Biografanmeldelse
05. maj 2016 | 11:04

Mother’s Day

Foto | Charles Minsky
Jennifer Aniston (og Kate Hudson er nogle af de få lyspunkter i Gerry Marshalls gennemsnitlige, romantiske komedie.

Jennifer Aniston og resten af det veloplagte skuespilhold kan ikke redde Mother’s Day fra at ende som en ligegyldig gentagelse.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

I fodbold findes et mundhæld, der siger, at man aldrig skal ændre ved et vindende hold. For hvorfor lave om på en opskrift, der allerede virker?

Det mantra synes den amerikanske instruktør Garry Marshall utrætteligt at forfølge. Siden succesen med Pretty Woman fra 1990 har han stået bag en lang række populære, romantiske komedier, der alle er skåret over samme læst.

Senest har Marshall begået tre rom-coms, der alle handler om mennesker, som mødes og forelsker sig på kryds og tværs op til en særlig mærkedag.

De to første var Valentines Day og New Year’s Eve, mens den nyeste film i rækken, Mother’s Day, har taget navn efter Mors Dag og belejligt har premiere op til mærkedagen, den anden søndag i maj.

Derfor handler Mother’s Day også rigtig meget om mødre. Filmen følger fire-fem personers forhold til hinanden, deres mødre og deres egen rolle som mor eller far.

Fraskilte Sandy (Jennifer Aniston) har to sønner, men er stadig småforelsket i sin eksmand. Jesse (Kate Hudson) har ikke kontakt til sin mor og bor med sin mand og søn ved siden af sin lesbiske søster Gabi (Sarah Chalke).

Imens møder vi også den nylige enkemand Bradley (Jason Sudeikis), der forsøger at indfinde sig i rollen som både far og mor for sine to døtre samt den adopterede Kristin (Britt Robertson), der selv lige er blevet mor, og som forsøger at få kontakt med sin biologiske mor (Julia Roberts).

Med andre ord fokuserer Mother’s Day ikke på én, men på flere hovedpersoner – præcis som i instruktørens tidligere film. På den ene side giver det en balanceret og adspredende dynamik, hvor man aldrig når at blive træt af en handlingstråd, før man springer videre til den næste.

På den anden side er det svært at ignorere filmens skabelonagtige form. Garry Marshall og hans manuskriptforfattere læner sig al for meget op ad en gammelkendt og konservativ fortælling, hvis vendepunkter og udvikling kan spejdes på lang afstand.

Så i længden bliver Mother’s Day lige præcis så forudsigelig og pligtopfyldende, som man kan frygte for en romantisk komedie. Personerne mødes på kryds og tværs, og deres liv flettes sammen af tilfældigheder og (u)heldige sammentræf.

Derfor er det desto vigtigere, at skuespillerensemblet fungerer. Her skiller Jennifer Aniston og Jason Sudeikis sig især ud med de to mest underholdende og engagerende karakterer, mens Julia Roberts forsvinder i en ligegyldig og intetsigende rolle.

Succeskriteriet for Mother’s Day er sandsynligvis at underholde og bevæge mor og datter på biograftur. Og filmen er ikke bange for at fyre samtlige billige tricks af for at engagere følelserne. Her taler vi charmerende babyer, syge børn og en storladen finale, hvor det hele naturligvis går op i en højere enhed.

Den er ikke blottet for humor, hvis man vel at mærke synes, at det er enormt sjovt, når ældre mennesker for eksempel bytter om på ordene ”skype” og ”skyr”.

Gerry Marshall føler sig nok lidt for godt tilpas i sin genre. Ofte er Mother’s Day så en indforstået romantisk komedie, at den springer let og hurtigt til konklusioner uden egentlig at bygge den op.

Og fordi filmen samtidig skal afvikle sine mange hovedpersoners historie, ender det hele som en forhutlet og forhastet omgang sentimental sødsuppe.

Trailer: Mother's Day

Kommentarer

Titel:
Mother’s Day 

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Gerry Marshall 

Manuskript:
Anya Kochoff Romano, Matt Walker, Tom Hines

Medvirkende:
Jennifer Aniston, Kate Hudson, Julia Roberts, Jason Sudeikis

Spilletid:
118 minutter

 Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
4. maj 2016

© Filmmagasinet Ekko