Biografanmeldelse
29. mar. 2017 | 11:04

Nocturama

Foto | Carole Bethuel
Det bliver ikke forklaret, hvad motivet for de unges terrorisme er, men det lugter af forbrugersamfundskritik, når Yacine (Hamza Meziani) sætter en mannequin en pistol for hovedet.

Verdens undergang kommer ikke med et brag, men med et ungdommeligt skuldertræk i Bertrand Bonellos originale og vilde film om en terroraktion i Paris.

Af Rasmus Brendstrup

I et nattelukket stormagasin går en gruppe parisiske unge rundt og prøver mannequin-tøj, cruiser mellem varerne og gør klar til en massakre med automatvåben. En af dem har inviteret et fattigt (hjemløst?) ægtepar, der hang ud på fortovet, indenfor.

Alt i denne cocktail virker undergangssvangert og forkert – moralsk og psykologisk – og alligevel sad jeg som hypnotiseret og nikkede anerkendende i takt til den cool musik på stormagasinets højttaleranlæg.

Den franske instruktør Bertrand Bonello har lavet en flippet, stiliseret, moralfilosofisk film, der grundlæggende handler om håndteringen af afmagt i et samfund, hvor individet umyndiggøres, og hvor sekterisme og sprængstof synes at være det eneste våben mod forbrugersamfundets bedøvelsespile. Og ikke mindst som et middel til at neutralisere de små skjolde, der vibrerer og sender nyheder direkte i vores håndflader.

Vi har verden i lommen, men føler os alligevel distanceret fra den.

Hvis man ikke kan genkende denne følelse eller i det mindste goutere den som filmidé, vil man nok opleve Nocturama som en mærkelig film. For de unge i Nocturama bruger ikke meget tid på at forklare, hvorfor de begår terror. Det tætteste, vi kommer, er en dialog mellem studiekammerater på café:

”Hvad kommer efter dekadencen?”

”Renæssancen.”

”Og når renæssancen betyder døden?”

Tavshed.

Nocturama er rugende, en refleksion af en sindstilstand, hvor årsag, hensigt, handling og midler er noget, der antydes sporadisk og i bedste fald halvt. Derfor bliver det så meget desto mere uhyggeligt at følge de sammensvorne gå målrettet og sekund-synkroniseret ned i den parisiske metro.

Døden har ikke jihadist-ansigt. Den har musikpuls.

Det siger en del om Bertrand Bonellos egensindighed, at han har lavet en film, der tydeligt spiller på frygten for islamistisk terror oven på Charlie Hebdo- og Bataclan-massakrerne i 2015, Nice i 2016, men som ikke melder sig ind i en polariseret krig mellem dem, der fordømmer, og dem, der ønsker at forstå årsagerne til terroristernes handlinger.

Nocturama er ingen al Qaeda- eller anti-al Qaeda-film. Men det er en ekstremt relevant film, der får os til at reflektere over, at følelsen af afmagt kan have 1000 forskellige udspring, og at vores medievirkelighed har gjort terror til en effektknap som ingen anden.

Hvorfor hverve tilhængere eller marchere for en sag, når man kan komme i medierne?

Da de første bombedetonator i byen er blevet trykket i bund, tænder de unge i stormagasinet samtlige skærme i tv-afdeling og sidder formentlig med følelsen af, at de omsider eksisterer. Nu kigger verden.

Det ville være så let for Bonello at latterliggøre de unge, men de er hverken euforiske eller blodhungrende. Han afsøger deres ansigter med alvorlig interesse, og det er som at være vidne til den sidste nat på jorden, mens alle ved, at en meteor nærmer sig. Med kram, kostumebal og farvelsang.

Vovet, intenst, fantasmagorisk.

En af gruppens medlemmer bevæger sig ud i gaderne mellem ensomt brændende biler. Her er forunderligt stille. Han spørger en kvinde, hvad der er sket. Hun kan ikke sige noget om bombernes årsag og virker heller ikke interesseret.

”Nogle er glade, andre er tårevædede og kalder det krig. Men det lader til at være overstået nu,” siger hun og kigger roligt op i nattehimlen. ”Og det måtte ligesom ske, ikke?”

Verdens undergang kommer ikke med et brag, men med et ungdommeligt skuldertræk. Det er en dybt original film, Bertrand Bonello har lavet, ildevarslende, vild og cool. Den handler om vores tid, intet mindre. Vi gør klogt i at kigge med.

Trailer: Nocturama

Titel:
Nocturama

Land:
Frankrig, Tyskland, Belgien

År:
2016

Instruktør:
Bertrand Bonello

Manuskript:
Bertrand Bonello

Medvirkende:
Finnegan Oldfield, Vincent Rottiers, Hamza Meziani, Manal Issa

Spilletid:
130 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
30. marts

© Filmmagasinet Ekko