den våbenglade desperado. Vi kan følge med i de taktiske overvejelser om, hvordan tv-holdet skal få alle helskinnede gennem gidseltagningen, der vises i realtid.

Og det er ganske underholdende! Især fordi Patty samtidig må kæmpe mod New Yorks mest uduelige politifolk.

Men det er ikke nok for instruktør Foster. Hun vil også sætte sin film ind i en global kontekst, og derfor hopper vi pludselig til Seoul, Reykjavik og Johannesburg.

Måske er Lee Grant slet ikke en ond spekulant, men bare en brik i andres spil, foreslås det.

Det største problem for Money Monster er, at filmen vil placere den større, globale historie om aktiemarkeder og spekulation i en afgrænset fortælling. Og derfor bliver virkelighedens systematiske svindel reduceret til blot at handle om enkelte pampere, der har lidt problemer med det moralske kompas.

Trailer: Money Monster

Kommentarer

Titel:
Money Monster

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Jodie Foster

Manuskript:
Jamie Linden, Alan DiFiore, Jim Kouf

Medvirkende:
George Clooney, Julia Roberts, Jack O’Connell, Dominic West

Spilletid:
98 minutter

Aldersgrænse:
Anbefales over 12 år

Premiere:
2. juni 2016

© Filmmagasinet Ekko